Man kommer næppe i det store slagsmål med genrefans, hvis man hævder, at Steven Spielbergs JAWS er den bedste haj-gyser, der nogensinde er lavet. Nogle kan selvfølgelig have andre favoritter, og det er da også et af de mere populære dræber-dyr i skrækfilmens verden. Nu kommer endnu en film om de frygtede bæster, nemlig den australske THE REEF.
Luke lever af at sejle rundt og aflevere både for folk. Det er derfor en oplagt mulighed for en lille ferie sammen med hans gamle ven Matt, dennes kone Suzie og Matts søster Kate, der tilfældigvis også er Lukes ekskæreste. Med på turen er også den erfarne sejler Warren. Undervejs punkterer deres gummibåd på et rev, og det er alt andet end godt, da sejlbåden et halvt døgns tid senere rammer et andet rev og vender rundt. Luke foreslår, at de forsøger at svømme mod land. Warren er bange for hajerne og vil ikke med, men de fire andre kaster sig i havet. Det viser sig hurtigt, at Warrens frygt er velbegrundet.
THE REEF er lavet af Andrew Traucki, der var en af de to instruktører på den fremragende krokodille-gyser BLACK WATER. Nu har han igen kastet sig ud i en omgang survival horror, og resultatet er ganske vellykket, selv om vi slet ikke er på niveau med BLACK WATER. Traucki giver os god tid til at lære personerne at kende, og skuespillerne virker afslappede og naturlige. Især er det befriende at opleve, at deres dumme beslutninger undervejs fremstår som helt naturlige handlinger - ikke som desperate kneb, der er skrevet ind for at få manuskriptet til at fungere.
Desværre er sidste halvdel af filmen ikke så intens, som man kunne håbe. THE REEF minder en del om OPEN WATER og er bedre end den. Men underligt nok bliver det ikke uhyggeligt nok i længden at se en gruppe mennesker, der forfølges af en haj. Alt for mange skud og situationer virker for ensartede - vi er bogstavelig talt i velkendt farvand - og derfor er THE REEF ikke så neglebidende spændende som BLACK WATER. Men det er en gyser over middel, som er værd at bruge halvanden times tid på.
Den engelske dvd fra Momentum Pictures indeholder et 24 minutters bag kameraet-program, der ikke er det store sus. Det er dog fint lige at se, hvordan de har filmet hajerne (det er den ægte vare, der bruges i det meste af filmen). Og så er det overraskende hvor tæt på land, store dele af optagelserne har fundet sted.
THE REEF, Australien, 2010. Instruktion: Andrew Traucki. Medvirkende: Damian Walshe-Howling, Gyton Grantley, Adrienne Pickering, Zoe Naylor, Kieran Darcy-Smith. Musik: Rafael May.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar