fredag den 26. oktober 2012

R.L. Stine skriver gys for voksne... igen

Tidligere på måneden fik den amerikanske bestseller-forfatter R.L. Stine udgivet horror-romanen RED RAIN. Nu er Stine kendt som "børnelitteraturens Stephen King" med bl.a. GOOSEBUMPS, FEAR STREET og mange andre populære serier til børn og unge, så derfor er det usædvanligt, at han er aktuel med en gyser for voksne. Bogen handler om en kvindelig rejseskribent, der efter en voldsom orkan finder et par forældreløse tvillinger på en ø. Dem beslutter hun sig for at adoptere, men tvillingerne har muligvis en hemmelighed eller to.

Det er interessant, at mange af de historier, man kan læse på nettet om RED RAIN, er skrevet af folk, der mener at vide, at bogen er R.L. Stines første voksen-gyser. Nogle skribenter har styr på tingene og Stine siger også selv i aktuelle interview, at han før har henvendt sig til et voksent publikum. Men mange gider ikke lave den mest basale research, og plaprer bare op om, at dette er Stines debut som horror-forfatter.

Allerede i 1995 fik Stine udgivet sin første voksen-bog, nemlig SUPERSTITIOUS. Den findes også på dansk under titlen OVERTROENS DÆMONER. Siden har han også skrevet THE SITTER og EYE CANDY til voksne, så RED RAIN er langt fra hans debut i det felt. Men Stine udtaler, at hans fans gerne vil have ham til at skrive mere til dem; nu hvor de er blevet "for gamle" til GOOSEBUMPS. Så det har den ekstremt flittige - nu 69-årige forfatter - altså gjort.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar