11 tilfældige italienske horrorfilm ... kort fortalt

Jeg har en del italienske gysere liggende i mine "skal have set"-bunker. Nogle af dem har jeg set før, mens andre er helt nye for mig. Efterhånden, som jeg kommer igennem dem, skriver jeg lige et par ord om hver enkelt af dem - uanset om det er et gensyn eller ej og uanset om nogle af dem har været anmeldt her på bloggen før. Her er mine indtryk af 11 helt tilfældige spaghetti-gys.

A BLADE IN THE DARK (LA CASA CON LA SCALA NEL BUIO, Lamberto Bava, 1983). Der er ikke meget, der virker i denne enestående kedsommelige horror-thriller om en filmkomponist, der rodes ind i et morderisk drama, mens han arbejder på musikken til en gyserfilm. Det lyder spændende, men det er det slet ikke. Oprindelig produceret som en miniserie til TV. Instruktøren Michele Soavi er i øvrigt at finde på rollelisten.

ALL THE COLORS OF THE DARK (TUTTI I COLORI DEL BUIO, Sergio Martino, 1972). En ung kvinde slås med diverse traumer, der på ingen måde bliver bedre af, at hun kommer i kløerne på en djævelsk kult. Den skønne Edwige Fenech er omdrejningspunktet i Sergio Martinos stilfulde horror-thriller, og selv om hendes præstation som plaget kvinde er en smule endimensionel, så skader det bestemt ikke oplevelsen, at hun har svært ved at beholde tøjet på i flere scener. Værd at se.

ANTROPOPHAGUS (Joe D'Amato, 1980). Vi er i video nasty-land i denne fortælling om en gruppe turister, der sejler til en græsk ø, hvor alle indbyggerne tilsyneladende er forsvundet. De opdager hurtigt hvorfor. Filmen er berygtet for et par markante splatter-scener, men det meste ser nu ret fake ud, og alt i alt er det en uinspireret affære, der mangler dynamik og nerve.

BEYOND THE DARKNESS (BUIO OMEGA, Joe D'Amato, 1979). Nu bliver det makabert. Franks kæreste dør, og da Frank har en passion for at udstoppe dyr, ser han muligheden for at bevare sin elskedes lig for eftertiden. Efter en tur til kirkegården bliver vi vidne til, hvordan en krop tømmes for indvolde og væsker, så vi har på ingen måde at gøre med en rar film. Men selv om bizarro-faktoren er høj, er BUIO OMEGA særdeles fascinerende, så den er værd at se, hvis man ellers har en mavesæk af stål.

THE BLOODSTAINED SHADOW (SOLAMENTE NERO, Antonio Bido, 1978). Don Paolo er præst i Venedig-bydelen Murano, og han får en dag besøg af sin bror Stefano. De får dog ikke megen tid til at snakke om de gode gamle dage, da området pludselig hærges af en gal morder - og præsten får truende beskeder tilsendt. Antonio Bido stilfulde thriller er krydret med en passende mængde horror-elementer, og det er en stemningsfuld og fascinerende film. Den kan dog ikke holde tempoet hele vejen igennem, men det er et mindre problem. Man gætter også ganske hurtigt identiteten på morderen, men sådan er det.

COLD BLOODED BEAST (LA BESTIA UCCIDE A SANGUE FREDDO, Fernando Di Leo, 1971). På en klinik for rige kvinder med psykologiske problemer har patienterne svært ved at slippe derfra med livet i behold takket være en gal morder, der hærger på stedet. Mange af dem er dog mere optaget af deres sexliv end frygten for blive slagtet. Fernando Di Leos horror-thriller byder på masser af sleazy scener, og selv om manuskriptet har sine svagheder, er det en bizart underholdende film. Klaus Kinski er som sædvanlig et hit. Slutningen er i øvrigt forbløffende brutal.

CONTAMINATION (Luigi Cozzi, 1980). En skib fragtes ind til New Yorks havn, hvor hele besætningen findes døde. De er blevet flået op af en ukendt kraft. Lasten er nogle mystiske æg, der svulmer op og brister, og væsken indeni forårsager de blodige dødsfald. En strømer fra Bronx, en iskold kvindelig officer og en tidligere Mars-astronaut forsøger at løse gåden. Cozzis film er ekstremt ujævnt, og den låner flittigt sine ideer fra andre produktioner, men splatter-scenerne trækkes lidt op. Det gør det elendige skuespil og den middelmådige musik fra Goblin så ikke. Den forrygende danske titel er DØDSSMITTEN FRA MARS.

EMANUELLE AND THE LAST CANNIBALS (EMANUELLE E GLI ULTIMI CANNIBALI, Joe D'Amato, 1977). Journalisten Emanuelle kommer på sporet af en formodet uddød stamme af kannibaler og tager ud i junglen sammen med en ekspert i netop det emne. Andre støder til ekspeditionen undervejs, alt imens der knaldes til højre og venstre og imens de indfødte bliver stadigt mere sultne. Softcore erotik og splatter-effekter mikses sammen i en bizar pærevælling i denne mærkværdige film, der er momentvis underholdende, men i længden bliver den for ensformig og kedsommelig. Men Laura Gemser er på alle måder et hit.

THE LONG HAIR OF DEATH (I LUNGHI CAPELLI DELLA MORTE, Antonio Margheriti, 1964). Smukt filmet i sort/hvid og med Barbara Steele på rollelisten - det burde næsten ikke kun gå galt. Det gør det næsten heller ikke i denne "heks hævner sig fra graven"-fortælling, der foregår på et slot i det 15. århundrede, men den er lidt længe om at nå frem til pointerne. Der bliver løbet en del frem og tilbage, mens vi som tilskuere for længst har regnet ud, hvor historien vil hen. Men den er stemningsfuld og gotisk på den helt rigtige måde, selv om et skarpere tempo og en smule mere uhygge ville have klædt filmen.

NIGHT TRAIN MURDERS (ULTIMO TRENO DELLA NOTTE, Aldo Lado, 1975). De to piger Margaret og Lisa sætter sig i toget i München, fordi de skal fejre jul hjemme hos den enes forældre i Italien. Under turen møder de to bøller, men det er ikke de eneste trusler, og efterhånden som natten går, bliver tingene stadigt værre. Aldo Lados horror-thriller er lidt længe om at komme op i fart, men så er der ellers smæk for skillingen. Stemningen er grum og sleazy, og selv om filmen er voldsomt inspireret af blandt andet en Wes Craven-klassiker, er det en fin oplevelse - selv om den er ubehagelig. Indlednings-sangen "A Flower's All You Need" med Demis Roussos er dog ganske forfærdelig.

SEVEN DEATHS IN THE CAT'S EYE (LA MORTE NEGLI OCCHI DEL GATTO, Antonio Margheriti, 1973). Det kan kun gå galt for en familie, hvis man bærer efternavnet MacGrieff, og de dør som fluer på det skotske slot Dragonstone. Læg hertil en vampyr-legende og en tilsyneladende ustabil arving, der bor på slottet sammen med en orangutang. Gotisk stemning og giallo-gys mikses i denne rodebunke af en film, der underholder, selv om manuskriptet er meget løst skruet sammen. Gode navne på rollelisten er Jane Birkin og Serge Gainsbourg, mens Anton Diffring som altid er passende creepy-sleezy.