Er du ikke lidt træt af ordet "hype". Ifølge Den Danske Ordbog betyder hype "ekstraordinært stor interesse eller medieomtale", men i filmens verden sker der ofte det, at fans forbinder hype med noget, der har en meget høj kvalitet. I gysets verden kan der være en forventning om, at en særligt hypet horrorfilm er enestående uhyggelig. Og så kan det være, at mange af dem bliver skuffede, når de ser de pågældende film.
Der har i de senere år været mange "klager" over titler som for eksempel THE VVITCH, IT FOLLOWS, THE BABADOOK, GET OUT, HEREDITARY og US, hvor man kan støde på Facebook-kommentarer som "den film var alt for hypet - den var ikke spor uhyggelig". Det gælder også ANTEBELLUM, der i hvert fald fik en del omtale op til premieren - og den var pænt mange mennesker skuffede over, da de endelig fik den set.
Nu har jeg ikke selv set oplevet den, men jeg skal da have set ANTEBELLUM en af dagene, men jeg kan konstatere, at den ikke udkommer på et fysisk medie på disse breddegrader. En biografpremiere blev det dog til her i Danmark i september sidste år, men filmen har selvfølgelig været udfordret af corona-virkeligheden og har kun omsat for lige under syv millioner dollars på verdensplan. Måske er det forklaringen på, at man ikke bare kaster sig ud i en fysisk udgivelse og sender den ud digitalt. I USA, Tyskland og Frankrig er den udkommet på Blu-ray, men altså ikke her i Norden. Hype eller ej, så er der nok andre kræfter, som styrer filmenes tilgængelighed på den ene eller anden platform.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar