torsdag den 28. maj 2020

Horror-biblioteket: Ustumallagam: THE REEL GHOUL: THE DIARY OF A CINEPHILE

Hvilken horrorfilm skal du se i aften? Tja, der er så mange at vælge imellem, og man kan jo ikke vide om netop den titel, man beslutter sig for, er noget værd. Så kan man selvfølgelig tjekke filmens aktuelle score på IMDb og man kan læse nogle anmeldelser.

Når det gælder sidstnævnte, findes der alt fra alenlange tekster, der graver i hver enkelt lille detalje, til ultrakorte meninger, man kan læse på et splitsekund. På engelsk kalder man sidstnævnte for ”capsule reviews”. Et dækkende dansk udtryk findes vist ikke, men vi kunne jo kalde dem for Poul Borum-anmeldelser.

Bogen THE REEL GHOUL indeholder 700+ af disse ultrakorte anmeldelser og er resultatet af tre års intenst film-kiggeri. Forfatteren Ustumallagam – med det borgerlige navn John Ærenlund – er i heavy metal-kredse kendt som forsanger i bandet Denial of God, men han er også stor horror-fan. THE REEL GHOUL er hans umiddelbare og ærlige reaktion på de film og serier, han konsumerede i perioden januar 2016 til december 2018, ofte skrevet sent om natten og/eller med tømmermænd (som han bemærker det i bogens forord).

Bogen er på engelsk, men det er fair nok, at Ustumallagam henvender sig til et lidt større publikum end vores lokale andedam.

THE REEL GHOUL er tydeligvis inspireret af f.eks. THE GORE SCORE af den legendariske amerikanske horror-skribent Chas. Balun, og det er herligt, at vi får sådan en udgivelse fra en dansker. Bogen har et skønt psykotronisk layout med masser af billeder og filmplakater – krydret med blod, som driver ned over siderne.

Teksterne er korte og kontante, og der er virkelig meget energi i dem. Ustumallagam er så absolut en fan. Han har dog mere sympati for lavbudget- og independent-produktioner, end jeg har, så her er vi ikke på linje. Men det er fint nok at blive udfordret lidt, og under alle omstændigheder er der omtalt et hav af titler, jeg ikke har set – og måske end ikke har overvejet at se.

THE REEL GHOUL dækker som sagt mere end 700 titler, og det er ikke alt, der er horror. Dramaer som CHRISTIANE F. – WIR KINDER VOM BAHNHOFF ZOO og Marvel-film som DEADPOOL er også med sammen en god håndfuld actionfilm. Kortfilm dækkes også og et par TV-serier. Så det skal man lige være opmærksom på, da det altså ikke er 700 horror-produktioner, som anmeldes i bogen.

Udfordringen er selvfølgelig, hvordan man bruger sådan en bog. Om man læser den igennem fra ende til anden eller løbende slår op i den for at tjekke forfatterens holdning til netop den film, man måske lige har udset sig til i aften. Sådan er det dog med alle bøger af denne karakter, og det er under alle omstændigheder fint at have THE REEL GHOUL stående i sit horror-bibliotek.

Ustumallagam: THE REEL GHOUL: THE DIARY OF A CINEPHILE. Feral Books, 2019. 206 sider.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar