PSYCHO-sommer

Jeg har været i PSYCHO-humør det meste af sommeren. I praksis betyder det, at jeg har læst Robert Blochs tre bøger: PSYCHO, PSYCHO II og PSYCHO HOUSE, har set alle fem film: PSYCHO, PSYCHO II, PSYCHO III, PSYCHO IV: THE BEGINNING og PSYCHO (1998), har lyttet til musikken til tre af filmene og har læst Stephen Rebellos bog ALFRED HITCHCOCK AND THE MAKING OF PSYCHO. Endelig har jeg set det "making of"-materiale, der har været på nogle af dvd'erne.

Det har ikke været den ultimative kavalkade. TV-piloten BATES MOTEL har jeg ikke opsporet i denne omgang (så den på vhs for mange år siden) og jeg har ikke tygget mig igennem alle de akademiske værker, der er skrevet om PSYCHO. Det er heller ikke så nemt at skaffe musikken til alle filmene, men det har alligevel været en stor fornøjelse at have været på rejse i universet omkring Hitchcocks mesterværk.

Det interessante ved PSYCHO er bl.a., at den er lavet af en instruktør under pres. Hitchcock havde ikke haft den voldsomme økonomiske succes med sine film sidst i 50'erne, og derfor var det risikoen værd at forsøge sig med en billig "shocker". Som den gode forretningsmand, han var, kunne Hitchcock godt se, hvordan f.eks. William Castle kunne lave det ene billige hit efter det andet - og så var han professionelt misundelig på den franske instruktør Henri-Georges Clouzot, der også i USA havde haft stor succes med LES DIABOLIQUES.

Derfor var det en oplagt manøvre for Hitch at købe retten til Robert Blochs roman for en slik og så lave sin egen sort-hvide "shocker" for lidt under en million dollar. Resultatet blev en af filmhistoriens bedste gysere, Hitchcocks mest vellykkede film og hans hidtil største økonomiske succes. Samtidig blev det også højdepunktet i Hitchcocks karriere - han nåede ikke siden at lave noget af en tilsvarende kvalitet.

PSYCHO II er en overraskende god sequel, der meget elegant fortsætter historien uden at miste fokus. Jeg er især vild med slutningen, der oser af stemning. III'eren er en slap affære uden gnist og nerve og det går for alvor galt med film nr. 4, der er produceret til TV. Gus Van Sants version fra 1998 må nok betegnes som remaket over alle remakes. Jeg gider ikke hyle med om, at det er forbudt at pille ved filmhistoriens klassikere, for det er spild af tid - alt vil med tiden blev genbrugt og genindspillet. Men Van Sant ville måske have haft en god sag, hvis han havde lavet en god film. Det gjorde han så bare ikke. 1998-versionen af PSYCHO er et ligegyldigt postmoderne makværk.

Robert Blochs tre bøger er underholdende læsning, selv om han havde mistet pusten, da han skrev nr. 3 i serien. Til gengæld er det ingen træthed at spore i nogen af de soundtracks, der findes fra filmserien. Bernard Herrmanns PSYCHO-musik er noget af det mest unikke i filmmusikkens historie, og det er bare et soundtrack, man skal eje. Jeg er nu også glad for Danny Elfman og Steve Barteks særdeles aggressive version fra 1998 - det eneste positive ved Gus Van Sants film.

Jeg ved at jeg kommer til at vende tilbage til PSYCHO-universet mange gange endnu, og jeg ved, at det vil blive en lige så stor oplevelse, som det har været i denne omgang. Jeg glæder mig allerede.