ANTROPOPHAGUS er en af de mest berygtede af den stak film, der i sin tid blev stemplet som "video nasties" af de engelske censur-myndigheder. Joe D'Amatos gyser fra 1980 er blandt andet også kendt som ANTROPOPHAGUS: THE BEAST og THE SAVAGE ISLAND, og er blevet udgivet for et par år siden i en uklippet og ucensureret udgave på Blu-ray af engelske 88 Films i deres The Italian Collection. Desværre har den været lidt tricky at få fat i, men forleden lykkedes det mig at slå kløerne i den.
Men nu kan jeg selvfølgelig læse, at 88 Films har en ny udgave på vej, der skulle byde på et 2K scan af filmen og dermed en endnu bedre billedkvalitet. Det er ikke fordi, at 88 Films er gået stille med dørene om netop dette, men på den anden side har de heller ikke udbasuneret det.
Sådan som jeg forstår det, så bliver den nye udgave en realitet i kraft af en vellykket crowfunding-kampagne på Indiegogo, hvor man samlede ind til at få udgivet de bedst mulige versioner af ABSURD (ROSSO SANGUE, Joe D'Amato, 1981), MASSACRE IN DINOSAUR VALLEY (NUDO E SELVAGGIO, Michele Massimo Tarantini, 1985), AENIGMA (Lucio Fulci, 1987) og BEYOND THE DARKNESS (BUIO OMEGA, Joe D'Amato, 1979).
Kampagnen gik over al forventning med et resultat på 83.390 pund, så der var rigeligt til at finansiere udgivelsen af de fire film, og i de sidste dage af indsamlingen forlød det, at hvis man kunne komme over de 70.000 pund, så ville en ny udgave af ANTROPOPHAGUS også være i støbeskeen. Om det bliver en udgivelse i The Italian Collection vides endnu ikke, og jeg har det under alle omstændigheder fint med den version, jeg lige har købt (selv om jeg ikke har fået den set endnu).
Blu-ray'en indeholder nemlig dokumentaren 42nd STREET MEMORIES: THE RISE AND FALL OF AMERICA’S MOST NOTORIOUS BLOCK, som ikke vil være at finde på den kommende udgivelse. Den vil til gengæld indeholde noget nyt ekstramateriale, så den skal jeg selvfølgelig også have. Og man kan under ingen omstændigheder klage over, at 80'er-horror får den helt store deluxe-behandling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar