lørdag den 14. november 2015

At samle på horror: Gi' det videre

Da jeg deltog i Blodig Weekends Collectors Market med en stand, hvor jeg blandt andet solgte soundtracks og gamle numre af FANGORIA, kom jeg meget naturligt i snak med mange af dem, der kiggede på varerne. Nogle var bare glade for at få noget hjem til deres egne samlinger, mens andre sagde: Nej, den der kan du da ikke sælge. Den er da for god. 

Ja, man kan måske finde på at skille sig af med ting, der egentlig er gode, men som man bare ikke har den store interesse i længere. En horror-samling (eller enhver samling i det hele taget) er en dynamisk størrelse, der ændrer sig alt efter ens smag, økonomi og fysiske rammer. Når reolerne er ved at bukke under for presset, og man allerede har udnyttet pladsen optimalt ved at stille tingene i to rækker, så begynder man at tænke på, om man nu har brug for et eksemplar af det ene eller det andet.

Jeg holder gerne fast i mine film, mens jeg er blevet mere rå, når det gælder soundtracks. Og de FANGORIA, jeg havde med på Blodig Weekend-markedet, var dubletter. Selvfølgelig kan man komme til at skille sig af med ting, man senere ærgrer sig over ikke at have længere, men så må man på den igen. Læste i et forum om en, der havde solgt sine spaghetti-westerns for at så nogle år senere at blive bidt af genren igen, og derfor måtte ud og anskaffe hele bunken. Det samme oplevede forfatteren Dan Turèll, der af to omgange solgte sin krimi-samling for senere at begynde forfra.

I historierne om mumitroldene bliver Hemulen nedtrykt, fordi hans frimærkesamling er blevet komplet. Han mangler ikke ét eneste frimærke, og han får at vide, at nu er han ikke længere samler, men ejer. På Collectors Market snakkede vi lidt om, at det faktisk er sjovt at have et par huller i samlingen. Så er der altid noget at gå efter; altid noget at jage - og på den måde føler man sig lidt mere som samler.

Men hvis vi skulle finde plads til alting og gemme det hele, så ender vi med hverken at være samlere eller ejere - så ville vi være arkivarer. Selvfølgelig kan man lave et fjernlager i kælderen (hvis man ikke er blevet skræmt af skræk-historierne om værdifulde samlinger, der er blevet sjaskvåde efter et skybrud) eller på loftet. Og jeg kan høre, at mange har kasser med film, blade og cd'er gemt væk på den måde.

Alternativt kan man købe sig plads på et depot-hotel ude i byen, men det løber selvfølgelig op. Under alle omstændigheder kan jeg ikke forestille mig at skulle i kælderen eller ud i byen for at få fat i dele af mine samling. Og derfor er det fint for mig løbende at finpudse samlingen og sende ting og sager videre i systemet - især hvis andre horror-fans kan få glæde af dem.

På den måde giver man tingene en længere levetid. Det gælder især det, der efterhånden kan være lidt vanskeligt at få fat i som f.eks. de horror-tegneserier, der blev udgivet i 70'erne. Selv en håndfuld slidte eksemplarer kan glæde hos nye fans, og det er bedre at de gør det, end at de ryger i papircontaineren og er væk for altid.

Så hvis og når du rydder op og trimmer din samling, så gi' det videre til andre horror-fans - uanset om du forærer tingene væk eller sælger dem. Jeg oplevede i hvert fald, at det, jeg solgte på Blodig Weekends marked, vakte stor glæde, og det er godt at vide, at disse ting nu får nyt liv andre steder.

8 kommentarer:

  1. Sælger du de Fredag den 13 soundtrack du har på billedet?

    SvarSlet
    Svar
    1. Desværre. Det gør jeg ikke. Billedet er tænkt som en illustration. Men måske har jeg andre ting, du er på udkig efter.

      Slet
  2. Meget enig i, at samleri er sjovest, hvis det er en dynamisk bevægelse, hvor ens smag og brug forandrer sig, fremfor bare bevidstløst at opmagasinere alt. Og at det er god karma at lade nogle ting cirkulere - ligesom man ikke behøver rive alle billige eksemplarer til sig, hvis man har titlen i forvejen. Og hvis man samler film, plader, whatever er det vel alligevel umuligt at eje alt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mine reoler kan stort set ikke rumme mere, så det giver lidt sig selv, at der skal trimmes med jævne mellemrum.

      Slet
  3. Okay. Kan du lave en liste over alle de soundtrack du sælger og dvd film?

    SvarSlet
    Svar
    1. Har pt. ingen film til salg. Får måske lavet en soundtrack-liste på et tidspunkt, men har rigtig meget andet på to-do-listen i denne tid. Der vil under alle omstændigheder være meget få horror-soundtracks.

      Slet
  4. hey søren, tak fordi jeg fik muligheden for købe de bøger af dig :)de var faktisk ret gode :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Cool. Fedt at du kunne bruge dem.

      Slet