Han vågner på det nedslidte hotel Sycamore Grove, hvor han er blevet behandlet for sine skader. Der er kun en håndfuld gæster på det sære sted, hvor stemningen er tung og dyster. Kontakt med omverdenen fungerer kun sporadisk, og den hører snart helt op, da Roland ikke længere har opladeren til sin mobiltelefon. Det skal blive værre. Man kan tilsyneladende slet ikke komme væk fra Sycamore Grove og de andre gæster har været der i en evighed. Og hvad er det, de er så bange for? Hvor i alverden er Roland Andersen kommet hen?
HOTELLET er forrygende skæg og ballade af den grumme slags, og den bør du helt sikkert læseTastaturet må være rødglødende i det wilmannske hjem, for produktionen er stor. Men det er altid værd at bruge tid på Jonas Wilmann, og det gælder også HOTELLET, der byder på fantasy-horror af høj klasse. Tempoet er vildt, og man stryger igennem bogen på ingen tid. Et langt stykke af vejen er historien ikke specielt uhyggelig, men mere mystisk; lidt som et udvidet afsnit af THE TWILIGHT ZONE. Men i bogens store klimaks slippes rædslerne for alvor løs, og det er creepy sager, der diskes op med.
Personskildringen er helt i top, og man lærer virkelig de stakkels gæster på hotellet at kende. Alle har de deres mere eller mindre tragiske baggrundshistorie, og det hele bidrager til den gode læseoplevelse. At Roland Andersen er horror-forfatter bruges selvfølgelig også til et par små kommentarer om vilkårene for at få udgivet skræk og rædsel, men det bliver aldrig prædikende eller irriterende. Og så er det fint, at en række af genrens klassiske forfattere lige kommer til at sætte et lille fingeraftryk på handlingen.
HOTELLET er forrygende skæg og ballade af den grumme slags, og den bør du helt sikkert læse. Faste læsere vil vide, at der altid er noget at komme efter, men hvis du ikke har stiftet bekendtskab med Jonas Wilmann før, er den et fint sted at starte - så kan du senere kaste dig over den eminente FRYGT-FILERNE-trilogi.
Jonas Wilmann: HOTELLET. Forlaget Kaos, 2018, 251 sider. Omslag: Aske Schmidt Rose. Bogen er venligt stillet til rådighed af forfatteren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar