Viser opslag med etiketten Alfred Hitchcock. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Alfred Hitchcock. Vis alle opslag

fredag den 9. august 2013

...så var der lige PSYCHO i tossekassen

Zappede lidt rundt på tossekassen, og faldt over Alfred Hitchcocks PSYCHO på en af de svenske kanaler. De var nået langt ind i filmen og så derfor kun omkring ti minutter, men for pokker hvor er det bare en mesterlig film. Sublimt billedsprog, vidunderlige repklikker og fantastisk musik. Mesterklasse, må man sige...

fredag den 30. november 2012

Kom med bag kameraet på PSYCHO

Jeg har ikke den store fidus til den kommende HITCHCOCK-film, der fortæller om mesterinstruktørens vanskeligheder med at få lavet PSYCHO, men det kan da være, at den er god, selv om den virker fuldstændig fejlcastet. Under alle omstændigheder er det positivt, at filmen fører til endnu et oplag af Stephen Rebellos fine bag kameraet-bog ALFRED HITCHCOCK AND THE MAKING OF PSYCHO. Bogen udkom første gang i 1990 og er siden blevet genoptrykt flere gange, men det er formentlig den kommende movie tie-in-udgave fra Soft Skull Press, der vil være nemmest at få fat i. Bogen er på gaden midt i januar.

onsdag den 25. januar 2012

Se sjældne scener fra PSYCHO

Hvis man er glad for Alfred Hitchcocks PSYCHO, så er det værd at kaste et blik på denne video, der sammenligner den amerikanske og den tyske version. I sidstnævnte er enkelte scener nemlig lidt længere - som f.eks. Marion, der gør sig klar til at gå bad, og detektiven Arbogasts død. Kilde: Dread Central

onsdag den 3. november 2010

Wow, jeg så PSYCHO og THE BIRDS i dag...

Jeg kommer lige ude fra Cinemaxx-biografen på Fisketorvet, hvor jeg har set Alfred Hitchcocks PSYCHO og THE BIRDS. Wow! Det var en stor oplevelse! Flotte restaurerede kopier i knivskarp digital kvalitet. Billederne stod helt roligt på det store lærred - ikke noget kaotisk grindhouse-hopperi her. Fantastisk. Begge film holder totalt den dag i dag, selv om THE BIRDS lige var en anelse længere (og mere fjollet), end jeg husker den. Men det var en pragtfuld måde at nyde en kold november-eftermiddag på.

tirsdag den 5. oktober 2010

PSYCHO og THE BIRDS får repremiere

Wow, det var en herlig nyhed! Cinemaxx-biograferne starter i slutningen af oktober en Hepburn & Hitchcock-festival, hvor seks klassikere vender tilbage til det hvide lærred. Og det betyder bl.a. et gensyn med Hitchcocks PSYCHO og THE BIRDS. Festivalen kører fra den 28. oktober til den 3. november i København, Odense og Århus, så der skulle være rig lejlighed til at dyrke disse film i nyrestaureret digital kvalitet.

onsdag den 7. juli 2010

Et kig på forsiden til THE PSYCHO LEGACY

Jeg havde lavet en note til mig selv om, at den 16. juni var det 50 år siden, at Alfred Hitchcocks PSYCHO havde verdenspremiere, så jeg kunne markere det her på bloggen. Men så er der sikkert kommet et eller andet i vejen, for datoen kom og gik uden et eneste lille indlæg eller noget som helst.

Så det er da godt, at andre har mere travlt med at grave i denne klassiker. For et par måneder siden nævnte jeg, at Robert Galluzzo er i gang med dokumentaren THE PSYCHO LEGACY, der udkommer til oktober fra Shout! Factory. Der bliver tale om en dobbelt-disc-udgivelse og nu er forsiden dukket op. Det ser ganske flot ud. Jeg glæder mig meget til at se denne dokumentar. Kilde: Shock Till You Drop

fredag den 4. december 2009

THE BIRDS-rygter er det rene pip

Internettet er et underligt sted. Den mindste lille fjer bliver med lynets hast til fem høns, fordi skribenter over hele verden hungrer efter nyt, nyt, nyt! De seneste par dage har mange skrevet om det kommende remake af Alfred Hitchcocks THE BIRDS. Martin Campbell skulle egentlig have instrueret, men nu får han travlt med at lave superhelte-filmen THE GREEN LANTERN.

Så kom det frem, at Dennis Iliades, manden bag den nye THE LAST HOUSE ON THE LEFT, ville overtage THE BIRDS - også at filmen nu via endnu en omskrivning af manuskriptet ville gå fra at være en PG-13-produktion til en noget mere blodig R-rated sag. Nu har Bloody Disgusting gravet i historien, og de hævder, at Dennis Iliades ikke er blevet hyret til at lave THE BIRDS. Ak ja, hvad skal man tro på? Vi må vente på en officiel udmelding, men indtil da har rygterne frit spil på nettet.

mandag den 3. september 2007

PSYCHO-sommer

Jeg har været i PSYCHO-humør det meste af sommeren. I praksis betyder det, at jeg har læst Robert Blochs tre bøger: PSYCHO, PSYCHO II og PSYCHO HOUSE, har set alle fem film: PSYCHO, PSYCHO II, PSYCHO III, PSYCHO IV: THE BEGINNING og PSYCHO (1998), har lyttet til musikken til tre af filmene og har læst Stephen Rebellos bog ALFRED HITCHCOCK AND THE MAKING OF PSYCHO. Endelig har jeg set det "making of"-materiale, der har været på nogle af dvd'erne.

Det har ikke været den ultimative kavalkade. TV-piloten BATES MOTEL har jeg ikke opsporet i denne omgang (så den på vhs for mange år siden) og jeg har ikke tygget mig igennem alle de akademiske værker, der er skrevet om PSYCHO. Det er heller ikke så nemt at skaffe musikken til alle filmene, men det har alligevel været en stor fornøjelse at have været på rejse i universet omkring Hitchcocks mesterværk.

Det interessante ved PSYCHO er bl.a., at den er lavet af en instruktør under pres. Hitchcock havde ikke haft den voldsomme økonomiske succes med sine film sidst i 50'erne, og derfor var det risikoen værd at forsøge sig med en billig "shocker". Som den gode forretningsmand, han var, kunne Hitchcock godt se, hvordan f.eks. William Castle kunne lave det ene billige hit efter det andet - og så var han professionelt misundelig på den franske instruktør Henri-Georges Clouzot, der også i USA havde haft stor succes med LES DIABOLIQUES.

Derfor var det en oplagt manøvre for Hitch at købe retten til Robert Blochs roman for en slik og så lave sin egen sort-hvide "shocker" for lidt under en million dollar. Resultatet blev en af filmhistoriens bedste gysere, Hitchcocks mest vellykkede film og hans hidtil største økonomiske succes. Samtidig blev det også højdepunktet i Hitchcocks karriere - han nåede ikke siden at lave noget af en tilsvarende kvalitet.

PSYCHO II er en overraskende god sequel, der meget elegant fortsætter historien uden at miste fokus. Jeg er især vild med slutningen, der oser af stemning. III'eren er en slap affære uden gnist og nerve og det går for alvor galt med film nr. 4, der er produceret til TV. Gus Van Sants version fra 1998 må nok betegnes som remaket over alle remakes. Jeg gider ikke hyle med om, at det er forbudt at pille ved filmhistoriens klassikere, for det er spild af tid - alt vil med tiden blev genbrugt og genindspillet. Men Van Sant ville måske have haft en god sag, hvis han havde lavet en god film. Det gjorde han så bare ikke. 1998-versionen af PSYCHO er et ligegyldigt postmoderne makværk.

Robert Blochs tre bøger er underholdende læsning, selv om han havde mistet pusten, da han skrev nr. 3 i serien. Til gengæld er det ingen træthed at spore i nogen af de soundtracks, der findes fra filmserien. Bernard Herrmanns PSYCHO-musik er noget af det mest unikke i filmmusikkens historie, og det er bare et soundtrack, man skal eje. Jeg er nu også glad for Danny Elfman og Steve Barteks særdeles aggressive version fra 1998 - det eneste positive ved Gus Van Sants film.

Jeg ved at jeg kommer til at vende tilbage til PSYCHO-universet mange gange endnu, og jeg ved, at det vil blive en lige så stor oplevelse, som det har været i denne omgang. Jeg glæder mig allerede.

mandag den 22. januar 2007

Alfred Hitchcock og engelsk gysermusik

Pladeselskabet DRG Records udsender inden længe en noget speciel cd, der genopliver to gamle lp-plader, der længe har været efterspurgt af fans. Den ene er MUSIC TO BE MURDERED BY fra 1958 med musik af Van Alexander og introduktioner af Alfred Hitchcock. Den anden er CIRCUS OF HORRORS, soundtracket til den engelske gyserfilm fra 1960, instrueret af Sidney Hayers. Musikken er komponeret af Muir Mathieson og Franz Reizenstein.