Jeg har ikke noget forhold til den italienske instruktør Bruno Mattei, hvilket kan synes underligt, når han nu i booklet'en til AWE-udgivelsen RATS - NATTENS TERROR beskrives som en "mesterinstruktør". Javel ja, det er så nok ikke lige RATS, der har været hans mest lysende øjeblik.I en fjern fremtid, 225 år efter bomben, har de overlevende delt sig i to grupper, over og under jorden. På overfladen møder vi en motorcykelbande i Mad Max-tøj, der er på jagt efter forsyninger. I en udbombet by finder de en masse dåsemad (der sjovt nok stadig kan spises). De finder også et rum med computere, en masse planter og en vandrensningssystem. Desværre vrimler det med rotter, så det er ikke det rene paradis. Det forhindrer ikke motorcyklisterne (med sjove navne som Lucifer, Taurus og Video) at slå sig ned. Desværre er rotterne særdeles blodtørstige og resten af filmen går med at bekæmpe dem - når altså ikke at gruppens medlemmer skændes indbyrdes.
RATS - NOTTE DI TERRORE er trash på højt niveau. Ingen af skuespillerne har skyggen af talent og store dele af dialogen består af meningsløs råben. Kvinderne skriger bare hele tiden. I enkelte morsomme scener forsøger karaktererne at tænke og udgyder pseudo-videnskabelige forklaringer på den skrækkelige situation, de befinder sig i.
Ikke alt i filmen er lige ringe. Kameraarbejdet er effektivt og stemningsfuldt og musikken af Luigi Ceccarelli fungerer fint. Til gengæld er der ikke meget gang i rotterne (eller de sminkede marsvin eller hvad det nu er, man har brugt). I de fleste tilfælde smides de i hovedet på skuespillerne, da de tydeligvis ikke er udpræget aggressive i sig selv. Alt i alt en ganske håbløs film med en i øvrigt grotesk slutning.
Another World Entertainment skal dog roses for at have mod til at udgive den slags - og det endda i en flot udgave med en imponerende billedkvalitet og en sjov booklet, skrevet af Jack Jensen.
RATS - NOTTE DI TERRORE, Italien-Frankrig, 1984. Instruktion: Bruno Mattei. Medvirkende: Ottaviano Dell'Acqua, Geretta Geretta, Massimo Vanni, Gianni Franco, Ann-Gisel Glass. Musik: Luigi Ceccarelli.
Først tak.
SvarSletOg dernæst; Selskaber og producenter, der reklamerer for egne ting, har det med at bruge farverige udtryk i bestræbelsen på at sælge varen. Søren, du er på Ekstra Bladet, så jeg går ud fra, du er bekendt med dette (LOL). Når jeg så bruger betegnelsen "mesterinstruktør" om Bruno Mattei, så er det, fordi jeg agerer reklamemand fra Helvede; jeg ved sgu godt, at Mattei ikke er hverken "mesterinstruktør", "mester", og knap nok "instruktør" (haha), så når jeg bruger betegnelsen alligevel, så er det med så stort et gran af ironi og blink i øjet, at det næsten fylder hele synsvinklen. Hvis der er nogen, der med RATS, ser en Bruno Mattei-film for første gang, så er jeg sikker på, at de alligevel nok skal gennemskue "løgnen" efter endt filmkigning. Eller efter at have læst resten af bookletten, hvor der jo ikke lægges skjul på, at her IKKE er tale om stor filmkunst. Eller kunst i det hele taget (der er knap nok tale om "film"). Hah!
Ja, jeg kender bestemt til det med at sælge varen med farverige udtryk (gerne i 72 punkt på en gul baggrund), men når man læser din booklet, så fornemmer man også ironien. Sjovt nok har Bruno Mattei alligevel sine disciple, men det har Uwe Boll jo også, så... Men som jeg skriver var ikke alt i RATS helt håbløst, og det var på sin egen aparte måde en oplevelse at se den.
SvarSletDer er en fornøjelig anmeldelse af RATS i Berlingeren, hvor Ebbe Iversen mener, at der er tale om "muligvis verdens værste filmiske vederstyggelighed" og så alligevel skriver:
SvarSlet"Hvorfor så overhovedet bruge tid på den? Jo, for ligesom man kun værdsætter solskin, når man kender til gråvejr, og ligesom man bliver mere glad for at bo i Danmark, når man har besøgt fattige lande, er det også sundt nu og da at kæmpe sig gennem et debilt filmisk makværk. Dermed forhøjes glæden ved at se gode film, og når man har tilbragt halvanden time i selskab med »Rats«, oplever man oven i købet næsten alle andre film som virkelig gode. Det er da ingen ringe gevinst."
Rent faktisk blev filmen også dækket i TV-Avisen om aftenen, endda i hovedudgaven kl. 21!! Der var også interview med Ebbe Iversen, som mere eller mindre gentog det, han havde skrevet i anmeldelsen. Jeg må indrømme, at det lod ikke til, at Iversen overhovedet var bekendt med exploitationfilm fra Italien! Han refererede heller ikke til Mad Max eller til at filmen var en del af en genre. Det syntes også at fornøje ham, at de kørte rundt på motorcykler uden mål og med. Men det er jo netop dét man gør i post-apokalypsefilm! De "unge, ukendte skuespillere" var nu iø heller ikke så ukendte, som han gerne ville gøre dem til (hvilket, indrømmet, ikke forklarer, hvorfor de ikke var bedre end de var).
SvarSlet