tirsdag den 1. november 2016

Skønt gensyn med SCREAM

Jeg er meget glad for Wes Cravens SCREAM-film, men af en eller anden grund har jeg aldrig set nogle af dem i biografen. Det blev der rettet op på i aftes, da den første af dem kørte over lærredet i CinemaxX i København som en del af CPH PIX-festivalen. Visningen var en 20 års jubilæums-forestilling ... ja, man skulle ikke tro, at denne nyklassiker allerede har to årtier på bagen (premieren i USA var den 20. december 1996, men den først nåede til Danmark den 27. juni 1997).

Biografen vrimlede med personer i Ghostface-kostumer, og "Red Right Hand"-sangen kørte i højttalerne, så stemningen var i top. Før filmen var der en quiz; sindrigt konstrueret, så alle kunne følge med oppe på lærredet, mens vi tastede svarene på de 21 spørgsmål ind på vores smartphones. Genren var horror generelt og SCREAM i særdeleshed, og jeg fejlede kun på det sidste spørgsmål, så jeg endte med at vinde det hele. Præmien var to CPH PIX-T-shirts og to fribilletter til festivalen. Cool.

Det var superfedt at se SCREAM på det store lærred med fuld power på lyden. Selv om jeg har set den mange gange før, så gav det store format en hel masse ekstra, og filmen virkede lige så stærkt, som den plejer. Wow, det var en god aften i biografen.

3 kommentarer:

  1. Hej Søren! Endnu engang tillykke med dit vind :) jeg placerede, men kun på femtepladsen, haha. Det var hyggeligt at møde dig og snakke Scream - og se, jeg kunne huske din blog! Håber i ses til det næste gyserevent :D - Anna

    SvarSlet
  2. Jeg kunne sgu godt ha' tænkt mig at se SCREAM på det store lærred. Maybe some other time. Tillykke med at vinde! xD

    SvarSlet