Der har været pænt mange hvepse denne sommer. Nu er jeg forholdsvis allergisk overfor de små bæster, men jeg lider ikke af hvepse-fobi (eller spheksofobi), men derfor kan man jo godt kaste sig over en hvepse-gyser. SWARMED er netop én af slagsen. I byen Dundas, Indiana, arbejder forskeren Ken Horvath på at skabe en ny og mere effektiv gift mod hvepse. Det viser sig desværre, at giften har den bivirkning, at enkelte overlevende hvepse bliver endnu mere gifte og markant mere aggressive. Det går først ud over en rengøringsmedarbejder, siden en retsmediciner.
En af Ken Horvaths gode venner er skadedyrsbekæmperen Q, der "låner" en dosis af den nye gift og snart vrimler det med dødbringende hvepse. Ken Horvath og den smukke insektforsker Cristina Brown går nu i krig, alt imens de forsøger at overbevise myndighederne om den alvorlige fare. Men da byen er ved at gøre klar til en stor hamburger-festival, sponseret af hamburger-sovse-kongen Phineas Washburn er det ikke lige så let.
SWARMED har et manuskript, der kunne være skrevet af en computer, men det er da hæderlig underholdning, især hvis man er fan af computer-frembragte insekter, vådt pap-agtige skuespillere og slatne splatter-effekter. Dette er trods alt en tv-produktion, lavet til The Sci-Fi Channel, der er vilde med disse film. Og så er det vist første gang jeg har set en hveps blive nedkæmpet med et haglgevær.
SWARMED, Canada, 2005. Instruktion: Paul Ziller. Medvirkende: Michael Shanks, Carol Alt, Richard Chevolleau, Jonathan Malen, Maria Brooks. Musik: James Gelfand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar