Come on Svend! Reptilicus fløj gennem Cinemateket

Så er vi klar til en omgang dansk monsterfilm.

Monsterfilm er ikke lige det, der er blevet lavet mest af i Danmark, men der er selvfølgelig en enkelt produktion, der skiller sig markant ud, nemlig REPTILICUS fra 1961, instrueret af Sid Pink og Poul Bang. Historien om skabelsen af filmen er ganske bizar, hvilket man kan læse mere om i en glimrende artikel af genre-eksperten Nicolas Barbano, nemlig "Twice Told Tails: The Dual Regeneration Of Reptilicus", der blev bragt i nr. 96 af magasinet VIDEO WATCHDOG i 2003. I forbindelse med Cinematekets visning af filmen forleden, blev artiklen lagt ud på arrangements Facebook-begivenhed, og den kan stærkt anbefales.

Man er i godt selskab, når man går i Cinemateket.

Af en eller anden grund, så havde jeg aldrig set REPTILICUS, så det var selvfølgelig bare med at komme af huse, når nu filmhuset havde gravet den gamle 35 mm-kopi frem. Det var der også mange andre, der havde tænkt, og derfor var det en særdeles velbesøgt forestilling. Løjerne blev introduceret af forskningsleder Lars-Martin Sørensen, der forsøgte at sætte REPTILICUS ind i et filmmonster-historisk perspektiv. Det var ganske underholdende, omend lige fem minutter for langt.

REPTILICUS blev vist i serien "Filmarkivet præsenterer".

Jeg må sige, at REPTILICUS er en forbløffende ringe film, men den var sjov at se. Den senere MATADOR-stjerne Bent Mejding spiller mineingeniøren Svend, der under en boring finder det, der siden vokser til det altødelæggende uhyre, mens Carl Ottosen har rollen som den gnavne og livstrætte amerikanske general Grayson, der sammen med det danske forsvar skal nedkæmpe Reptilicus. Han har dog mineingeniøren med undervejs, hvilket igen og igen udløser den muntre replik "Come on Svend".

Sådan er der mange guldkorn, men det ændrer ikke ved, at filmen er en rodebunke. At man bruger Dirch Passer som et komisk element (og som et trækplaster, der skulle lokke danskere i biffen dengang i begyndelsen af 60'erne) er én ting. Noget andet er de grotesk elendige special effects, hvor man kan opleve monstret bliver trukket igennem nogle sølle papmodeller, der skal forestille København. Det er uhyrligt ringe.

Der var mange til monsterfilm i Cinemateket forleden.

Men selvfølgelig er det en enestående psykotronisk oplevelse at se den, og jeg er glad for, at jeg endelig fik den set - og så endda i en biograf. Og publikum morede sig herligt, selv om jeg undrede mig lidt over, at det var nødvendigt at grine af hver eneste replik, der bliver ytret i filmen ... ja, der blev også grinet af scener, hvor folk bare faldt i søvn hen over deres skrivebord. Men det er så bare mig, og som sagt er det herligt, at vi i København har en institution, der disker op med sådanne film. Jeg møder med glæde op en anden gang.