Dystre Dario

Jeg har aldrig været den store Dario Argento-fan. Det har irriteret mig at hans film har været mere form end indhold, hvor flotte billeder betyder mere end et logisk plot. Omvendt kan man ikke løbe fra, at han er en af Italiens største instruktører og at han har en enorm fan-skare over hele verden. For et par uger siden købte jeg en stor stak Argento-film og i den kommende tid vil jeg give ham en ny chance.

I aftes lagde jeg ud med DARIO ARGENTO: AN EYE FOR HORROR, Leon Fergusons dokumentar fra 2000. Den giver et hæderligt indblik i Argentos karriere, selv om den lider af den fragmentariske overfladiskhed, der præger mange dokumentarprogrammer. Mest interessant er nok den skræmmende sammenhæng imellem Argentos personlige forhold til sine nærmeste og hvilke lidelser han udsætter dem for som skuespillere i sine film.

Ud over interview med ”the usual suspects” så som John Carpenter og George A. Romero, er det sjovt at se Alice Cooper, der har en meget interessant kommentar til lydsporet i SUSPIRIA. Jeg nød også at få sat et ansigt på Argento-eksperten Alan Jones samt den sære Maitland McDonagh, der skrev den første store bog om Argento. Alt i alt en fin lille film, som man kun kan glæde sig over er udkommet i Danmark.