I går var det så Halloween og det skulle selvfølgelig fejres med et par gysere. I går eftermiddag så jeg Hammer-filmen FRANKENSTEIN CREATED WOMAN, som jeg af en eller anden grund aldrig har fået set. Det er altid fantastisk at opleve Peter Cushing i rollen som den maniske, arbejdsomme og arrogante baron Frankenstein - her endda i en spraglet psykotronisk forestilling med masser af sci-fi-gadgets og transseksuel sjæleoverførsel. Vidunderlig film. Og så var det sjovt at se Derek Fowlds i en fremtrædende birolle - det er ham, vi kender som ministersekretæren i komedieserien YES MINISTER.
I løbet af dagen fik vi tre gange besøg af trick-or-treat'ers. Det var pragtfuldt at åbne døren og se en flok udklædte unger, der råbte slik eller ballade! Der var en Jason, en Ghostface, to zombier, en mumie og en djævel blandt de børn, der kiggede forbi. Heldigvis havde vi sørget for masser af slik, så vi slap for ballade.
Senere havde jeg egentlig planlagt at gense TRICK 'R TREAT (med John Carpenters HALLOWEEN som et muligt alternativ), men endte med at snuppe CREEPSHOW. Det var en perfekt afslutning på dette års Halloween.
Mejse & jeg så 'Creepshow 2', som har ligget øverst på to-watch-listen i laaang tid. Det var jo en fantastisk fornøjelse... var især vild med historien om 'The Raft'... fed slutning!
SvarSlet"The Raft" er i den grad et højdepunkt. Til gengæld siger den første og den tredje historie mig ikke så meget. Men rammefortællingen med drengen, der cykler efter lastbilen med horror-hæfterne, er ganske charmerende (også selv om tegnefilmen er temmelig primitivt lavet).
SvarSlet