Jeg har netop modtaget Umberto Lenzis GATTI ROSSI IN UN LABIRINTO DI VETRO fra 1975 i den nye Blu-ray-dvd-combo-udgave fra engelske 88 Films. Vi er i giallo-land, og selv om den ikke bliver beskrevet direkte som en horrorfilm, så virker plottet så blodigt og bizart - en morder går direkte efter sine ofres øjne - at jeg har købt den alligevel. Internationalt er den kendt som EYEBALL.
EYEBALL er selvfølgelig en del af den stadigt voksende The Italian Collection fra 88 Films, hvor de også har en kannibalfilm lige på trapperne, nemlig SCHIAVE BIANCHE - VIOLENZA IN AMAZZONIA eller AMAZONIA: THE CATHERINE MILES STORY fra 1985. Efter min mening er den ikke udpræget vellykket, men mon ikke at det ender med, at jeg køber den alligevel? Det er jo kannibaler, for pokker! Udgivelsesdatoen er den 20. august, men de første 500 eksemplarer er solgt (og udsolgt) som en limited edition med en slipcase og en booklet via selskabets hjemmeside.
En amerikaner og en italiener mødes i DUE OCCHI DIABOLICI, nemlig George A. Romero og Dario Argento. Filmen, der er fra 1990, er ikke det stærkeste fra de to herrer, men den har sine øjeblikke. TWO EVIL EYES er den internationale titel. Udkommer den 24. september i en dvd-Blu-ray-combo.
Den 22. oktober diskes der op med Umberto Lenzis og James Justices NIGHTMARE BEACH fra 1989. I Italien fik filmen undertitlen LA SPIAGGIA DEL TERRORE. Vi får intet mindre end en 2K-restaureret udgave, så det er ikke så ringe endda.
Også den 22. oktober bliver det til Claudio Fraggassos AFTER DEATH (OLTRE LA MORTE) fra 1989. Den er i England kendt som ZOMBIE FLESH EATERS 3.
... og den sidste titel, jeg lige kunne grave frem. Den 12. november er det tid til Bruno Mattei og Claudio Fraggassos RATS - NOTTI DE TERRORE fra 1984. Her har vi på ingen måde at gøre med en af mine favoritter, men det er jo altid (u)lækkert med italiensk gys på Blu-ray.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar