Sookie Stackhouse er blevet hyret af Sophie-Anne Leclerq, Louisianas vampyr-dronning, til at tage med til blodsuger-topmøde i byen Rhodes. Leclerqs position er svækket efter orkanen Katrinas hærgen i New Orleans - og det gør det heller ikke bedre, at hun er anklaget for at have myrdet sin brudgom, en vampyr-konge, under deres bryllup. Derfor har hun brug for Sookies telepatiske evner til at afsløre alle skumle planer mod hende. Men der er andre, der har et horn i siden på vampyrerne og de andre overnaturlige væsener.
Nu er det nok ikke altid nemt at være en bestseller-forfatter, der år efter år skal levere endnu et bind i en populær serie. Med det mener jeg, at der altid vil være en pæn portion fans, der er parat til at knuselske bøgerne - uanset kvaliteten. De vil bare have endnu 3-400 sider med alle de faste karakterer, der foretager sig det, der i første omgang gjorde serien populær.
Det er selvfølgelig herligt for at en forfatter at have et trofast publikum, men det kan føre til sjuskede bøger med slappe handlinger - og sådan en bog er ALL TOGETHER DEAD (eller ALLE SAMMEN DØDE) - bog nr. 7 i Sookie Stackhouse/TRUE BLOOD-serien. Der diskes ganske vist op med herlige scener med den dejlige Sookie Stackhouse, der slås med alle de mærkværdige ting, der er blevet en naturlig del af hendes hverdag - og det er fint nok. Nu er dette som udgangspunkt romantiske fortællinger med et twist af gotisk gys, så selvfølgelig skal vi lige igennem endnu en runde med Sookies nuværende og tidligere mande-bekendtskaber; Quinn, Billy og Eric. Men det er naturligvis det store vampyr-topmøde, der fylder mest i bogen, og det er godt nok en kedelig affære.
Vi får en hel masse snak og en del intriger, men intet af det er særlig interessant. Der er også en del drama og action, men det serveres på en forbløffende kluntet måde. Og selv om der er pænt meget gang i det voldsomme klimaks, vil de fleste læsere have spottet på kilometers afstand, at det er det, der vil ske - og i den grad have undret sig over, at karaktererne i bogen ikke har fattet, at de trods alle advarsler blæser på sikkerheden. Det er bare for dumt.
ALLE SAMMEN DØDE er det hidtil svageste bind i den ellers ganske underholdende serie - som en flaske True Blood Light. Trofaste fans vil formentlig stadig hænge på, men det er ikke godt nok i længden, hvis man vil lokke flere ind i butikken. Om tingene bliver bedre i bog nr. 8, vil tiden vise. Nu må vi lige se om den i det hele taget kommer på dansk.
Læs også...
Sexede vampyrer, der sparker røv
Blodsugere vs. religiøse tosser
Sookie blandt varulve og vampyr-konger
De vampyrblods-drikkende hekse slår til
Sookie har bøvl med vampyrer og varulve...
Sookie Stackhouse på nye eventyr
ALLE SAMMEN DØDE er venligst stillet til rådighed af Lindhardt og Ringhof.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar