lørdag den 21. november 2015

Iskolde gys på Blockbuster

I gamle dage var Blockbuster et sted, hvor man gik hen for at leje videofilm. Sådan er det ikke længere. De fysiske butikker er stort set væk, selv om enkelte af dem er fortsat under et par andre navne. Til gengæld lever Blockbuster videre på nettet, fordi TDC nu driver en video-on-demand-tjeneste, der hedder Blockbuster.dk.

Her kan man være sikker på, at filmene "står på hylden", og man skal ikke ned og aflevere dem igen. Og selv om det måske kan føles underligt at betale for den elektroniske adgang til at se en film i 48 timer, så er det ikke så meget anderledes end før, hvor man rent fysisk havde et VHS-bånd eller en dvd-skive med hjem. Priserne er 49,- kr. for en premium premierefilm og 39 kr,- kr. for en standard premierefilm, mens man fra bagkataloget kan leje for 19 og 29 kr. Et klippekort til tre film koster 99,- kr.

Det er stort set på niveau med det, man kendte fra "gamle dage", hvor man måtte en tur forbi butikken og hente filmene (og så måske lige supplere op med en stor cola og en pose slik). Her er et prisskilt fra 2011, hvor Blockbuster stadig var at finde i gadebilledet.

Indtil videre har jeg især brugt Blockbuster som et supplement til de film, jeg køber eller ser på f.eks. Netflix. Udviklingen går med en så rasende fart, at en del gysere aldrig får en chance på det danske dvd- og Blu-ray-marked, og derfor kan man vælge at se dem som video-on-demand eller at købe dem hjem fra udlandet. Her jeg flere gange valgt at snuppe filmene på leje-basis. Hvis de har vist sig at være vellykkede, så ryger de på indkøbslisten, så jeg senere kan have et fysisk eksemplar stående.

På det seneste har jeg set en del på Blockbuster.dk, hvilket især skyldes det faktum, at de var en af sponsorerne på Blodig Weekend. Ved hver forestilling fik man nemlig udleveret en værdikupon med en kode til en gratis film på Blockbuster. For god ordens skyld skal jeg understrege, at filmene formentlig også er tilgængelige på de andre video-on-demand-tjenester, men dem bruger jeg ikke - mest fordi jeg ikke rigtig har haft tid til at tjekke dem ud, og fordi Blockbuster-app'en fungerer fint på mit smart-TV.

Af de film, jeg indtil videre har set, er den helt ekstremt charmerende horror-komedie THE FINAL GIRLS og den nervepirrende HAUNT klart de bedste. HAUNT er dog ikke en film, der vil tiltale alle, fordi tempoet er så langsomt, men jeg kan virkelig godt lide den. LA ENTIDAD (THE ENTITY) og THE GALLOWS er gode eksempler på, at found footage-genren er ved at være slidt op. Der er ikke meget at hente her, og THE GALLOWS formår endda at have den mest øretæveindbydende karakter, man længe har set.

VISIONS har et helt fantastisk manuskript med mange gode detaljer, men det kniber for SAW 3D-instruktøren Kevin Greutert med at få personerne til at folde sig helt ud, så den samlede oplevelse ender med at være lidt flad. Og så er COOTIES et flop af en anden verden; en komedie uden et eneste grin og med en komplet fejlcastet Elijah Wood, der hele vejen igennem virker som om, at han er gået forkert.

Så jeg har set et mix af godt og skidt. Jeg har stadig et par gratis-koder til Blockbuster liggende, men når de er brugt, så er det ikke slut med at leje film online for mit vedkommende. Som sagt er det et ganske godt supplement til det horror, jeg ser andre steder.

2 kommentarer:

  1. Når du lejer film på Blockbuster. Er der så en katogori hvad du sidst har lejet?
    Hvis man køber film digital på Blockbuster. Hvordan forgår det, har man så sin egen hylde man kan sortere i? Og hvis Blockbuster en dag lukker online også, hvad sker der så med de film man har købt?, kan man evt trække dem ned på sin computer?

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er en kategori, der hedder noget med "Min samling", hvor de lejede og købte film ligger. De lejede film glider så ud efter den 48 timers lejeperiode, så man som sådan ikke en "det har jeg set"-liste.

      Har ikke købt noget hos, men i deres betingelser står noget med, at hvis deres rettigheder til en bestemt film eller serie udløber, så får man mulighed for at downloade en kopi. Måske gælder det samme, hvis Blockbuster helt lukker.

      Slet