CREEPSHOW-eftermiddag

Jeg har set den første CREEPSHOW sammen med min datter her i eftermiddag. Den har en humoristisk tone og de uhyggelige scener er tilpas "langt ude" til, at den ikke virker alt for skræmmende. Så det må være endnu en film, der må betegnes som "godkendt gys for børn". Vi så den i den danske dvd-udgave fra On Air Video - netop fordi denne indeholder danske undertekster - men ellers har jeg netop modtaget den engelske deluxe-udgave af CREEPSHOW med noget spritnyt ekstramateriale, jeg glæder mig til at se.

Min datters anmeldelse af filmen:

CREEPSHOW (1982) er resultatet af et samarbejde mellem instruktør George A. Romero og romanforfatteren Stephen King.
Den er en fin (men ikke så forfærdelig heldig) cocktail af gys, humor og splatter, løst inspireret af Kings noveller.
CREEPSHOW er en såkaldt filmmatiseret form af gysertegneserier fra 50'erne, som TALES FROM THE CRYPT og THE HAUNT OF FEAR, hvor værterne i form af pukkelryggede bødler og tudsegamle hekse sidder og gnækker af grin i starten og slutningen af hver historie. Og man kan tydeligt se, at man har gjort alle forsøg på at få filmen til at ligne en tegneserie ved at klippe stemningsfulde scener ind i tegnede "billedrammer".
Filmen består af fem små skrækhistorier, hvor billedet glider ud af tegneseriehæftet mellem hver fortælling, og hvor man også får set grundigt på værtens foruroligende skeletgrin, når han præsentere titlerne.

Filmen starter med drengen Billy (Joe King, mr. Kings egen søn), der af sin far forbydes at læse gysertegneserier, hvad han fortæller Billy i temmelig maleriske vendinger, hvorefter hæftet ryger i skraldespanden.
Det er tilfældigvis en mørk og stormfuld aften, og vinden blæser automatisk seeren ind i showet.

Vi starter med et hyggeligt lille gys, 'Father's Day', hvor en arrogant familie fejrer Fars dag, fordi det er årsdag for den dag, deres tante slog sin tyranniske far, familiens patriak, ihjel ved hjælp af et solidt askebæger.
Men faren ligger ikke død og begravet for altid, og står op fra graven som en hæslig zombie, dels for at få hævn, men også fordi han aldrig nåede at få sin Fars dag-kage.

I den næste historie, 'The Lonesome Death of Jordy Verrill', møder vi mister Stephen King i egen excentriske person som en enfolig bondeknold, der mener, han kan tjene penge på den meteor, der lige er styrtet ned i hans baghave. Men da han stiller meteoeren i en spand på verandaen, begynder der at gro en mærkelig planteart fra meteoren, og skidtet vokser hurtigere end ukrudt. Og da han er så dum at røre ved selve meteoeren (eller hvad det nu er!) bliver han også inficeret med den aggresive skimmelsvamp...

'Something To Tide You Over' er den mellemste og nok mest langtrukne af historierne. Jeg sad i hvert fald og kiggede på uret flere gange under fortællingen, hvor en hævngærrig gut giver sin kone og hendes elsker en langsom og smertefuld død ved at grave dem ned til hovedet på en sandstrand, hvor tidevandet snart kommer.
Da de begge er druknede, og han tror de hele er forbi, kommer et par våde og tangdækkede zombier et smut forbi hans strandsommerhus, og det er der, det sjove virkelig begynder!

Jeg kunne personligt godt lide 'The Crate', fordi vi for en gangs skyld får et vaskeægte, blodtørstigt monster, der ikke gemmer sig i mørket indtil allersidste scene. Nej, denne behårede satan gemmer sig kun midlertidigt i sin kasse på et gymnasium, indtil den springer frem og tager en bid af den nysgerrige skolebetjent, der har været så tåbelig at forstyrre dens hvilested, og så starter skole-massakren ellers.

Sidste historie, 'They're Creeping Up On You' (!), handler om en nådesløs forretningsmand og multimillionær, der ødelægger sine ansatte lige så effektivt, som han kvaser kakerlakker. Han er overdrevet paranoid over for de små kræ, der snart begynder at invadere hans pletfrie luksuslejlighed i uhyggeligt store mængder...

CREEPSHOW byder på zombier, science fiction, fantasy og selvfølglig: gys.
Alt i alt er CREEPSHOW en hyggelig skrækfilm, som nybegyndere og gamle entusiaster roligt kan sætte sig til rette med.

C.A. Jacobsen