mandag den 15. oktober 2012

SINISTER skræmmer for millioner af dollar

Den danske SINISTER-plakat fra Scanbox.
Nu er det måske lidt underligt at interessere sig for, hvor godt horrorfilm klarer sig i de amerikanske biografer, men jeg synes faktisk, det er spændende. Det er en af de faktorer, der kan være med til at afgøre om en gyser får en dansk premiere eller ej. Samtidig kan en stærk åbningsweekend i USA også give et hint om, hvorvidt en film får en sequel. Og endelig er det vigtigt, at det ikke bare er hardcore-horror-publikummet, der vælter ind og ser gysere - der skal masser af dollar i kassen, hvis genren fortsat skal være på programmet, når filmselskaberne i Hollywood planlægger nye projekter.

Denne weekends skræmmende nyhed i de amerikanske biografer var Scott Derricksons SINISTER, der handler om en krimiforfatter, der sammen med sin familie flytter i ind i et nyt hus, hvor han kommer på sporet af en frygtelig forbrydelse. Hovedrollen spilles af Ethan Hawke. SINISTER havde premiere i 2527 biografer og omsatte for hæderlige 18.250.000 dollar. Efter sigende har den kun kostet 3 millioner dollar at lave, men der er formentlig brugt markant flere penge end det på især markedsføring.

Anmeldelserne af filmen har været i den pæne ende, men SINISTER vil næppe være det gys, som de amerikanske biografgængere vælger først, når de skal i biffen i den kommende weekend. Her får PARANORMAL ACTIVITY 4 nemlig premiere. SINISTER kommer til Danmark den 1. november. Kilde: Box Office Mojo

1 kommentar:

  1. BC fra horror-movie-a-day var MEGET begejstret for den, så jeg glæder mig til at se den...

    SvarSlet