søndag den 4. november 2007

Gotisk Halloween

I går havde Another World Entertainment inviteret til Halloween-event i Club Faust i Magstræde i København, en goth-klub med masser af sort stemning på væggene. Arrangementet var til dels et PR-fremstød for Danmarks vildeste filmselskab, men var også tænkt som en fan-event, hvor man kunne møde hinanden. Samtidig havde AWE opfordret til at man tog ting og sager med, man ikke havde brug for længere og derfor var der også dømt loppemarked på højt plan. Her blev bl.a. solgt plakater, programmer og gamle videobånd.

Det var herligt endelig at møde de to herrer bag Another World, Jan Schmidt og Kenneth Eriksen. De havde bredt hele sortimentet ud på et bord og det er helt forrygende, hvor meget de har nået at smide ud på markedet. Kenneth fortalte endda, at udgivelsesfrekvensen går helt amok i det nye år og at man pt. forhandler om rettighederne til særdeles spændende titler. Lucio Fulcis THE HOUSE BY THE CEMETERY er desværre ikke iblandt dem, men det lød ellers som om vi godt kan glæde os til nogle vilde overraskelser.

Så var det også sjovt at snakke med Nicolas Barbano, Jesper Moerch, Henrik Larsen, Jack J og mange andre. Jeg havde selv taget ca. 24 kilo filmbøger med til "loppemarkedet" og fik solgt en del (dog ikke de tungeste af dem måtte jeg erkende, da jeg slæbte resterne med hjem igen). På et lærred og en TV-skærm blev der vist et klip-show med makabre højdepunkter fra AWE's udgivelser, kun afbrudt af diverse undergrunds-produktioner. Selve stedet havde en fin stemning, men musikken havde et påtrængende niveau og edderkoppespinds-pynten hang fast i håret på de fleste i den lavloftede del af lokalet. Jeg valgte at tage hjem før selve Halloween-festen begyndte, men denne del af arrangementet skulle også have været vellykket. Alt i alt en event, der skriger på en gentagelse og rygter vil vide, at andre arbejder på et fan-træf af en art i løbet af foråret.

5 kommentarer:

  1. Hej Søren... ja det var alt i alt et ganske fint og hyggeligt arrangement. Og fint du havde medbragt noget af dit aflagte:-) - Skulle du skrabe en stak til sammen af diverse horror-effekter, så er du altid velkommen til at smide mig en liste - specielt hvis priserne er, som de var i går:-)

    SvarSlet
  2. Bortset fra udsmykningen af lokalet (det meste blev tilsyneladende improviseret i stor hast af en enkelt pige, mens gæsterne ankom) var det et supergodt arrangement. Jeg har ikke set så flotte udklædninger siden jeg for en del år siden fejrede Halloween i Los Angeles. Der var bl.a. to skumle nazi-officerer, en smølf og selveste Jack Skellington! Jeg brugte alle mine penge på bøger, presse sheets etc., og fik to fine gaver af AWE (samt et booklet-skrivejob). Jeg forstår ikke helt, at The Black Cat kaldes en goth-klub, for ganske var der nogle piger med sort mascara men til festen om aftenen blev der mest spillet ordinær techno, det overraskede mig en del. Måske gik jeg hjem for tidligt, inden de rigtige dj's overtog.

    Prisen for årets absolut ringeste Halloween-dekorationer går ellers ubetinget til Palads-biografen, med edderkopspind der ligner vatsne; sælsomt at det sted altid skal markere sig som bunden af, hvad København har at tilbyde.

    SvarSlet
  3. Hej Bjarke. Nu kan jeg ikke huske hvad du købte (hvis du købte noget), men der skal nok blive mere aflagt i de kommende måneder til fornuftige priser. Drop mig lige en mail, så jeg har den i baghånden.

    SvarSlet
  4. Hej Søren, så har jeg sendt dig en mail...

    SvarSlet
  5. Yeps, det var rigtig hyggeligt. Jan sagde, det ikke var utænkeligt, at man ville gøre det til en tilbagevendende event, så dét håber vi på!

    SvarSlet