torsdag den 19. oktober 2017

Instruktøren Umberto Lenzi er død

Instruktøren og manuskriptforfatteren Umberto Lenzi er død på et hospital i Rom, 86 år gammel. Det skriver flere italienske medier. Når man tænker på Lenzi, så er det nok især ordet "kannibaler", man får i tankerne, men han arbejdede i mange genrer: Adventure, krigsfilm, giallo, spaghettiwesterns, horror og ikke mindst poliziotteschi, den særlige form for hårdkogte krimifilm fra Italien, der blev ekstremt populære i 70'erne.


Men det er kannibalerne, der fylder en del. Allerede i 1972 lavede Lenzi IL PAESE DEL SESSE SELVAGGIO (aka MAN FROM DEEP RIVER), hvor der så blev slagtet flere dyr, end der blev ædt mennesker, men det var en af de film, der kom til at bane vejen for de virkelig grumme kannibal-sjaskere, der dukkede op nogle år senere. Lenzi var selv med på bølgen med MANGIATI VIVI! (der genbrugte scener fra andre kannibalfilm) samt ikke mindst den groteske og væmmelige CANNIBAL FEROX, der efter sigende blev forbudt i flere lande. Den danske titel var JAGET AF KANNIBALER.

INCUBO SULLA CITTÀ CONTAMINATA var Lenzis bud på en zombiefilm, og selv om det er en rodebutik, så er den underholdende uden på noget tidspunkt at komme på Lucio Fulci-niveau. På dansk er den kendt som RÆDSLERNES BLODIGE BY. Af andre titler kan nævnes LA CASA 3 (GHOSTHOUSE) og NIGHTMARE BEACH. Samlet set blev blev det til i omegnen af 60 filmprojekter i løbet af Lenzis karriere, og en god håndfuld af dem var horror.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar