tirsdag den 9. november 2010

Den svenske debat om videovold genopstår

Det er ikke bare i England, at debatten om videovolden og dens forfærdelige konsekvenser har raset for mange år siden. Den 2. december 1980 havde det svenske TV-program STUDIO S sat fokus på videovolden og "dokumenterede" bl.a. hvor let det var for børn at få fat i film som f.eks. THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE. Efterfølgende var landet i oprør og det førte f.eks. til beslaglæggelser af de "værste" film. Men paradoksalt nok var det også med til at fremme salget af videomaskiner til private.

Nu, 30 år senere, udgiver det svenske selskab Studio S Entertainment (der har taget navn efter det gamle SVT-program) en box med titlen STUDIO S & VIDEOVÅLDET. Her kan man se det kontroversielle debatprogram fra 1980. Med er også et indslag fra programmet FILMKRÖNIKAN fra 2002, der handlede om, at de interviewede børn fra 1980 var blevet lokket med penge og McDonalds-måltider, før de medvirkede i STUDIO S. Dette førte i sig selv til en del debat i 2002 - bl.a. et åbent brev fra journalisten Stig Linell, der afviser disse anklager.

Man får også 25 trailere for diverse skrækfilm samt selvfølgelig en håndfuld af de omtalte film. Det drejer sig om THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE, THE TOOLBOX MURDERS, THE BOOGEYMAN, TOURIST TRAP, EATEN ALIVE og TERROR. Boxen er selvfølgelig på gaden den 2. december 2010, præcis 30 år efter at det originale debatprogram blev sendt.

Læs også...
Den væmmelige videovolds historie

1 kommentar:

  1. Det er en genial udgivelse! Jeg ville gerne se en tilsvarende dansk dvd-udgivelse med tv-programmet "Bytinget" fra 1984, hvor Jytte Thorbek som anklager og Elsa Gress som forsvarer debatterede videovold, og hvor det blev antydet, at splatterfilm i virkeligheden er snuff-film, hvor de medvirkende blive myrdet!

    SvarSlet