lørdag den 20. september 2014

Hvor mange gysere skal du se i oktober?

Man kan måske hævde, at horrorfans nærmest fejrer Halloween hele året, fordi vi svælger i gys, gru og grumme sager. Men der er selvfølgelig kun en enkelt 31. oktober om året, selv om det meste af oktober måned er en slags opvarmning til Halloween. Ud over alt det man pr. tradition kan finde på at gøre op til den store horror-aften, så kaster en del fans sig ud i nogle af de film-udfordringer, der popper op på denne tid.

De har forskellige udformninger, men som illustration til dette indlæg har jeg valgt udfordringen fra Vulnavia Morbius, alias Christianne Benedict, der bl.a. har bloggen Krell Laboratories. Her gælder det om at se 31 film i løbet af de 31 dage, der er i oktober. Der er ikke noget krav om, at man skal se én om dagen - man må gerne klumpe filmene sammen og se flere i træk; bare man har nået de 31 titler, når måneden er gået. Eneste anden regel er, at man skal se mindst 16 film, man ikke har set før.

Har man en blog eller et andet forum på nettet, er man velkommen til at skrive om de film, man ser - og man kan selvfølgelig vælge at konsumere endnu flere film end de 31. Jeg har så set en variant af udfordringen, hvor det gælder om at nå at se hele 100 gysere i løbet af oktober, hvilket er ret vildt.

Nu ved jeg ikke lige, om jeg selv hopper på denne udfordring med de 31 film, men ideen er hermed givet videre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar