onsdag den 14. juli 2010

En præst får sære lyster

Den katolske præst Sang-hyun er stærk i troen, men han plages af tanken om at leve i en verden med så megen lidelse. I håbet om at bidrage med lidt melder han sig som forsøgsperson til et medicinsk eksperiment, hvor man forsøger at finde en vaccine mod en dødelig virus. Sang-hyun er den eneste, der overlever eksperimentet, men kun efter at have modtaget en blodtransfusion - og blodet er muligvis fra en vampyr. Sang-hyun udvikler nemlig ekstraordinære sanser, overfølsomhed overfor sollys og en stadigt mere nagende blodtørst. Og da Sang-hyun begynder at besøge en familie, han kender fra sin barndom, bliver han vildt fascineret af en ung kvinde. Disse voldsomme seksuelle følelser strider mod hans tro som præst, men drager ham i kraft af hans nye status som vampyr.

BAKJWI - eller THIRST, som den hedder internationalt - er den første Chan-wook Park-film, jeg ser, så jeg har ingen fornemmelse af, hvorvidt den er typisk for hans måde at instruere på. For det må siges at være atypisk filmoplevelse. Den centrale historie om en katolsk præst, der pludselig mærker alskens lyster vælte op i sig (han er selvfølgelig typen, der tæsker sig selv hver gang, han får rejsning) indbyder til både saftige og følelsesmættede scener - og dem får vi masser af. Samtidig er det hele fortalt med en naturlig fornemmelse for det pinlige og for det akavede, så disse situationer også fremstår meget hverdagsagtige. Især er det første samleje mellem præsten og den unge kvinde mesterligt skildret.
Men så sker der også så meget andet - både i filmen og inde i hovedet på instruktøren. For hvad pokker er det her for en film? Er det en klassisk vampyr-historie? Er det et tragisk kærlighedsdrama, der tilfældigvis bare handler om vampyrer? Er det tanken at pirre os eller frastøde os? Alt dette er svært at få hold på, og selv om Chan-wook Park selv hævder, at der er ganske få improviserede scener, så virker filmen fortalt i en meget fri form. Især de mange sorthumoristiske elementer - f.eks. en druknet mand, der vender tilbage som et meget pågående spøgelse - virker aparte og bizarre. Og selv om filmen ikke nødvendigvis prøver at skræmme, så spares der ikke på de blodige indslag.

Alt i alt er det en ujævn oplevelse at se BAKJWI - og desværre også en meget lang en af slagsen. Omkring 128 minutter spiller den engelske dvd-udgave fra Palisades Tartan Video, jeg så - og det er alt for meget. Lidt mere fokus ville have hævet denne film op på niveau med f.eks. LÅT DEN RÂTTE KOMMA IN. Nu er den lige ved og næsten - og det er trods alt en film, der er værd at se. Men man skal gå ind til den med et åbent sind og en del tålmodighed.

BAKJWI, Sydkorea, 2009. Instruktion: Chan-wook Park. Medvirkende: Kang-ho Song, Ok-bin Kim, Hae-sook Kim, Ha-kyun Shin, In-hwan Park. Musik: Young-ook Cho.

3 kommentarer:

  1. Du har skrevet Thailand som produktionsland, men Chan-wook Park er fra Syd Korea, og filmen står også som værende produceret i Syd Korea i følge IMDb?

    SvarSlet
  2. Det må være varmen... Godt spottet. Jeg har rettet det nu. Takker

    SvarSlet
  3. Hvad enten man kan lide Chan-wook Parks vampyrfilm eller ej, så bør man bestemt se hans to mesterværker OLDBOY og SYMPATHY FOR MR VENGEANCE!

    SvarSlet