tirsdag den 4. august 2015

Du kan lige så godt vænne dig til det: En god gyser får dig ikke altid til at hoppe i sædet

For mange horror-fans er det en fornøjelse at sætte sig ned og se klassikere som PSYCHO, THE TEXAS CHAIN SAW MASSACRE, JAWS, THE EXORCIST, NIGHT OF THE LIVING DEAD, ROSEMARY'S BABY og alle de andre gode. Men for nogle er disse film ganske værdiløse, og de betragtes som gammelt lort, der ikke er skræmmende. Det er kun de nye film, der kan få disse fans til at hoppe i sædet. Samtidig er der en del, der mener, at nyere film som THE BABADOOK og IT FOLLOWS ikke er en bjælde uhyggelige, og så er der ikke ret meget tilbage, der kan formodes gøre indtryk på disse mennesker.

For min skyld må folk gerne betragte genrens klassikere som "gammelt lort", men nogle går skridtet videre, og bliver nærmest fornærmede, hvis man kalder f.eks. stumfilmen NOSFERATU, EINE SYMPHONIE DES GRAUENS fra 1922 for en gyser. Den er jo ikke uhyggelig, lyder klagesangen. Meget muligt, men en film falder ikke bare ud af genren, fordi den har nogle år på bagen og ikke har den samme effekt på et moderne publikum som på de biografgængere, der i 1920'erne indløste en billet til at se Max Schreck som vampyr. Og flere af filmens scener er vildt creepy; også den dag i dag.

Horror-genren har til hensigt at skræmme og forurolige sit publikum, at chokere, forfærde og måske endda at vække ubehag. For mange fans er en gyser dog kun noget værd, hvis den har fået dem til at hoppe i stolen flere gange undervejs. Det er kun sådan nogle film, der er uhyggelige. Her kunne man f.eks. pege på en nyere film som THE BOOGEYMAN, der indeholder absurd mange chokscener. Det ændrer dog ikke meget ved, at filmens manuskript er en sløj omgang, men der diskes op med chok på chok på chok.

På engelsk kalder man den slags scener for "jump scares", og de er en del af den værktøjskasse, som instruktøren kan trække på i forsøget på at fortælle en nervepirrende og skræmmende historie. Brugt med intelligens og omtanke, kan disse chokscener højne oplevelsen af en skrækfilm, men de kan også blive trættende, hvis vi ikke får andet.

Mange af chokscenerne er hentet direkte fra Den Store Manual For Horror-Instruktører, og et genre-vant publikum kender de fleste af dem. Som f.eks. når en person står i køkkenet og stirrer ind i køleskabet, og i samme sekund vedkommende lukker køleskabsdøren, står der en anden person bag den. Eller når vi ser en eller anden, der åbner et skab ude på badeværelset, og netop som skabet lukkes igen, ser man enten en anden person eller et monster i spejlet på lågen. Og hvad er det lige for noget med, at katte altid gemmer sig i klædeskabe, så de kan hoppe ud i hovedet på folk?

I mange tilfælde viser det sig, at chokscenen er bygget op omkring en ganske harmløs situation, som f.eks. når fyren bag køleskabsdøren (BØH!!!!) blot viser sig at være pigens kæreste. Man kan kalde disse chokscener for "snyde-gys". De er OK op til en grænse, men hvis første halvdel af en film er spækket med dem, så risikerer instruktøren, at publikum er helt bedøvet, når rædslerne kommer fra det monster eller den motorsavs-svingende galning, som historien i virkeligheden handler om.

Få gysere er dog så mekaniske i deres opbygning, men det gælder om at dosere effekterne, så man ikke bare har en film, der siger BØH-BØH-BØH. Og for mange instruktører handler det om at skabe en nervepirrende stemning, hvor publikum langsomt glider ud på kanten af sædet og griber fat i armlænet, mens de overvejer om de tør se mere. At man undervejs kan få nogle solide chok, er bare en bonus.

Som sagt kan jeg godt leve med, at folk betragter gysere, der har nogle år på bagen, som noget kedeligt, gammelt bras. At de afskærer sig selv fra at se nogle af genrens klassikere, er deres tab. Men det er disse skrækfilm, som nyere instruktører er vokset op med, og som har formet den måde, som moderne gysere bliver lavet på. Og her får vi på den ene side film som THE CONJURING, der egentlig er en ret traditionel sag, men som alligevel formår at være sjaskhamrende uhyggelig.

På den anden side får vi eksperimenterende og afdæmpede gysere som HONEYMOON, THE BABADOOK, OCULUS og IT FOLLOWS, der er holdt sammen af en ekstremt nervepirrende stemning, og hvor chok-effekterne er ikke er den motor, der får filmene til at fungere. Jeg oplever IT FOLLOWS som noget af det mest forfriskende, vi har set i genren i årevis, og den tillader sig endda at servere det største chok godt og vel halvvejs inde i filmen. Resten er stemning, men sikke da en stemning.

Mange synes, at IT FOLLOWS er kedelig, men efter min mening har vi brug for film som denne, hvis ikke genren skal ende i et stadigt mere hysterisk og mekanisk effekt-jageri, hvor man får smidt et BØH i hovedet hvert andet minut. Uhygge er mange ting, og det er ikke altid lig med, at man skal sidde og spjætte i sofaen, som om man havde fået et stød fra en kvægstav.

10 kommentarer:

  1. Det argument jeg oftest hører fra yngre gyserfans er, at ældre film "er dårligt lavede", som når KING KONG anno 1933 er noget gumpetungt stop-motion, mens KING KONG anno 2005 spiller med de digitale muskler. Og så er det vanskeligt, at argumentere for at den ældre film (der så oven i købet er i sort/hvid) skulle være en bedre lavet film, når den (teknisk set) tydeligvis ikke er det.
    Men jeg har nu også selv gjort mig skyldig i, at dømme en ældre film hårdt, blot fordi den ikke helt kan leve op til nutidens standarter. 1931-udgaven af FRANKENSTEIN er et rigtigt godt eksempel, for det var først da jeg så den på Blu-ray (i en mørkelagt stue), at jeg for alvor opdagede hvor flot og vellavet en film den egentlig er... så jeg tror også det kommer lidt an på under hvilke omstændigheder og på hvilket medie man ser filmene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mener som udgangspunkt, at alle film fortjener at blive set i den bedst mulige kvalitet, så man som publikum har mulighed for at vurdere - og i bedste fald nyde - dem under de mest optimale forhold. :-)

      Slet
    2. Helt enig!

      Slet
    3. Ja, det er klart. Det er lidt ligesom, når folk sammenligner gamle slidte LP'er med nyindkøbte CD'er. Hvis man absolut skal sammenligne, bør det gøres på de samme præmisser. Så frem med en CD, der hopper, hakker og fryser fast.

      I øvrigt har jeg aldrig forstået afvisningen af sort/hvid. Folk siger, at det ser mindre realistisk ud. Faktisk synes jeg, det er forkert. Personligt synes jeg, farve får film til at ligne... film. Sort/hvid giver en større grad af realisme. Ikke mindst når man bagefter tænker tilbage på filmen. Og i øvrigt kunne man argumentere for, at film jo netop er just dét, film! Film er ikke virkelighed og sort/hvid kan ganske glimrende ses som et surrealistisk virkemiddel.

      Men ud over det, så er jeg holdt op med at diskuttere med folk, unge ofte, der ikke magter at se gamle film, sort/hvide film, film med undertekster (amerikanere!) og så fremdeles. Det er spild af tid at diskuttere med disse mennesker. Hvis ikke de vil se NOSFERATU, KING KONG eller FRANKENSTEIN, så er det helt i orden. Their loss I'd say.

      Slet
    4. Gys i sort/hvid er bare så cool.

      Slet
  2. Fremragende artikel, Søren, kunne ikke være mere enig! Holder bestemt selv meget af et meningsfyldt, veltimet jump scare, men dem skal man efterhånden være ret heldig for at opleve, da langt størstedelen desværre tilhører den flygtige, effektjagende discountvariant, og jeg er derfor væsentligt større tilhænger af dvælende stemninger, langsomt opbygget suspense og snigende gåsehudsgys, som er et par af de fremherskende karaktertræk ved de fleste af mine personlige favoritter, samt ’It Follows’ og ’The Babadook’, - uden tvivl to af de bedste, mest helstøbte og virtuose eksponenter for genren i flere år, med skuespil i den helt dyre ende (Essie Davis’ præstation i sidstnævnte er ikonisk og mildest talt ærefrygtindgydende). Er helt klar over, at alle er udstyret med forskellige smagsløg og har ret til deres egne meninger, men det er nu alligevel temmeligt overraskende og ganske bedrøveligt, når man rundt om på nettet ser hvor mange personer, der i hårde vendinger anklager ’The Babadook’ for ikke at være en rigtigt gyser (nogle bruger endda ordet ”latterlig”); i mine øjne er det netop fordi den er så ukonventionel og faktisk også - ud over at være isnende uhyggelig - fungerer fantastisk som et stærkt bevægende hverdagsdrama, at den ryger op i en klasse for sig. Kan ikke forestille mig andet, end at de svært negative brugeranmeldelser og deres følgeligt lave ratings da KUN kan være vejledende for fastfood-publikummet, der hverken har tid eller lyst til at blive kvalitativt udfordret af film, der vælger at gøre tingene en lille smule anderledes. Gad i hvert fald rigtigt godt at vide, hvilke kvalitetskriterier de pågældende brugere har givet karakter ud fra…

    Hvad angår det såkaldt gamle lort, så er gys selvfølgelig gys, uanset om filmene er med eller uden farver og lyd, og så er det egentlig bare synd for dem, der føler anderledes. Men de er så til gengæld velkomne til at beholde film som ’Dead Silence’, ’Annabelle’ og diverse ’Wrong Turn’-sequels for dem selv. ;-)

    SvarSlet
  3. Jeg er meget enig i, at de rammer, man oplever en film i, i høj grad former oplevelsen. Husker f.eks. stadig den oprindelige biograf-visning af John Carpenters HALLOWEEN med en propfyldt og energisk sal, som helt fantastisk. Genså den i biffen et par år senere, hvor jeg åbenbart var den eneste, der fik noget ud af den - publikum virkede mere ivrige efter at nå frem til anden del af det dobbelt-program, der kørte den eftermiddag, nemlig en karatefilm ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Uha, min første oplevelse med HALLOWEEN var på et VHS bånd importeret fra England, hvor billedet var skåret ned fra 2.35:1 (CinemaScope) til 4:3 TV format... ikke den bedste måde at se den film på! Det var noget af en overraskelse at se filmen på DVD, og opdage man i virkeligheden kun havde set lidt over halvdelen af filmen.

      Slet
  4. Godt skrevet Søren - helt enig.

    Jeg tænker tit på hvordan publikum ville reagere, hvis man tog en tidsmaskine og rejste tilbage i tiden omkring 30'erne og viste f.eks THE FOG.!?

    Men dem der ikke gider de gamle gysere idag, er nok de unge der lige er startet, de har ikke set nok til at leve sig ind i gyserefilm fra før nutidens teknologiske kunnen. Men mon ikke de samme mennesker om 20-30 år også vil elske de gyserfilm de så i 2015 og have indsigt og evne til at leve sig ind i f.eks 80érnes film på samme måde som vi idag kan værdsætte film fra før Vores gyserstart?...

    SvarSlet
    Svar
    1. Sjovt tankeeksperiment med at tage f.eks. THE FOG med tilbage til 30'erne. Hold da op; publikum ville dø af skræk!

      Man kan kun håbe, at flere vil begynde at sætte pris på fortidens rædsler - der ligger så mange oplevelser og venter her.

      Slet