NOSFERATU sneg sig ind i Cinemateket på Max Schrecks 132 års fødselsdag

I aftes var jeg en tur i Cinemateket i København, hvor F.W. Murnaus legendariske vampyr-klassiker NOSFERATU, EINE SYMPHONIE DES GRAUENS fra 1922 stod på programmet. Om Cinemateket så lige havde valgt datoen ud fra, at det i går var hovedrolleindehaveren Max Schrecks 132 års fødselsdag, er ikke til at vide - det kan også have været en tilfældighed.

Nu kan det være en krævende omgang for et moderne publikum at se stumfilm, men der var pænt fyldt op i salen af især unge mennesker, der lige skulle have den oplevelse at se denne unikke skrækfilm i et stort format. Og NOSFERATU, EINE SYMPHONIE DES GRAUENS er en stor oplevelse. Den er vildt eksperimenterende og ekstremt stemningsfuld - fyldt med vanvittige billeder og klippet sammen på en intens og nervepirrende måde.

Sine steder lider den noget under skuespillernes overdrevne fagter og ansigtsudtryk, der tangerer det tegnefilms-agtige. Men sådan var stumfilmene ofte, og det ødelægger ikke det samlede indtryk af NOSFERATU som en enestående gyser. Eneste minus var så mellemteksterne på tysk. De fleste af dem var pænt læselige, men der vises f.eks. også nogle håndskrevne breve og logbogsnotater undervejs, og her måtte jeg opgive at følge med. Det gjaldt vist de fleste i salen.

Det særlige ved gårsdagens forestilling var, at Cinematekets huspianist Lars Boutrup sørgede for musikken undervejs. Det gjorde han med stor indlevelse og præcision og han fik fortjente klapsalver, da filmen var slut. Jeg fik en hyggelig sludder med ham bagefter, hvor han fortalte om sit arbejde med at komponere musikken og hvordan han i løbet af forestillingen er nødt til at improvisere, fordi scener kan være længere eller helt mangle i forhold til den dvd-udgave, han har forberedt sig ud fra. Det var meget spændende at høre om.

Alt i alt en fantastisk aften i Cinemateket og en passende måde at fejre Max Schrecks fødselsdag på.