Selv om horror-genren står stærkt i disse år, så går det ikke lige godt for alle medier, der dækker den skræmmende genre. Det legendariske blad FANGORIA har for eksempel stadig ikke fundet sig selv igen efter en lang krise, hvor redaktører har forladt kommandobroen og hvor der har været bøvl med tekniske dele af produktionen. Fysiske blade ser vi ikke noget til længere, og de digitale numre udkommer kun sporadisk.
Nu er det den store amerikanske horror-hjemmeside Dread Central, der beder sine fans om hjælp. Dread Central har eksisteret siden 2006, og drives bl.a. af Steve Barton, også kendt som Uncle Creepy. Selv om det tilsyneladende går fint med trafikken, så kommer der stadigt færre annonce-kroner ind. Og da hjemmesiden så vidt som muligt gerne vil bevare sin uafhængighed, så er det donationer fra sidens læsere, der bliver vejen frem.
For blot en enkelt dollar om måneden kan man støtte Dread Central, men der findes selvfølgelig også muligheden for at donere større beløb. I en meget personlig og gribende YouTube-video fortæller Steve Barton om projektet, der er døbt Help #SaveDreadCentral. Og så medvirker et hav af skuespillere og instruktører, der alle giver deres støtte. Her fornemmer man virkelig, at genren består af mennesker, der hjælper hinanden og holder sammen. Og så handler det om kærligheden til gyset.
Jeg har selv benyttet mig af en form for crowdfunding for en del år siden. Da jeg i 1989 startede horror-nyhedsbrevet EVIL MAIL (der blot bestod af et eller flere fotokopierede A4-ark), så opfordrede jeg folk til at sende mig frimærker, så jeg kunne sende flere eksemplarer ud. Her på bloggen har jeg aldrig haft annoncer - mest fordi de formentlig vil virke forstyrrende og så mange penge tror jeg heller ikke, der kommer hjem, når man bare er en lille horror-blog på dansk.
Jeg kunne selvfølgelig have en lille "giv en skærv, så jeg kan købe nogle flere gyserfilm"-knap her på siden, men så længe der ikke er minus på min lommepenge-konto, så giver det ikke rigtig mening. Men det giver mening at støtte en fremragende horror-hjemmeside som Dread Central, så fremover sender jeg hver måned en dollar til Steve Barton og de andre skribenter - det manglede da bare.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar