fredag den 28. maj 2010

JU-ON/THE GRUDGE-serien vender hjem til Japan... og det er en god ting

Efter fire japanske JU-ON/THE GRUDGE-film rykkede amerikanerne ind. Instruktøren bag den originale serie, Takashi Shimizu, sad dog bag kameraet på de to første internationale produktioner, mens englænderen Toby Wilkins lavede THE GRUDGE 3 - og sidstnævnte blev endda filmet i Bulgarien. Men nu er serien vendt tilbage til Japan, hvorfra vi har fået to timelange film, JU-ON: SHIROI RÔJO og JU-ON: KUROI SHÔJO.
I JU-ON: SHIROI RÔJO (eller JU-ON: WHITE GHOST) møder vi pigen Akane, der har kontakt med åndernes verden. Hun bliver narret til at lege med et Ouija-bræt af to af sine klassekammerater. Det får hende til at tænke tilbage på sin bedste veninde, da hun var yngre - Mirai, der døde i en familie-massakre. Og energien fra den grusomme hændelse hænger stadig ved.

JU-ON: KUROI SHÔJO (eller JU-ON: BLACK GHOST) handler om sygeplejersken Yuko, der passer pigen Fukie. Hun har en ufødt tvilling i kroppen - og denne er rasende over ikke at være blevet født. Det påvirker alt og alle omkring Fukie.

De to nye film er produceret i forbindelse med JU-ON/THE GRUDGE-seriens ti års jubilæum. I forhold til de tidligere kapitler er der ikke så meget nyt at komme efter. Vi ser dog ikke så meget til de oprindelige spøgelser. Kayako er slet ikke med og Toshio - den lille blå dreng - er kun med i få sekunder. Til gengæld får vi nye, skræmmende væsener - bl.a. en ældre dame, der går rundt med en basketbold. Det er væsentligt mere creepy, end det lyder.
Begge film er skudt på video og er tydeligvis lavet for et lille budget. Det er dog med til at give historierne et nærvær, der ikke helt var til stede i de amerikanske THE GRUDGE-film. Nu er japanerne generelt gode til at fremhæve de hverdagsagtige elementer, og derfor virker gysene ofte endnu mere skræmmende. Hvis man har set nogle af de tidligere film, vil man vide, at de som regel består af en stribe små historier, der griber ind i hinanden - ofte fortalt i en alt andet end kronologisk rækkefølge. Sådan er det også i disse to film og det virker rigtig godt.

JU-ON: SHIROI RÔJO er klart den bedste af de to. Her kradses der virkelig i familie-idyllen med pædofile undertoner og det er samtidig også den mest grusomme af de to. JU-ON: KUROI SHÔJO er dog heller ikke tosset. Her får vi bl.a. en ganske interessant eksorcisme-scene, der fungerer fint, selv om den rent teknisk ikke er særlig imponerende lavet.

Det er i det hele taget godt at se, at JU-ON/THE GRUDGE-serien er vendt tilbage til rødderne - det er der mange af de andre horror-serier, der også kunne nyde godt af. Jeg så de to nye JU-ON-film på den engelske dvd fra 4Digital Asia. Begge film ligger på den samme skive. Det eneste ekstramateriale er en stribe trailere for andre 4Digital Asia-udgivelser.

JU-ON: SHIROI RÔJO, Japan, 2009. Instruktion: Ryûta Miyake. Medvirkende: Hiroki Suzuki, Ichirôta Miyakawa, Natsuki Kasa, Akina Minami, Marika Fukunaga. Musik: Gary Ashiya.

JU-ON: KUROI SHÔJO
, Japan, 2009. Instruktion: Mari Asato. Medvirkende: Kôji Seto, Kuniteru Shigeyama, Kana Tsugihara, Ai Kago, Shinji Nomura. Musik: Gary Ashiya.

4 kommentarer:

  1. Så nu er "The Grudge" bare en titel for en serie af gyser film med spøgelser? Jeg så ikke "The Grudge 3," men jeg så de to førest Amerikanske film og den anden fra Japan, og sjyndes at der var ikke mere at spilde tid på. Jeg tror at film producers må ha' syndes det samme. (Og undskyld for mit dårligt Dansk. Jeg har ikke brugt det i 15-20 år.)

    SvarSlet
  2. Man kan sige, at filmene nu bare handler om spøgelser - nu hvor Kayako og Toshio mere eller mindre er blevet sendt ud på sidelinjen. Men rent tematisk er filmene ens, idet de handler om en voldsom vrede, der manifesterer sig.

    Ikke alle JU-ON/THE GRUDGE-filmene er lige gode, men jeg synes, at den første japanske TV-film, den første japanske spillefilm og den første amerikanske film leverer varen.

    SvarSlet
  3. Steve Miller, hvis du ikke har brugt dit dansk i 20 år, så har du bestemt ikke noget at undskylde for. Det er bestemt bedre end mange danskeres engelsk. :D

    SvarSlet
  4. Og bedre end de fleste danskeres dansk, for den sags skyld.. =)

    SvarSlet