Du kan lige så godt vænne dig til det: En god gyser får dig ikke altid til at hoppe i sædet

For mange horror-fans er det en fornøjelse at sætte sig ned og se klassikere som PSYCHO, THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE, JAWS, THE EXORCIST, NIGHT OF THE LIVING DEAD, ROSEMARY'S BABY og alle de andre gode. Men for nogle er disse film ganske værdiløse, og de betragtes som gammelt lort, der ikke er skræmmende. Det er kun de nye film, der kan få disse fans til at hoppe i sædet. Samtidig er der en del, der mener, at nyere film som THE BABADOOK og IT FOLLOWS ikke er en bjælde uhyggelige, og så er der ikke ret meget tilbage, der kan formodes gøre indtryk på disse mennesker.

For min skyld må folk gerne betragte genrens klassikere som "gammelt lort", men nogle går skridtet videre, og bliver nærmest fornærmede, hvis man kalder f.eks. stumfilmen NOSFERATU, EINE SYMPHONIE DES GRAUENS fra 1922 for en gyser. Den er jo ikke uhyggelig, lyder klagesangen. Meget muligt, men en film falder ikke bare ud af genren, fordi den har nogle år på bagen og ikke har den samme effekt på et moderne publikum som på de biografgængere, der i 1920'erne indløste en billet til at se Max Schreck som vampyr. Og flere af filmens scener er vildt creepy; også den dag i dag.

Horror-genren har til hensigt at skræmme og forurolige sit publikum, at chokere, forfærde og måske endda at vække ubehag. For mange fans er en gyser dog kun noget værd, hvis den har fået dem til at hoppe i stolen flere gange undervejs. Det er kun sådan nogle film, der er uhyggelige. Her kunne man f.eks. pege på en nyere film som THE BOOGEYMAN, der indeholder absurd mange chokscener. Det ændrer dog ikke meget ved, at filmens manuskript er en sløj omgang, men der diskes op med chok på chok på chok.

På engelsk kalder man den slags scener for "jump scares", og de er en del af den værktøjskasse, som instruktøren kan trække på i forsøget på at fortælle en nervepirrende og skræmmende historie. Brugt med intelligens og omtanke, kan disse chokscener højne oplevelsen af en skrækfilm, men de kan også blive trættende, hvis vi ikke får andet.

Mange af chokscenerne er hentet direkte fra Den Store Manual For Horror-Instruktører, og et genre-vant publikum kender de fleste af dem. Som f.eks. når en person står i køkkenet og stirrer ind i køleskabet, og i samme sekund vedkommende lukker køleskabsdøren, står der en anden person bag den. Eller når vi ser en eller anden, der åbner et skab ude på badeværelset, og netop som skabet lukkes igen, ser man enten en anden person eller et monster i spejlet på lågen. Og hvad er det lige for noget med, at katte altid gemmer sig i klædeskabe, så de kan hoppe ud i hovedet på folk?

I mange tilfælde viser det sig, at chokscenen er bygget op omkring en ganske harmløs situation, som f.eks. når fyren bag køleskabsdøren (BØH!!!!) blot viser sig at være pigens kæreste. Man kan kalde disse chokscener for "snyde-gys". De er OK op til en grænse, men hvis første halvdel af en film er spækket med dem, så risikerer instruktøren, at publikum er helt bedøvet, når rædslerne kommer fra det monster eller den motorsavs-svingende galning, som historien i virkeligheden handler om.

Få gysere er dog så mekaniske i deres opbygning, men det gælder om at dosere effekterne, så man ikke bare har en film, der siger BØH-BØH-BØH. Og for mange instruktører handler det om at skabe en nervepirrende stemning, hvor publikum langsomt glider ud på kanten af sædet og griber fat i armlænet, mens de overvejer om de tør se mere. At man undervejs kan få nogle solide chok, er bare en bonus.

Som sagt kan jeg godt leve med, at folk betragter gysere, der har nogle år på bagen, som noget kedeligt, gammelt bras. At de afskærer sig selv fra at se nogle af genrens klassikere, er deres tab. Men det er disse skrækfilm, som nyere instruktører er vokset op med, og som har formet den måde, som moderne gysere bliver lavet på. Og her får vi på den ene side film som THE CONJURING, der egentlig er en ret traditionel sag, men som alligevel formår at være sjaskhamrende uhyggelig.

På den anden side får vi eksperimenterende og afdæmpede gysere som HONEYMOON, THE BABADOOK, OCULUS og IT FOLLOWS, der er holdt sammen af en ekstremt nervepirrende stemning, og hvor chok-effekterne er ikke er den motor, der får filmene til at fungere. Jeg oplever IT FOLLOWS som noget af det mest forfriskende, vi har set i genren i årevis, og den tillader sig endda at servere det største chok godt og vel halvvejs inde i filmen. Resten er stemning, men sikke da en stemning.

Mange synes, at IT FOLLOWS er kedelig, men efter min mening har vi brug for film som denne, hvis ikke genren skal ende i et stadigt mere hysterisk og mekanisk effekt-jageri, hvor man får smidt et BØH i hovedet hvert andet minut. Uhygge er mange ting, og det er ikke altid lig med, at man skal sidde og spjætte i sofaen, som om man havde fået et stød fra en kvægstav.