Tre skarpe anmeldelser

Denne blogs læsere vil være bekendt med, at min 13-årige datter også ser gyserfilm. Hun har tidligere gæsteanmeldt her på bloggen. Her er lige tre anmeldelser mere fra hendes hånd - og det med en introduktion og det hele:

Introduktion
Nu er det efterhånden længe siden, jeg har anmeldt noget her på min fars blog. Men jeg har ikke opgivet håbet som gyserfan, så jeg har valgt at gøre comeback med nye anmeldelser af ting fra fatters filmsamling. Hvorfor så denne introduktion?
Meget har forandret sig, siden jeg skrev min seneste anmeldelse, så jeg vil godt lige tilkendegøre mine nuværende synspunkter på gysergenren.

For knap et halvt år siden var jeg af den mening, at de gamle gyserfilm var de bedste i hele verden, og at de nye fra det 21. århundrede var noget værre rod, der aldrig skulle have været indspillet. Det var blandt andet med disse tanker, at jeg skrev anmeldelsen af genindspilningen af HALLOWEEN, som jeg kom til at se ved et "uheld", uvidende om, at den var langt over mit niveau. Men den skræmte mig ikke nok til ikke at skrive en anmeldelse af filmen, hvor jeg kritiserede den sønder og sammen.

Problemet var nok, at den var så voldsom og blodig. Men det kunne man jo forvente. For det er jo logik for burhøns, at jo længere man lever med gyserfilm, jo mere hærdet bliver man, så filminstruktørene bliver nødt til at finde på film, der bliver mere og mere uhyggelige, så man stadig kan blive godt og grundigt skræmt, som man gjorde dengang i 70'erne, da HALLOWEEN første gang så dagens lys.

I den tænkepause, jeg har haft, har jeg lært at sætte pris på gyserfilm, nye som gamle. Genindspilningen af HALLOWEEN forbliver dog en undtagelse. Jeg synes stadig, den er et makværk.

Udover anmeldelsen af den nye HALLOWEEN (som jeg ikke har rørt, siden jeg skrev den), har jeg også haft FREDAG DEN 13. og THE AMITYVILLE HORROR under anmelderpennen.

HALLOWEEN (Remake)
Den her film er så ringe, at den knap nok fortjener en anmeldelse. Men hvad pokker, der skal jo være en hæderlig forklaring på, hvorfor dette makværk ikke fortjener at blive kaldt en film, og hvorfor den er så forbavsende dårlig.

Som en bedrift af heavy metal-instruktøren Rob Zombie er remaken af den unikke slasher-klassiker HALLOWEEN, en direkte bespottelse af den gamle kultfilm. Men til gengæld er den et formidabelt eksempel på, hvor forskellige de gode gamle gysere og nutidens horrorfilm er.

Nu om dage, hvor alt skal have en rationel forklaring, bliver vi præsenteret for den 10-årige Michael Myers (Daeg Faerch), og hans familie, der mildest talt kunne få Beetlejuice til grædende at fordrive sig selv. Michael overses, undtagen når han bliver mobbet af skolebøllen eller hans nederdrægtige papfar. Så på Halloween-aften har han fået nok, og jagten på blod begynder.

Nej, nej, lille Michael nøjes ikke kun med Judith denne her gang. Hendes kæreste, bøllen og stedfaren får samme behandling. Derefter ryger Myers direkte ind på galeanstalten, hvor dr. Loomis (Malcolm McDowell) vrider hjernen ud på sig selv for at finde en måde at kurere ham på.

Filmen prøver at grave dybere i Michaels psyke, men det hele ender i et forvirrende virvar af "behind those eyes were pure evil"-fraser og en tænderskærende Loomis, der ikke aner hvad han skal stille op 15 år efter at han fik Michael (der som voksen spilles af Tyler Mane) på halsen.

Michaels fremtræden som fuldvoksen er lige til at græde over. Dengang i 70'erne så han meget normal ud af udseende og propertioner. Men nej, det tillader den moderne tidsalder ikke, så nu ligner han en sørgelig kraftigkarl med fedtet hår. Og resten af processen følger originalen mere eller mindre, altså bortset fra, at den stinker langt væk af det 21. århundrede.

Det er som om, at hver eneste scene skriger: Mere blod, mere psykopat, flere bandeord! Er vores fantasi virkelig blevet så indskrumpet, at indvoldene ligefrem skal stikkes op i næsen på os, før vi forstå at Michael er (eller var) en vildt uhyggelig fyr?

Hvis man skal sige noget positivt om den nye HALLOWEEN, så gør Daeg Faerch en fin indsats som den unge, blonde og ustabile Michael, der desværre ikke passer ind i Halloween-sagaen.

Remaken af HALLOWEEN er altså en stor skuffelse og bør absolut undgås, medmindre man gerne vil spilde sin tid på dårligt fortalt gys. Jeg har virkelig ondt af John Carpenter...

FREDAG DEN 13.
Lad mig først gøre det helt klart, at jeg for det meste er på monsterets side i gyserfilm (et fænomen, der opstod, da jeg så den gamle sort/hvide FRANKENSTEIN). Der er faktisk en ekstra god grund til at have sympati med morderen i klassikeren FREDAG DEN 13., der udkom på tærsklen til 80'erne, hvor biograflærredet blev oversprøjtet med blod, slim og diverse indvolde.

Altså, jeg synes, at morderen har en god morale, også selv om det kan virke lidt ekstremt at straffe de "syndige" teenagere ved hjælp af en stor økse og et spyd, som bare er nogle af de mordmetoder, der bliver vist i denne yderst vellykkede film.

Og egentlig kunne det ikke være nemmere for morderen at slå sig løs: Vi bliver præsenteret for en flok hormonsyge unge mennesker, der mere eller mindre gør den gamle og meget afsidesliggende Crystal Lake-lejr i stand. De ignorerer landsbytossens talrige advarsler, der involverer død og forbandelser. Og da ejeren af lejren, Steve Christy (Peter Brouwer), kører til byen efter forsyninger, og først er tilbage sent, fordi det (naturligvis) ser ud til stormvejr, har de unge kun tilbage i hovedet at opføre sig ganske uanstændigt. Det resulterer i, at de (heldigvis) bliver myrdet af en mystisk person én efter én, indtil finalen, hvor denne person afslører sig selv for filmens "Final Girl" (Adrienne King).

Der var ti, der var ni, der var otte...

Når man har set filmen, vil man nok forstå moralen i den, og så holde med morderen. Nå, men ihvertfald så får vi fra etteren af en hæderlig og enkel baggrund på Jason Voorhees, den stakkels lille deforme dreng, der skulle ende med at vade omkring som et stort monstrum med en hockeymaske og en stor machete, der i hver sequel prøver at slå sin egen rekord i body count.

FREDAG DEN 13. er en udødelig slash 'n' stalk-film, der udløste sagaen om Jason Voorhees, hvor hver film har blandet kvalitet. I modsætning til John Carpenters HALLOWEEN, så er der fint med blod og splat, men samtidig stemning og hårrejsende gys. Enhver gyserfan med respekt for sig selv bør kende dette mesterværk. SE DEN.

THE AMITYVILLE HORROR
Nu er jeg selv ret begejstret for horror-sterotypen om hjemsøgte huse, og jeg må indrømme, at THE AMITYVILLE HORROR både er en glæde og en skuffelse. Filmen er baseret på "virkelige hændelser" - oplevet af ægteparret Lutz, der blev nedsablet af eksperter på det paranormale område. Men man nåede da at få en film ud af det.

Efter en blodrød intro - akkompagneret af en creepy børnevise - kommer prologen, hvor en ung mand (baseret på den virkelige Ronald DeFeo Jr.) afliver hele sin sovende famile med et jagtgevær en mørk og stormfuld nat. Denne sekvens er ret flot, men af den grund skal man ikke have alt for høje forventinger til resten af de knap to timers Amityville-skræk.

Vi springer et år frem, og huset, hvor jagtgeværsmassakren fandt sted, er nu til salg. Et ungt, hippeagtigt par, George og Kathy Lutz (James Brolin og Margot Kidder), forelsker sig i det uskyldigt udseende hus med de mange værelser og smukke beliggenhed. De flytter ind med deres tre børn, og alt er tilsyneladende fryd og gammen, indtil der begynder at ske mærkelige ting.

Døre og vinduer smækker i af sig selv, børnene får uhyggeligt livagtige fantasivenner og den katolske præst, fader Delaney (Rod Steiger), der egentlig skulle velsigne det forbandede hus, bliver jaget ud i en sværm af fluer. Men de vrede dæmoner lader ham ikke slippe så let, så de fortsætter med at hjemsøge præsten, der ender som et psykisk vrag, der aldrig fik overbevist sine kolleger om, at der er et eller andet muggent ved huset.

Samtidig tager husets tunge atmosfære hårdt på George, der bliver mere og mere hærget og aggressiv overfor alt og alle, indtil finalen, hvor det lykkes familien Lutz at flygte fra det onde hus i god behold.

Noget af det mest irriterende ved filmen er, at man aldrig rigtigt får en anstændig forklaring på, hvad der har gjort huset så forskruet, men man bliver budt alle mulige halv-og hel-åndssvage teorier, der styrter i alle retninger uden at mødes noget sted.

Men man kan jo tænke sig til, at når stedet er særligt ondsindet overfor nonner og præster, så må det have et eller andet med antikristendom at gøre, som det også klart skildres i 2'eren - eller rettere prequel'en, som viser hændelserne før den første AMITYVILLE HORROR.

For resten, så tror jeg, at mange har spekuleret over, hvad der er med de fluer, som ses i filmen. Sjovt nok, så er de en symbolik på den satanisme, der er i huset, fordi en af Lucifers mange skikkelser er en stor flue kendt som Beelzebub. Og faktisk så ser man nok den mest kendte tegning af Beelzebub hele to steder i filmen, som oprindeligt stammer fra en bog om dæmonologi, kaldet Dictionnaire Infernal af Collin de Plancy. Det var bare en sjov lille detalje, som jeg ville runde anmeldelsen af med.

C.A. Jacobsen