onsdag den 21. maj 2014

Hårrejsende ringe HELLRAISER-gyser


HELLRAISER: REVELATIONS (2011)
Vennerne Steven Craven og Nico Bradley er trætte af det pæne, polerede liv hjemme hos forældrene, så de beslutter sig for at tage et smut til Mexico, hvor bajerne, sjusserne og damerne er billige. Nico bliver dog lidt for kåd sammen med en pige... så kåd, at hun afgår ved døden. De to opsøges så af en vagabond, der tilbyder dem en vej ud af alle deres problemer, og vejen ud er en mystisk pusleæske, der skulle kunne give dem ekstreme oplevelser. Tiden går, og hjemme i USA er de to knægtes forældre og Stevens søster ved at gå til af bekymring. Kun nogle af drengenes ting har de fået hjem fra politiet, heriblandt et videokamera med nogle meget foruroligende optagelser.

HELLRAISER: REVELATIONS er en film, der egentlig ikke burde eksistere, men The Weinstein Company og deres selskab Dimension Films havde fået det problem, at rettighederne til HELLRAISER-franchisen var ved at udløbe for dem, og derfor havde de ikke andet valg end at lave endnu et kapitel i serien. Et manuskript blev klasket sammen, og man henvendte sig til Doug Bradley for at få ham til at gentage sin rolle som Pinhead. Han var dog alt andet end glad for manuskriptet, de hektiske produktionsvilkår og formentlig også størrelsen af lønchecken. Så han sagde nej tak.
This trinket of sensation you feel now will be a delight compared to the onslaught of agony that awaits at our hands.
Pinhead
Rollen gik i stedet til Stephan Smith Collins, der i den grad kæmper med de kringlede replikker, som han leverer med en forbløffende mangel på karisma. Han ser alt andet end skræmmende ud. Der er heller ikke meget gys og gru over de andre cenobitter, så det er noget af en tam affære at se denne film, der har en dvd-spilletid på bare 72 minutter, inklusiv rulleteksterne.

Nu er den under alle omstændigheder så jammer-elendig, at man godt kan spare sig. Da filmen gik i gang var det med nogle rystede videooptagelser af de to unge mænds snak om at tage til Mexico, og jeg havde helt frygtet, at resten ville være sådan. Det er det dog ikke, men man fornemmer tydeligt, at filmen er lavet på ingen tid. Instruktøren Víctor García har intet kunne stille op med det håbløse manuskript af Gary J. Tunnicliffe, der ellers har lavet special makeup-effekter til flere af HELLRAISER-filmene, og derfor burde kende universet. Han kender det desværre så godt, at store dele af historien reelt er en gentagelse af den første film.

Ingen af skuespillerne har det store at byde på, men hvad pokker kan man forvente af en gyser, der er lavet mere eller mindre i panik? HELLRAISER: REVELATIONS nåede da også kun at blive vist i en enkelt biograf, før den røg ud på dvd- og Blu-ray-markedet. Om Clive Barker har set den, ved jeg ikke, men han var temmelig nådesløs på sin Twitter-profil, da han skulle beskrive den: "Hello, my friends. I want to put on record that the flic out there using the word Hellraiser IS NO FUCKIN’ CHILD OF MINE! I have NOTHING to do with the fuckin’ thing. If they claim its from the mind of Clive Barker, it’s a lie. It’s not even from my butt-hole". Og så er det vist ikke nødvendigt at skrive mere om den film, som jeg så på den tyske dvd-udgave. Her får man intet ekstramateriale.

HELLRAISER: REVELATIONS, USA, 2011. Instruktion: Víctor García. Medvirkende: Stephan Smith Collins, Nick Eversman, Jay Gillespie, Tracey Fairaway, Steven Brand. Musik: Frederik Wiedmann.

8 kommentarer:

  1. Bare fjæset på ham Pinhead kan jeg ikke tage seriøst. Jeg holder mig bare langt væk fra denne her :-) Men er dog blevet nysgerrig.. Hvad menes der, når du skriver de var tvunget til at lave en Hellraiser film? Hvad var grunden til at man ikke bare lod være?

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu er jeg ikke 100 pct. inde i, hvordan sådan nogle rettigheder og licenser er skruet sammen, men man skal åbenbart gøre brug af dem - man kan ikke sidde på dem i det uendelige. Dimension Films havde senest lavet en HELLRAISER-film i 2005 og deadline for, hvornår deres rettigheder til franchisen udløb var så åbenbart ved at nærme sig der i 2011. Selskabet vil gerne lave et egentligt remake af den første film, men det er et projekt, der har trukket ud, og de ville under alle omstændigheder ikke have chancen for at lave sådan en film, hvis de ikke længere havde rettighederne til serien.

      Slet
  2. Tak for advarslen.

    Efter at have kæmpet mig igennem flere af de andre kapitler i HELLRAISER-serien, så tror jeg godt at jeg kan undvære denne. Det skulle da kun være hvis man så absolut skulle se dem allesammen. Næh, måske man hellere skulle se den første nok engang... ? Alene fraværet af Doug Bradley må få alarmklokkerne til at ringe med sådan en høj tone, at samtlige cenobites ville storme ud af deres respektive domiciler i den anden dimension.

    "Demons to some. Angels to others..." jo tak...!?

    SvarSlet
  3. "Vennerne Steven CRAVEN og Nico BRADLEY" - gad vide hvor dybt i fantasiposen manusforfatteren måtte grave for at finde på de navne...

    SvarSlet
  4. Tak for forklaringen :-)

    SvarSlet
  5. Jeg siger ikke det så tit - men jeg skal ALDRIG se den film!

    SvarSlet
  6. Ih, hvor jeg glæder mig. Jeg tror sgu på den. Et nyt mesterværk. :P

    SvarSlet