For God’s sake, get out!

THE AMITYVILLE HORROR (1979)
Der er noget underligt fascinerende ved film, der er baseret på en sand historie. Sådan er det også med THE AMITYVILLE HORROR. At den har været en tur igennem Hollywood-maskinen er så en anden sag, men faktisk er store dele af historien sand – i det mindste for de mennesker, der i sin tid boede i det hjemsøgte hus på Ocean Avenue 112 i Amityville, New York.

Det hele begyndte d. 13. november 1974, da den 23-årige Ronald DeFeo Jr. myrdede hele sin familie i det hus, der siden skulle blive så berømt og berygtet. Ronald skød sine forældre og sine fire yngre brødre og søstre. Forsikringssvindel var en af forklaringerne på Ronalds gerning, mafia-forbindelser var en anden. Ronald fortalte selv, at ”stemmerne” havde beordret ham til at gøre det. Mange har undret sig over, at Ronald kunne gå rundt i huset og skyde det ene familiemedlem efter det andet uden at nogen er vågnet eller har hørt noget. Han blev siden idømt seks gange livstid og sidder stadig bag tremmer.

I december 1975 flyttede familien Lutz ind i huset. George Lutz havde nogle måneder før giftet sig med Kathleen Lutz, der havde tre børn i forvejen. De fik huset til en meget fornuftig pris og havde ingen problemer med at bo et sted, hvor en grum forbrydelse var blevet begået. Men 28 dage senere flygtede familien fra huset uden at tage andet end lidt tøj med sig. De var blevet fordrevet af onde ånder! Huset blev siden undersøgt af parapsykologer, der kom frem til vidt forskellige resultater.

Men historien blev først for alvor kendt, da familien Lutz fortalte om deres oplevelser i Jay Ansons bog The Amityville Horror: A True Story. Bogen blev en bestseller, og den danner grundlaget for film-udgaven fra 1979. Siden er det blevet til syv sequels og et remake. Samtidig er der kommet et hav af bøger om sagen, lige fra historien om DeFeo-familiens tragiske død til seriøse forsøg på afsløre Lutz-familien som nogle svindlere, der har opfundet hele den fantastiske historie om det hjemsøgte hus for at tjene penge. Det er f.eks. et faktum, at ingen af de senere beboere i huset har oplevet noget som helst underligt, ud over at de er blevet hjemsøgt af tusindvis af nysgerrige, der gerne ville se verdens mest berømte spøgelseshus. Men ægteparret holdt fast i deres utrolige historie i årevis. Kathleen Lutz døde i 2004, George i 2006.

Filmen fra 1979 er produceret af den legendariske Samuel Z. Arkoff, manden bag en stribe billige B-film fra 50’erne. Stuart Rosenberg står for instruktionen og James Brolin og Margot Kidder spiller ægteparret Lutz. Da man i Amityville ikke ville have mere omtale af sagen, måtte man finde et andet hus, der kunne spille hovedrollen. Derfor er filmen optaget i New Jersey. At netop huset er hele kernen i filmen kan ses af de mange skud af facaden med de to skæve vinduer, der ligner øjne. Fra nogle vinkler ligner huset endda et gigantisk kranium.

Der er på mange måder tale om en solid mainstream-horrorfilm, der formår at underholde uden at være rigtig gribende eller skræmmende. Mange scener er hentet fra familien Lutz’ egne oplevelser, mens hovedparten er ren fiktion. James Brolin spiller fremragende i en svær rolle som en mand, der langsomt bliver grebet af husets ondskab, mens Margot Kidder gør det fint som hysterisk mor. Nu har jeg altid oplevet hende som irriterende, og det er hun også i denne film. Rod Steiger er med som en katolsk præst, der skal velsigne huset, og han overspiller til den store guldmedalje. Desværre er filmen lidt for lang, hvilket udvander den uhyggelige stemning. Men alt i alt en OK gyser, der bestemt er værd at se. Filmen blev i øvrigt en enorm succes, hvilket har været med til at holde liv i den utrolige historie om huset i Amityville.

THE AMITYVILLE HORROR havde den danske titel ”Spøgelseshuset” i biograferne og kom siden på vhs med titlen ”Huset som Gud glemte”. Senest er den udkommet på dvd i Danmark i en standard-udgave, hvor det eneste ekstramateriale er en trailer. Så kan man også få en fremragende dobbelt-disc-udgave fra England med en masse guf. I en 20 minutters dokumentar fortæller James Brolin og Margot Kidder om deres arbejde på filmen. Så er der også en lille teaser til den nye 2005-udgave, men det bedste er to 40 minutters programmer fra The History Channel. ”Amityville: The Haunting” fortæller hele historien om DeFeo-massakren og familien Lutz’ okkulte oplevelser, mens ”Amityville: Horror or Hoax?” går tæt på det spil, der er foregået i kulisserne på den utrolige historie. Programmerne har det lidt overfladiske og fragmentariske præg, som amerikanske dokumentarer tit lider af, men de er begge særdeles underholdende og oplysende. Endelig er der en otte siders booklet. Jeg har ikke set denne udgave med dansk cover, men der er danske undertekster på alt, også ekstramaterialet.

THE AMITYVILLE HORROR, USA, 1979. Instruktion: Stuart Rosenberg. Medvirkende: James Brolin, Margot Kidder, Rod Steiger, Don Stroud, Murray Hamilton. Musik: Lalo Schifrin.

Herlige 50'er-gys

Jeg har netop set WAR OF THE COLOSSAL BEAST fra 1958, Bert I. Gordons sequel til sin egen THE AMAZING COLOSSAL MAN fra året før. Den originale film er ikke til at opdrive, mens fortsættelsen er udkommet i serien The Arkoff Film Library, navngivet efter den berømte producent Samuel Z. Arkoff. I serien er udgivet både gysere og teenage-film, og jeg har nu samlet og set alle horror-titlerne. Det kræver en del tålmodighed at komme igennem disse B-film, men de er generelt særdeles underholdende. Skulle man selv have lyst til at kaste sig over dem, kan de findes i TP Musik-butikkerne på hylderne med rest-tilbud. En komplet samling ser således ud:

The Arkoff Film Library
BLOOD OF DRACULA. Herbert L. Strock, USA, 1957
THE BRAIN EATERS. Bruno VeSota, USA, 1958
DAY THE WORLD ENDED. Roger Corman, USA, 1956
EARTH VS. THE SPIDER (aka THE SPIDER). Bert I. Gordon, USA, 1958
HOW TO MAKE A MONSTER. Herbert L. Strock, USA, 1958
THE SHE-CREATURE. Edward L. Cahn, USA, 1956
THE UNDEAD. Roger Corman, USA, 1957
VOODOO WOMAN. Edward L. Cahn, USA, 1957
WAR OF THE COLOSSAL BEAST. Bert I. Gordon, USA, 1958

Teenage-gys

For et par måneder siden købte jeg en stor stak billige film i TP Musik med fællestitlen "The Arkoff Film Library". Bag dem gemmer sig produceren Samuel Z. Arkoff, der var med til at grundlægge American International Pictures, selskabet bag et hav af gyserfilm. Fælles for AIP-filmene fra 50'erne er, at de i høj grad henvender sig til teenagere og at man ofte har en scene med en popsang undervejs. Titlerne siger det hele: THE SHE-CREATURE, THE BRAIN EATERS, VOODOO WOMAN og HOW TO MAKE A MONSTER for at nævne nogle af dem. Sidstnævnte så jeg med stor fornøjelse forleden.

Filmen handler om makeup-eksperten Pete Dumond, der i 25 år har været ekspert i at skabe film-monstre. Da selskabet overtages af nye direktører bliver han fyret, fordi man nu vil satse på musicals til teenagere. Dumond går amok og udvikler en makeup, der får monster-skuespillerne til at adlyde hans ordrer (i dette tilfælde er det Frankensteins monster og varulven). Snart myrdes den ene direktør efter den anden.

HOW TO MAKE A MONSTER er en fin lille film, der undervejs får afleveret mange gode pointer om værdien af skrækfilm - og Robert H. Harris er perfekt i rollen som Dumond. Samtidig er monstrene meget flotte og vi får endda et par chokscener, der ganske vist er primitive efter moderne standarder, men som alligevel er usædvanlige for en 50'er-film. Hovedparten af filmen er i sort-hvid, men den skifter meget elegant til farver lige før det store klimaks. En morsom gimmick.

HOW TO MAKE A MONSTER er indtil videre den bedste af de Arkoff-film, jeg har købt, men heldigvis har jeg stadig en håndfuld i stakken. Jeg glæder mig til at se dem.

HOW TO MAKE A MONSTER, USA, 1958. Instruktion: Herbert L. Strock. Medvirkende: Robert H. Harris, Paul Brinegar, Gary Conway, Gary Clarke, Malcolm Atterbury. Musik: Paul Dunlap.