Kortfilm-konkurrencen Movie Battle, der kører under CPH PIX til april, har slasherfilm som det gennemgående tema, og man må håbe, at det kaster en masse blodige strimler af sig. Jeg har modtaget en situationsrapport fra Daniel Bødker Sørensen, der her i weekenden har filmet sit bidrag, nemlig NU ER SOLEN DØD. Det er spændende læsning, så her får I Daniels beretning:
Jeg er nu kommet igennem optagelserne til min novellefilm NU ER SOLEN DØD her i weekenden og det er gået godt. Men vejen dertil var hård og temmelig krævende. Filmen er optaget ved brug af et lille GoPro-kamera, som hovedpersonen (Anette Støvelbæk) har monteret på en hjelm, som hun bærer på hovedet. Derved opnår man en meget effektiv point-of-view vinkel, hvor man virkelig fornemmer det at være inde i hovedet på hovedpersonen, og kun se det, hun ser.
Det er en kompliceret teknik, som krævede mange gennemgange, bl.a også fordi vi optog meget lange scener af gangen. Omkring syv-otte minutter, uden klip, og hvor skuespillerne var alene i huset (hvor filmen foregår) under optagelserne. Det var enormt kompliceret og skuespillerne havde meget at huske på, udover deres replikker. Men alle gjorde det fremragende.
Om søndagen optog vi filmens sidste del, og i den indgår der store mængder blod. Blodet bestod af Ribena-saft, blandet op med kakaomælk - sådan opnår man en god tykkelse og dejlig mørk farve. På trods af en grundig rengøring efterfølgende, modtog jeg en sms fra en lettere irriteret børnehaveleder, som sagde, at der stadig var adskillige “blodstænk” rundt om i huset, ja, selv oppe i loftet!
Desuden optog vi både lørdag og søndag til sent ud på natten, og Anettes høje skrig kunne høres over det meste af Gammel Holte; heldigvis var både politi og naboer advaret!
I det hele taget var hele stemningen meget uhyggelig i børnehaven, og da Søren Hauch-Fausbøll trådte i sit kostume og tog en køkkenkniv i hånden, var der bestemt ingen, som tænkte på Bamse! Anette var sikker på, at hun ville få mareridt i lang tid efter den oplevelse.
I filmen medvirker desuden Anna Reumert, som er barnebarn af gamle Poul Reumert. Hun spiller lederen i den børnehave, hvor filmen foregår, og hvor filmens hovedperson gør rent og oplever underlige ting.
Filmen er lavet ved hjælp af frivillige kræfter og helt uden støtte.
Ja, som pædagog i en børnehave, og som en der således har prøvet at være alene i en sådan, så glæder jeg mig godt nok en del til at se denne slasher...
SvarSlet