Jeg var inde i mit lokale antikvariat, og tog den hurtige rundtur blandt westerns, krimier, sci-fi- og fantasy-paperbacks samt børnebøgerne. Blandt sidstnævnte fandt jeg bind 11 i R.L. Stines GÅSEHUD-serie med titlen "Den forheksede maske". Da jeg for lidt over et år siden deltog i Collectors Market på Blodig Weekend-festivalen, havde jeg en lille håndfuld R.L. Stine-bøger med. De blev købt af en fan, der fortalte, at han havde samtlige GÅSEHUD-bøger, bortset fra nr. 11.
Det huskede jeg tilfældigvis, da jeg stod i antikvariatet, og slog derfor kløerne i bogen. Nu havde den pågældende fan i mellemtiden selv opstøvet "Den forheksede maske", men det er cool nok. Det er sjovt at have GÅSEHUD-bøger stående på hylden, og hvis jeg endnu engang deltager i Collectors Market, så skal jeg jo have nogle varer med. Det kunne måske være GÅSEHUD nr. 11.
I øvrigt var jeg for en uges tid siden inde i boghandel, hvor en mor og hendes søn kiggede på bøger. Han skulle for alvor i gang med at læse selv, og ekspedienten forslog et eller andet i en serie, jeg aldrig havde hørt om. Jeg tillod mig at foreslå GÅSEHUD og fortalte, at min datter havde slugt en hel masse af dem, da hun var yngre. Det vakte en smule interesse, men jeg tror, at det endte med at være første bind af en action-fantasy-serie, der blev købt. Men jeg prøvede da ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar