Rick og den lille flok af overlevende er stadig forskanset i fængslet i "The Best Defense", femte bind i zombie-sagaen THE WALKING DEAD. Der er ikke flere levende døde inde i fængslet og man prøver at få en hverdag til at fungere. Da Glenn og Maggie finder nogle kampuniformer, vover man at gå ud på den store parkeringsplads for at score lidt benzin fra de efterladte biler. Pludselig ser man en helikopter styrte ned i det fjerne, og Rick, Glenn og Michonne drager ud for at finde overlevende. Under denne ekspedition kommer de til byen Woodbury, hvor ca. 40 indbyggere styres med hård hånd af en mand, der kalder sig Guvernøren. Og det skal snart vise sig, at han er mere farlig end de levende døde.
Seriens tårnhøje niveau bevares i denne samling, der genoptrykker numrene 25 til 30. Det klæder historien, at handlingen flyttes ud af fængslet og at nye trusler bliver introduceret. Guvernøren er en creepy fætter, der tilsyneladende kan finde på hvad som helst, så det varer ikke længe før jeg kaster mig over bind 6. Og i øvrigt... Var det ikke på tide, at et dansk tegneserieforlag kastede sig over THE WALKING DEAD? Eller er de bange for, at alle de rigtige fans for længst har købt serien på engelsk?
THE WALKING DEAD VOLUME 5: THE BEST DEFENSE, Robert Kirkman, Charlie Adlard, Cliff Rathburn, Image Comics.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar