Den 29-årige forfatter Bo Sejer har skrevet romanen DEAD WORLD, der beskrives som en komedie-gyser til læsere med "drengede" sind i aldersgruppen 18 til 35 år med hang til popkultur, spil og B-film. Bogen er færdigskrevet, redigeret og korrekturlæst, og nu mangler den bare at blive trykt. Og det er her, at du kan give en hånd (i form af klingende mønt). Forfatteren har nemlig søsat et crowdfunding-initiativ for at få bogen på gaden.
Målet er at samle 5000 kroner ind, hvilket vil dække 100 paperback-eksemplarer samt en limited edition i hardcover. Alt efter hvor meget, man støtter med, kan man få diverse ting og sager. Kampagnen løber til slutningen af september. Her er forfatterens egen beskrivelse af bogen:
Dette er den (næsten) sande historie om tre unge mænd, i starten af tyverne, der til en fest i Esbjerg tilfældigvis kommer i kontakt med noget, der bedst kan beskrives som et “Lovecraftiansk”, LSD-lignende stof, der åbner deres sind for verden, som den faktisk er: Verden er fuld af dæmoner, og de tre unge herrer er de eneste, der kan se dem, og (uheldigvis for verden) de eneste, der kan stoppe dem.
Kom med på en adrenalinpumpende, stenet og fordrukken rejse ind i Esbjergs skyggesider, der både inkluderer Moustache-monstre, tidsrejser, blod og gru og flere grin, end noget andet dansk litteratur har kunnet byde på i mange år. Kan Jordens mest forvirrede antihelte nå at redde os og, måske vigtigere endnu, går det op for dem, hvad det er, de skal redde os fra?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar