t en voldsom mængde mere eller mindre vellykkede remakes. Køber man f.eks. den originale AMITYVILLE-film, er der hele otte film mere i serien. Hovedparten af dem er formentlig noget bras. Men er man først samler, vil man jo gerne have fyldt hullerne ud.Man kan så ende med at købe en anselig mængde dårlige film, som man kun får set en enkelt gang. Og man kan kun ryste på hovedet over hvor elendige film, der alligevel ender med at fostre sequels. Forleden så jeg den forfærdelige THE MANGLER, der siden har fået to fortsættelser. Og at CHILDREN OF THE CORN-serien er kommet op på hele syv titler, er et af universets store mysterier.
I sidste ende er det ens pengepung, der afgør sagen. Heldigvis kan mange af disse film fås til en fornuftig pris. Jeg mangler f.eks. SCANNERS III, der står alle vegne til 30,- kroner. At jeg så også lige mangler 72 andre sequels og remakes i samlingen er en helt anden sag. Uhyggeligt, ikke sandt?
Jeg mener, man i denne diskussion bør skelne skarpt mellem remakes og sequels. Ja, de mange sequels af vekslende kvalitet er en byrde for grundige genrekronikører, samlere med kompletitis, etc. Men hvad er der galt med remakes? Mange af horrorfilmens hovedværker er remakes! Og netop nu er vi midt i den velnok mest kvalitetsstærke bølge af horror-remakes siden 1960'erne. Problemet er ikke, at der bliver lavet horror-remakes, men at biograferne viser alt for få af de originale horrorfilm, der OGSÅ bliver lavet!
SvarSletSelvfølgelig skal man skelne imellem sequels og remakes - jeg var mere ude i en snak om den enorme volumen på markedet. Der laves virkelig gode remakes lige for tiden, og som fan og/eller samler er det meget værd at have begge udgaver stående.
SvarSlet