For nogle dage siden dukkede Chuck Russells THE BLOB-remake fra 1988 op i en diskussion på Facebook. Jeg kommenterede, at jeg havde været inde og se denne fantastiske film, da den i sin tid gik i de danske biografer. Men når man ser plakaten fra dengang, så skulle man altså ikke lige tro, at filmen bød på de store kvaliteter. Man solgte nærmest THE BLOB som en komedie.
Selv om scenen med køkkenvasken er meget markant, så er det altså en ret splattet film, vi har med at gøre, men det blæste man på i den danske markedsføring. Næ nej, "en vaskeægte gyser" var det bedste reklame-slogan, man kunne finde på. Amerikanerne skrev "Scream now, while there's still room to breathe" på plakaten, krydret med ordene "Terror has no shape". Det smager lidt mere af horror.
THE BLOB havde premiere i Danmark den 26. december 1988, men allerede den 5. august 1988 kom den ud i USA. Det betød, at filmen var blevet dækket intenst i de amerikanske horror-magasiner, så jeg havde set nogle ganske væmmelige stills fra den i blandt andet GOREZONE. Så da filmen endelig kom her til landet, så vidste jeg godt, at det ikke var en komedie, og derfor gik jeg ind og så den - til trods for det tåbelige reklame-slogan. Det var en herlig oplevelse, og filmen har holdt fint ved senere gensyn.
Der var en underlig tendens blandt filmdistributører i de år, at gyserfilm skulle have en sjov titel, eller plakat. Ved ikke om det var fordi film som blandede gys og humor (som f.eks. HOUSE og A NIGHTMARE ON ELM STREET 3) havde haft stor succes på det danske marked.
SvarSletJeg fornemmer, at det ville være et godt emne til et blog-indlæg. Jeg skriver det på ide-listen.
SletJeg glæder mig allerede til at læse det :-)
Slet