Jeg har i mange år haft Doug Bradleys bog SACRED MONSTERS: BEHIND THE MASK OF THE HORROR ACTOR stående på hylden uden at få den læst. Men nu skulle det være. Bradley er jo manden, der spiller den dæmoniske, fascinerende og grumme Pinhead i HELLRAISER-filmene og bogen er en gennemgang af de mange andre skuespillere, der også har fået en karriere ud af at spille monstre.
Bogen tager udgangspunkt i tidlige hulemalerier af stammefolk, der har klædt sig ud som dyr og bevæger sig videre til shamaner og andre hellige mænd, der har brugt masker til at angive status og udstråle energi og magt. Så følger en kort gennemgang af teater-masker, før vi når frem til stumfilmens dage og nogle af de første horror-ikoner, der har arbejdet med at skræmme livet af publikum. Jeg behøver vist bare at sige Max Schreck! Herefter følger alle de store navne som f.eks. Lon Chaney, Boris Karloff, Charles Laughton, Lon Chaney Jnr, Vincent Price og Christopher Lee. Bradley fortæller om datidens make-up-teknikker og kommer med mange fine anekdoter. Det hele er skrevet i en let tone og måske lidt tilfældigt, men det er sjov læsning.
At dispositionen er en anelse rodet opleves tydeligt i bogens sidste tredjedel, hvor Doug Bradley er nået frem til moderne stjerner som bl.a. Gunnar Hansen, Robert Englund og Kane Hodder. Her får vi nemlig også Bradleys egen historie om sin opvækst, arbejdet som skuespiller i Clive Barkers skuespil og siden introduktionen til rollen som Pinhead. Her forsvinder fokus lidt, men det er rigtig spændende at læse om Bradleys oplevelser med den fantastiske figur - f.eks. da Gunnar Hansen kan fortælle, at han stod i kø ved en messe sammen med de andre fans for at få Doug Bradleys autograf til sin niece - og Bradley vidste ikke, at det var selveste Leatherface, han her mødte.
Alt i alt er bogen et rigtigt fan-projekt og er man bare en lille smule til HELLRAISER-filmene, er den værd at bruge tid på. Min udgave er fra 1996, men der er siden kommet en opdateret version (i 2004), hvor der er føjet et ekstra kapitel til. Her er titlen bare BEHIND THE MASK OF THE HORROR ACTOR.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar