onsdag den 14. juni 2017

Guf for euro-horror-fans: Masser af spændende Paul Naschy-film udkommer på Blu-ray i USA

De er helt vilde med Paul Naschy i USA. Man kan i hvert fald godt få den fornemmelse, når man ser den sværm af titler, der er på vej ud på Blu-ray med den legendariske skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør. Naschy, der egentlig hed Jacinto Molina Álvarez, var kendt som Spaniens svar på Lon Chaney, og han medvirkede i et hav af skrækfilm. Flere af disse er altså på vej i nyrestaurerede udgaver.

Netop udkommet fra Mondo Macabro er INQUISICIÓN fra 1978. Den engelske titel er INQUISITION, og Blu-ray'en indeholder selvfølgelig diverse ekstramateriale. Tidligere på året udgav Mondo Macabro en limited edition i 666 eksemplarer med et andet cover og en booklet, men den udgave er for længst udsolgt. Blu-ray'en skulle være regionsfri. På et senere tidspunkt vil selskabet udgive EL CAMINANTE fra 1979.

Den 20. juni udkommer en ret vild ting fra Scream Factory, nemlig THE PAUL NASCHY COLLECTION med fem film på fem Blu-ray-skiver. Æsken vil indeholde LA REBELIÓN DE LAS MUERTAS fra 1973 (VENGEANCE OF THE ZOMBIES), EL ESPANTO SURGE DE LA TUMBA fra 1973 (HORROR RISES FROM THE TOMB), LOS OJOS AZULES DE LA MUÑECA ROTA fra 1974 (BLUE EYES OF THE BROKEN DOLL), EL RETORNO DEL HOMBRE LOBO fra 1981 (NIGHT OF THE WEREWOLF; som man kan fornemme på titlen, så er det en af Waldemar Daninsky/verulvefilmene) og EL CARNAVAL DE LAS BESTIAS fra 1980 (HUMAN BEASTS). Det er altså noget af en imponerende pakke, selv om der er tale om en region A-udgivelse.

Selskabet Code Red har også flere Paul Naschy-titler på vej. En af de seneste, de har annonceret, er den første film med Waldemar Daninsky-karakteren, nemlig LA MARCA DEL HOMBRE LOBO fra 1968. Blu-ray'en vil byde på et nyt 2K-scan af den originale europæiske version af filmen, og titlen på coveret bliver derfor MARK OF THE WEREWOLF. En udgivelsesdato kendes endnu ikke. Hvor vi er henne i forhold til region ved jeg ikke helt, men det virker som, at Code Red oftest lader deres udgivelser være regionsfri.

I første omgang havde Code Red meldt ud, at udgivelsen ville hedde FRANKENSTEIN'S BLOODY TERROR, hvilket er den titel, der er mest kendt i USA. Men det skyldes, at distributøren i sin tid havde brug for at lancere en Frankenstein-film, og derfor blev der klippet ca. 10 minutter ud af den europæiske version, og så lavede man en ny animeret prolog, der skulle gøre det mere spiseligt, at titlen var FRANKENSTEIN'S BLOODY TERROR. Men nu bliver det altså den originale version, der udkommer på Blu-ray fra Code Red.

Også på vej fra Code Red er en anden Waldemar Daninsky-titel, nemlig LA FURIA DEL HOMBRE LOBO fra 1972. Den blev egentlig færdig i 1970, men det var nogle problemer med at finde en distributør, og derfor kom den først ud et par år senere. Blandt fans regnes den for at være en af de mindre gode Paul Naschy-film, men man kan på ingen måde være ked af, at den nu er på vej i et nyt 2K-scan på Blu-ray. Den amerikanske titel er THE FURY OF THE WOLF MAN.

Mere Code Red: Også på vej er LOS MONSTRUOS DEL TERROR fra 1970, der ude i den store verden er kendt som DRACULA VS. FRANKENSTEIN og ASSIGNMENT TERROR. Her i Danmark fik filmen den muntre titel FRANKENSTEIN OG BLODSUGERNE, da den fik premiere den 18. december 1970. LOS MONSTRUOS DEL TERROR byder på både en vampyr, en varulv, en mumie og Frankensteins monster, så det kan ikke være helt ringe.

Og så lige den sidste af de Paul Naschy-titler, som Code Red har annonceret på Blu-ray, nemlig LA VENGANZA DE LA MOMIA fra 1975. Her er den internationale titel THE MUMMY'S REVENGE, og det skulle være en af de bedre film med den kendte spanske horror-skuespiller.

Jeg vil lige runde af med en film, der faktisk udkom sidste år fra Vinegar Syndrome, nemlig EL GRAN AMOR DEL CONDE DRÁCULA fra 1973. En af de mange internationale titler er COUNT DRACULA'S GREAT LOVE, og det er den, man finder på omslaget af dvd-Blu-ray-combo-udgaven fra Vinegar Syndrome. Udgivelsen burde være regionsfri. Jo, der er godt nok meget Paul Naschy at kaste sig over.

6 kommentarer:

  1. Og så lige lidt mere Naschy-info; Der er intet mindre end to store amk. bøger om Naschy på vej. Hvornår de rent faktisk udkommer vides ikke. Troy Howarth står bag den ene og Mirek Lipinski bag den anden.

    SvarSlet
    Svar
    1. Cool. Det var et rigtig godt tip.

      Slet
  2. Meldes der noget om, hvorvidt LA MARCA DEL HOMBRE LOBO udkommer i 3D?
    Tjek også Thorsten Benzel's MUCHAS GRACIAS SENOR LOBO bog, med lobby cards og plakater!

    SvarSlet
    Svar
    1. Udgivelsen bliver ikke i 3D, da det var den redigerede amerikanske version, der også kom i det format. Code Red udgiver den originale europæiske udgave.
      Bogen har jeg vist for længe siden omtalt her på bloggen, men fik den aldrig købt.

      Slet
    2. Thorsten Benzel-bogen er helt suveræn, et passioneret værk...skøn skøn læsning...bestilte den før den udkom...cheers, Lars

      Slet