Der er mange tosser på vejene, men ingen er vist så tosset som Rusty Nail - den bindegale trucker, der ikke finder sig i noget som helst, og som gerne kører en omvej for at slå folk ihjel.
Det må en gruppe venner, der er på vej til et racerløb i Canada, lære på den hårde måde, da de i deres hurtige bil har generet den blodtørstige lastbilchauffør. Og hvis Rusty Nail først er på sporet af dig, så nytter det ikke noget, at dit køretøj har mange hestekræfter - han skal nok fange dig.
Vi mødte første gang Rusty Nail i John Dahl underholdende JOY RIDE fra 2001. Den havde bl.a. manuskript af Hollywood-vidunderdrengen J.J. Abrams, og i en af hovedrollerne kunne man opleve den nu afdøde Paul Walker, der også kørte stærkt i de mange FAST & FURIOUS-film. På denne side af Atlanten kom filmen til at hedde ROADKILL.
I 2008 kom en direkte-til-dvd-2'er, instrueret af Louis Morneau. Den var OK - især hvis man sammenligner den med så meget andet af den slags, der er blevet pumpet ud på markedet i de senere år. Disse horror-sequels til dvd-markedet har ekstremt lave budgetter, og det går ud over kvaliteten af filmene.
En af de flittigste instruktører i denne særlige niche er Declan O'Brien, der har lavet de seneste tre WRONG TURN-film. De er helt forfærdelige alle tre, og det pynter ikke på cv'et, at O'Brien også stod bag den tåbelige SHARKTOPUS. Men han er bare manden, der kan lave en film for en bøjet femøre, og derfor kom han i spil, da det oprindelige manuskript til JOY RIDE 3 så ud til at ville kræve 40 indspilningsdage. Det blev barberet ned til det halve!
Meget tyder dog på, at Declan O'Brien lærer af sine fejltagelser, for JOY RIDE 3 er en ganske hæderlig tilføjelse til Rusty Nail-sagaen. Især den første halve time fungerer fint. Der lægges benhårdt hårdt ud med en barsk scene, hvor den tossede trucker får sat en fed streg under, at han ikke finder sig i noget som helst. Det unge slæng af racerkørere er selvfølgelig tænkt som kanonføde, men de er ikke helt så irriterende, som man ellers kan opleve det i billige gysere. Vi kommer fint rundt om mange af dem, så det er endnu et plus.
Desværre kører manuskriptet ned ad alt for velkendte veje, og filmen kan ikke holde tempoet hele vejen igennem, trods de kreative og blodige døds-scener. Spændingskurven dykker voldsomt, efterhånden som historien gør brug af velkendte tricks fra genren, og til sidst er vi helt nede i tomgang. Men JOY RIDE 3 kan sagtens ses, hvis man er glad for de to første film, og hvis man ikke lige har andet liggende i bunkerne. Og selv om man ser lidt for meget af hans ansigt, så gør FREDDY VS. JASON-skuespilleren Ken Kirzinger det godt som Rusty Nail.
Den danske dvd-udgave af filmen, der bærer titlen JOY RIDE 3: ROADKILL, er udgivet af Fox-Paramount, og her bydes på omkring 35 minutters ekstramateriale af blandet kvalitet. Man fornemmer, at der har været en god stemning på settet på trods af den stramme tidsplan, og det er sjovt at se de små videosekvenser med legetøjsbiler, som Declan O'Brien har lavet for at forberede sig på at skyde scenerne i stor skala. Der er også fint fokus på de ulækre detaljer i de mange drab. Er man særligt interesseret eller meget tålmodig, så kan man også høre et kommentarlydspor med instruktøren.
JOY RIDE 3, USA, 2014. Instruktion: Declan O'Brien. Medvirkende: Ken Kirzinger, Jesse Hutch, Ben Hollingsworth, Gianpaolo Venuta, Kirsten Prout. Musik: Claude Foisy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar