Den unge advokat Arthur Kipps er enkemand - hans kone døde, da hun fødte parrets søn. Han er dybt knuget af sorg, og hans arbejdsgiver tildeler ham - som en sidste chance for at blive i firmaet - opgaven med at rydde op i papirerne efter den afdøde Mrs. Drablow. Hun boede i det ensomt beliggende Eel Marsh House i landsbyen Cryphin Gifford - et sted, hvor kvinden i sort spøger og hvor børn ikke bliver gamle.
Da filmselskabet Hammer havde sin storhedstid i 50'erne og 60'erne, var det med en stribe "gotiske gys", hvor Frankensteins monster, Dracula, mumien og andre skræmmende uhyrer og væsener spillede hovedrollen, og hvor dystre slotte, støvede kældre, uhyggelige kirkegårde og skumle huse blev brugt som locations. Her lænede man sig op ad en filmisk tradition, som Universal havde været bannerfører for i 30'erne - og som stod på et flere hundrede år gammelt fundament af myter, fortællinger og makaber fiktion. Nu, hvor Hammer er tilbage, er det godt at se, at de ikke har glemt den type film, der i sin gjorde dem til førende på horror-fronten.
THE WOMAN IN BLACK er nemlig en god gammeldags spøgelsesfilm, og det er faktisk overrumplende hvor traditionel, den er - og det er på ingen måde ment som negativ kritik. Det er en bundsolid gyser, der stille og roligt leverer varen med masser af stemning og nogle få velplacerede chokscener. Jeg må sige, at det er modigt af Hammer at lave sådan en film, der mere henvender sig til fans af THE OTHERS end til fans af SAW. Men den modige satsning har været en succes. THE WOMAN IN BLACK har ifølge Box Office Mojo omsat for 128 millioner dollar på verdensplan.
Filmen er baseret på Susan Hills korte roman fra 1983. Den er siden blevet til et meget populært teaterstykke og blev i 1989 lavet som TV-film. Nu kan det virke som et billigt trick, at Hammer har hyret Harry Potter-stjernen Daniel Radcliffe til at spille hovedrollen i deres version, men han gør det fremragende. På intet tidspunkt forventer man, at han hiver sin tryllestav frem og gør det af med kvinden i sort. Han bakkes op af en stribe dygtige skuespillere, lækre billeder, fascinerende locations og et effektivt score. Der er måske lidt for mange snyde-gys i starten og slutningen er lidt corny. Men THE WOMAN IN BLACK er værd at se, hvis man elsker traditionel horror ... og så kan vi glæde os til at se fortsættelsen.
Jeg så THE WOMAN IN BLACK på den engelske dvd fra Momentum Pictures, hvor der er lidt ekstramateriale af den mere overflødige slags. Men man får da et godt indtryk af de personer, der har været med til at lave filmen.
THE WOMAN IN BLACK, England-Canada-Sverige, 2012. Instruktion: James Watkins. Medvirkende: Daniel Radcliffe, Ciarán Hinds, Janet McTeer, Sophie Stuckey, Liz White. Musik: Marco Beltrami.
Den var jeg altså også rigtig, rigtig glad for!
SvarSletHerligt med et godt gammeldags gotisk gys...jeg synes også at filmen fungerede til topkarakter...mere af den slags, tak!
SvarSletJeg syntes at den var alt for forudsigelig. Super flotte billeder, lyd o.s.v - men hold op hvor var den nem at gennemskue, lidt ærgerligt og for mig endte den lidt som en spildt mulighed. Jeg var faktisk mere glad for remaket af 'Don't Be Afraid of the Dark'. De små ondskabsfulde væg-dæmoner er herligt modbydelige udgøre en reel trussel mod vores protagonist, modsat hvad der er tilfældet i 'The Woman in Black'.
SvarSletDen film fik mig til at skrige. Den er for vild!
SvarSletHerligt! Så har filmen jo opfyldt sin mission...
SletHej Folkens! Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at der i filmen er blevet lavet en del om på plottet. I bogen er hans kone ikke død og han har ingen søn. *spoiler* Og han dør heller ikke til sidst! Tværtimod overlever han endnu et ægteskab, med tilhørende 4 børn, i mange år efter.
SvarSletMen når det er sagt, er det stadig en fed film. Jeg har aldrig oplevet en gyser, der fik mig til at tude! Det var totalt uventet for mig, at den skulle være så sørgelig.
Det er nemlig en rigtig god film!
Slet