Så er det RESIDENT EVIL-tid igen: Alice og alle hendes kloner forsøger at tage livet af Albert Wesker, den skumle leder af den grumme Umbrella Corporation. Det lykkes så ikke og Wesker formår endda at sprøjte et stof ind i kroppen på Alice, så hun ikke længere er inficeret med T-virus. Øv bøv, nu har hun ingen superkræfter længere.
Men hun må jo videre og sætter sig i de kommende måneder for at opspore andre overlevende. I Alaska finder hun sin gamle ven Claire Redfield, der i mellemtiden har mistet hukommelsen. Sammen sætter de kursen mod Los Angeles, hvor de midt i den zombie-inficerede by ser et fængsel, hvor de sidste overlevende har forskanset sig. Men fængslet gemmer på flere hemmeligheder.
Umiddelbart lyder alt dette meget kompliceret, men det er det slet ikke. RESIDENT EVIL: AFTERLIFE er en hån mod alle de mennesker i filmbranchen, der dagligt knokler med at skrive gode manuskripter. Denne film har nemlig ikke noget manuskript. Der er hverken en historie eller et plot - der er bare skyggen af en handling, der får personerne til at bevæge sig fra punkt A til punkt B og så videre til C. End ikke en rigtig slutning har man orket at lave - filmen stopper bare efter halvanden times tid på en desperat "nu skal vi lige lave en cliffhanger, så der kan komme en fortsættelse"-agtig måde.
Det er selvfølgelig den talentløse, men meget succesfulde, Paul W.S. Anderson, der står bag dette nonsens og han har også valgt at instruere denne gang. Så kunne han være sammen med konen Milla Jovovich under optagelserne, hvilket jo er meget smart. Milla er som regel sjov at se på, men der skal mere til for at skabe en god film. Hun får dog lidt hjælp fra den intense Ali Larter (kendt fra den fremragende TV-serie HEROES). Til gengæld er Wentworth Miller (fra den hæderlige TV-serie PRISON BREAK) meget mekanisk og uinspireret.
RESIDENT EVIL: AFTERLIFE er filmet i 3-D til biograferne, men præsenteres i en almindelig flad udgave på dvd (man kan dog købe en 3-D-udgave på Blu-ray hjem fra det store udland, hvis man er interesseret i den slags). På overfladen er det vildt meget knald på med masser af slagsmål, eksplosioner og special effects - men for pokker hvor er det bare kedeligt at kigge på. Alt er filmet på en så selvfed måde, at det er til at brække sig over. Ikke mindst den overdrevne brug af slowmotion er med til at understrege, at instruktøren hele tiden skriger til sit publikum: Kan I se hvor fedt det er? Har I fattet det? Jamen, se dog hvor sejt det er! Og det er det så bare ikke. Det er et trist produkt, der er lige så hjernedødt som en zombie.
RESIDENT EVIL: AFTERLIFE, Tyskland-Frankrig-England, 2010. Instruktion: Paul W.S. Anderson. Medvirkende: Milla Jovovich, Ali Larter, Shawn Roberts, Boris Kodjoe, Wentworth Miller. Musik: Tomandandy.
Det havde jeg på fornemmelsen. Jeg sprang fra allerede efter den første.
SvarSletJeg er godt nok fuldstændig uenig, da jeg synes filmen - ligesom de andre Resident Evil-film - er rigtig fed.
SvarSletMen det er nu altid sjovt at læse hvad andre synes og tænker :)
Hahaha ...
SvarSletHelt enig med Søren. Visuel pæn at se på, men så er energien også brugt.
Og ingen forklaring på de plotelemter, der smides ind i et forsøg på at øge spændingen. Hvor kommer kæmpen med hammeren fra og hvorfor er han udødelig? Tsk, tsk ...
Jeg afleverede leje-dvden med ordene "Den er så ridset, at den ikke kan ses færdig... men det er okay!" :)
SvarSletVIl lige sige at den kan købes i 3D i danmark, Fona har den.
SvarSletOg så lige et spørgsmål, jeg fandt aldrig ud af hvordan de overlevede flyulykken i starten. Elendig handling og alt for meget slow, helt rigtigt, MEN 3D effekterne er de bedste jeg har set.
Anna-Sofie - jeg syntes den første Resident Evil var fantastisk. Jeg var vild med måden, de brugte lydsiden, specielt i scenen med zombie-hundene.
SvarSletToeren var pinlig.
Kæmpen kommer fra et af spillene ... 5'eren tror jeg nok. Her er han det festlige indslag i en afrikansk landsby hvor han henretter folk.
SvarSletHvordan han så kommer derfra, og til et fængsel i USA? Well, det skal man nok lade være med at tænke for meget over.
Det er helt klart noget af det værste kolort jeg længe har brugt tid på, og det er en hån mod alle der gør bare en lille indsats for at bringe zombie-apokalypse ud til masserne. Men de mangler vel smør til brødet :/
Nu er jeg fan af Resident Evil filmene, ligegyldigt hvor dårlige de måtte være. Jeg finder dem stadig underholdende, for elsker sgu bare virusinficerede levende døde :D
SvarSletEr dog enig i at der ik rigtig er noget dybt plot og historie, men det er der jo så mange andre film der heller ikkke har. Jeg nyder stadig Milla rende rundt og være actionhelt.
Har også hørt nyheder om at den næste film er i snak. så ja, nu må vi se.
Også totalt uenig om at filmen er totalt uden plot. Det er jo trods alt en 4 så det er svært at lave en der er lige fantastisk og med lige så meget historie som 1'eren, og så er det jo heller ikke meningen at de skal ses uafhængigt af hinanden :)
SvarSletDesuden er det jo de hardcore fans som holder ved, de fleste almindelig film interesserede faldt jo fra allerede efter 2'eren.
Men folks meninger er heldigvis forskellige :)
Jeg glæder mig i hvert fald bare, til at alle film er lavet så man kan lave RE maraton :D
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at RESIDENT EVIL-filmene har mange fans - så mange, at en 5'er nu er på vej.
SvarSlet