torsdag den 15. juni 2006

Teenage-gys

For et par måneder siden købte jeg en stor stak billige film i TP Musik med fællestitlen "The Arkoff Film Library". Bag dem gemmer sig produceren Samuel Z. Arkoff, der var med til at grundlægge American International Pictures, selskabet bag et hav af gyserfilm. Fælles for AIP-filmene fra 50'erne er, at de i høj grad henvender sig til teenagere og at man ofte har en scene med en popsang undervejs. Titlerne siger det hele: THE SHE-CREATURE, THE BRAIN EATERS, VOODOO WOMAN og HOW TO MAKE A MONSTER for at nævne nogle af dem. Sidstnævnte så jeg med stor fornøjelse forleden.

Filmen handler om makeup-eksperten Pete Dumond, der i 25 år har været ekspert i at skabe film-monstre. Da selskabet overtages af nye direktører bliver han fyret, fordi man nu vil satse på musicals til teenagere. Dumond går amok og udvikler en makeup, der får monster-skuespillerne til at adlyde hans ordrer (i dette tilfælde er det Frankensteins monster og varulven). Snart myrdes den ene direktør efter den anden.

HOW TO MAKE A MONSTER er en fin lille film, der undervejs får afleveret mange gode pointer om værdien af skrækfilm - og Robert H. Harris er perfekt i rollen som Dumond. Samtidig er monstrene meget flotte og vi får endda et par chokscener, der ganske vist er primitive efter moderne standarder, men som alligevel er usædvanlige for en 50'er-film. Hovedparten af filmen er i sort-hvid, men den skifter meget elegant til farver lige før det store klimaks. En morsom gimmick.

HOW TO MAKE A MONSTER er indtil videre den bedste af de Arkoff-film, jeg har købt, men heldigvis har jeg stadig en håndfuld i stakken. Jeg glæder mig til at se dem.

HOW TO MAKE A MONSTER, USA, 1958. Instruktion: Herbert L. Strock. Medvirkende: Robert H. Harris, Paul Brinegar, Gary Conway, Gary Clarke, Malcolm Atterbury. Musik: Paul Dunlap.

1 kommentar:

  1. Det er frustrerende, at "How to Make a Monster" sælges på dvd overalt, men hverken "I Was a Teenage Werewolf" eller "I Was a Teenage Frankenstein", som den er en slags sequel til. Alle tre film er seværdige hver for sig, men sammen udgør de en trilogi, fuld af subtekst og interne referencer.

    SvarSlet