Viser opslag med etiketten The Walking Dead. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The Walking Dead. Vis alle opslag

søndag den 21. februar 2021

Mere THE WALKING DEAD snart på vej

Nu varer det ikke så længe, før der sker noget nyt i THE WALKING DEAD-universet. Sæson 10 får som bekendt seks ekstra episoder, og den første af dem, "Home Sweet Home", får premiere i USA søndag den 28. februar. Så vil den formentlig kunne ses dagen efter her i Danmark. Men amerikanske abonnenter på den nye streamingtjeneste AMC+ vil kunne se afsnittet allerede fra i dag, så vær opmærksom på diverse spoilers på nettet i den kommende uges tid.

Sidste afsnit af THE WALKING DEAD sæson 10 vises i USA 4. april, og ugen efter gælder det anden halvdel af sæson 6 af FEAR THE WALKING DEAD. Og sæson 2 af THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND er gået i gang med optagelserne, så de levende døde vil fortsat vandre over verdens TV-skærme.

onsdag den 29. juli 2020

Endelig er der kommet THE WALKING DEAD-datoer

Selv zombier bliver påvirket af coronavirus, og det har ramt hele THE WALKING DEAD-universet på TV. Men nu lysner det. Det 15. og som udgangspunkt næstsidste afsnit af sæson 10 af hovedserien blev sendt i begyndelsen af april, men så gik der nedlukning i det hele. Postproduktionen på episode 16, "A Certain Doom", kunne ikke umiddelbart gøres færdig, og de mange fans måtte vente. Nu kommer afsnittet til at rulle over de amerikanske TV-skærme den 4. oktober og så kan vi se det i Danmark dagen efter. YouSee har de danske rettigheder.

Men sæson 10 slutter ikke bare der. I forbindelse med årets Comic-Con (der denne gang blev en "vi sidder alle derhjemme"-udgave) kom det frem, at man agter at føje seks episoder mere på sæson 10. De skal sendes tidligt i 2021, hvis altså alting går op i en højere enhed. Og så må vi jo se med sæson 11.

THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND er en spinoff-serie, der er planlagt til at have to sæsoner a 10 afsnit. Serien blev også påvirket af corona-lockdown, men nu får den premiere i USA den 4. oktober på AMC, hvor den skal sendes efter afsnit 16 af THE WALKING DEAD. På vores breddegrader skulle den kunne ses på Prime Video.

Og så er der FEAR THE WALKING DEAD, der nu er nået til sæson 6. Den får premiere i USA den 11. oktober, og den kan man se her i landet se på HBO Nordic - typisk dagen efter. Omkring halvdelen af sæsonen var åbenbart filmet, før virus omklamrede verden. Formatet kommer til at ændre sig, så hver episode nærmest bliver en mini-film, så man kunne forestille sig, at vi kommer til at følge ganske få karakterer i hvert afsnit. Hmm ...

Her er lige et overblik ud fra de amerikanske datoer:
4. oktober: THE WALKING DEAD sæson 10, afsnit 16.
4. oktober: THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND, sæson 1, afsnit 1.
11. oktober: FEAR THE WALKING DEAD, sæson 6, afsnit 1.
11. oktober: THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND, sæson 1, afsnit 2.

... og så er der jo stadig de annoncerede film med Rick Grimes, men her skriver man stadig videre på manuskripterne, hvilket der jo har været rig lejlighed til under nedlukningen.

søndag den 22. marts 2020

Horror midt i en corona-tid

Der kommer til at gå noget tid, før vi kan stifte bekendtskab med disse karakterer fra THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND.
Enhver, der har set bare fem minutter af en zombiefilm, ved, at vi lige nu lever i alvorlige tider. Ganske vist reagerer karaktererne i disse apokalyptiske fortællinger ofte ved at anskaffe sig så mange våben som muligt, når de inficerede skal bekæmpes - i den virkelige verden reagerede folk ved at hamstre toiletpapir!

Nu står vi ikke overfor en zombie-apokalypse, men det smager dog af dommedag, at antallet af corona-smittede stiger, at samfundet lukker ned og at vi mere eller mindre bliver bedt om at forskanse os i vores hjem. Kulturtilbud som biografer, teatre og koncerter er sat på standby, og vi må klare os med streaming og vores samlinger. Og det er et pudsigt paradoks, at premieren på den kommende THE WALKING DEAD-spinoff-serie THE WALKING DEAD: WORLD BEYOND er blevet udskudt på ubestemt tid.

Serien skulle have ramt de amerikanske TV-skærme den 12. april, men det bliver ikke til noget - også selv om hele sæsonen egentlig er filmet færdig. At det måske kan være tricky at tiltrække TV-annoncører i denne tid, har måske nok en finger med i spillet, men når en serie om verdens undergang rammes af det aktuelle dommedags-scenarie, så er det altså alvor. Produktionen af FEAR THE WALKING DEAD er allerede sat på standby og forberedelserne til sæson 11 af hovedserien THE WALKING DEAD er ligeledes påvirket.

Nye horrorfilm, der nu kan ses hjemme i sofaen.
Og det er reelt alt, der er påvirket. Biograferne er lukket ned, og det har betydet, at en lang række titler har fået udskudt deres premierer på ubestemt tid. Den nye THE INVISIBLE MAN kørte dog fint rundt omkring indtil nedlukningen, mens den i forvejen premiere-udfordrede THE HUNT stort set lige var kommet op. Nu kan de begge lejes som video on demand på Viaplay, Blockbuster og SF Anytime. Ganske vist til priser som 179-189 kroner, hvilket er lidt voldsomt, hvis man er den eneste i en husstand, der har tænkt sig at se den pågældende film - men det er dog et dramatisk træk at rykke de spritnye biograffilm direkte hjem i folks stuer.

John Kenn Mortensen har også i år stået for Blodig Weekend-plakaten.
Corona-krisen betyder også, at dette års udgave af Blodig Weekend-festivalen er blevet udskudt. Den skulle ellers have kørt i Empire Bio den 16.-19. april, men nu må vi vente tålmodigt på en ny dato. Indtil videre havde de blandt andet annonceret film som GRETEL & HANSEL, RABID (Soska-søstrenes remake), COME TO DADDY, AFTER MIDNIGHT samt en 25 års jubilæums-visning af den danske horror-klassiker SIDSTE TIME. Hvad det betyder for programmet, at festivalen er udskudt, skal jeg ikke gøre mig klog på, men film kommer stadigt hurtigere ud på diverse platforme, hvilket må være en udfordring for enhver festival, så vi får se. COME TO DADDY er i hvert fald blevet gjort tilgængelig via Blockbuster.dk, så den kan man leje.

Den lave svenske krone gør, at det ikke behøver at være så dyrt at shoppe fra Sverige. Man skal dog lige holde øje med portoen.
Nu har jeg så anskaffet mig netop denne film på Blu-ray og det endda med danske undertekster. Den er nemlig blevet udgivet af Njutafilms i Sverige, og jeg bestilte den hjem fra webshoppen Discshop sammen med SATANIC PANIC, ANTRUM og BLISS: Alt sammen på Blu-ray og alt sammen med danske undertekster (ikke at det er så vigtigt med underteksterne, men det er dog underligt, at de udkommer i vores naboland i et dansk-venligt format, når man ikke kan købe dem på Blu-ray i Danmark). COME TO DADDY er en fin lille film med en høj bizarro-faktor, men den kan desværre ikke holde tempoet og weirdness-niveauet hele vejen igennem. Men den er absolut værd at se. Alene Elijah Woods frisure er det hele værd.

Jeg bruger min Moleskine-notesbog til at holde styr på de film, jeg skal have set.
Jeg har også købt Soska-søstrenes RABID på Blu-ray. Filmen har været ude på dvd og Blu-ray i England siden november, men det var først her inden for de seneste par uger, at jeg fik den købt hjem. Nu ligger den i stakken af film, jeg skal have set eller genset. Faktisk går det meget godt med at komme igennem bunkerne, selv om jeg både til jul og til min fødselsdag fik en del horrorfilm. Siden nytår har jeg været bedre til at bruge de ledige øjeblikke til at få set nogle film, og i skrivende stund er det blevet til 44 horror-titler. Samtidig har jeg ignoreret nogle af de seneste udsalg fra f.eks. Arrow Video, hvilket også har været med til at holde tingene lidt i skak. Jeg har dog stadig pænt over 100 film liggende, jeg skal igennem, men det går som sagt meget godt.

Corona-krisen har ikke givet mig mere fritid, da jeg nu arbejder hjemmefra i stedet for inde på redaktionen, hvor jeg færdes til daglig. Så antallet af arbejdsdage er det samme. Men det handler bare om, at jeg har haft lidt mere fokus på at udnytte tiden og faktisk se nogle af de ting, jeg har købt i stedet for bare at læsse mere og mere på. Og på et eller andet tidspunkt skal jeg have lavet den store oprydning for at få det fulde overblik over det, jeg har liggende - og der er nogle dvd'er, der skal sendes videre i systemet, fordi jeg siden har fået filmene på Blu-ray. Men det skal jeg nok nå frem til ... men mindre at coronaen får bugt med mig inden.

Men jeg håber selvfølgelig ikke, at det kommer så vidt og at vi nok skal komme igennem det. At det så ikke er til at vide, hvilken verden som venter på den anden side. En skræmmende tanke, men nu er horror-fans gode til at håndtere skræmmende tanker. Så gys videre på den ene eller den anden måde - det er i hvert fald sundt; corona eller ej.

lørdag den 6. juli 2019

Trofaste fans i chok: THE WALKING DEAD siger farvel og tak som tegneserie

Så skete det. Robert Kirkman har trukket stikket på THE WALKING DEAD-tegneserien, der lukker og slukker med nummer 193. Meldingen kom som et chok for seriens mange fans - ikke mindst fordi folkene bag åbenbart har gjort sig store anstrengelser for at holde lukningen af det månedlige hæfte som en hemmelighed. Der har blandt andet været offentliggjort forsider til nummer 194 og 195, men det har altså vist sig at være fake news.

Men nummer 193, der aktuelt er på gaden, er altså det sidste. Robert Kirkman har skrevet en længere tekst, hvor han fortæller om finalen og om arbejdet med serien gennem de mange år, men medmindre man er helt up to date med serien, ser der ud til at være mange spoilers - hvilket også gælder mange af de nyhedshistorier, der været publiceret de seneste par dage om den overraskende udmelding. Så man skal lige se sig for, hvis man ikke vil have afsløret det hele.

Jeg havde for ikke så længe siden tegnet et abonnement på det månedlige hæfte nede i Fantask, men det ender så med, at jeg kun får det sidste nummer. Men det skal jeg ikke læse før efter den 13. august, hvor trade paperback #32 med numrene 187-192 udkommer. Nogle kilder skriver endda, at de får klemt nr. 193 med ind i det pågældende bind, men nu får vi se.

AMC, der står for TV-serierne, har meldt ud, at tegneseriens lukning ikke får nogen betydning for det, der kører på den lille skærm. THE WALKING DEAD, FEAR THE WALKING DEAD samt den kommende tredje TV-serie, fortsætter som planlagt.

onsdag den 5. juni 2019

TV-gys i nærmest uendelige mængder

Jeg ser ofte TV-serier sammen med min kone. I øjeblikket er vi i gang med BREAKING BAD, som vi ikke har set før (som nogle af de få mennesker på den vestlige halvkugle), og før det var det blandt andet de seneste sæsoner af GAME OF THRONES, BOSCH og STAR TREK: DISCOVERY, vi kom igennem. Lige om hjørnet venter mere DESIGNATED SURVIVOR og STRANGER THINGS, og så krydrer vi ind imellem med mini-serier, der kan fortælle deres historie på fire, seks eller otte afsnit. SAFE og RIVER er eksempler på dette.

Men vi ser ikke horror-TV-serier sammen, så jeg er håbløst bagud på disse - ikke mindst fordi der er rigtig mange skrækfilm, jeg gerne vil have set eller genset. Men på det seneste er jeg kommet igennem sæson 7 af THE WALKING DEAD. Nu havde jeg for længst fået spoilet, hvem af hovedpersonerne som mistede livet i det meget voldsomme første afsnit af sæsonen, men sådan er det, når man er bagud med TV-serier (ryster arrigt en knyttet næve af der der internet, hvor der er gået sport i at afsløre handlingen i hvad som helst). Herefter har jeg tænkt mig at se sæson 8 af THE WALKING DEAD (som jeg har på Blu-ray) og sæson 9 (som ligger på YouSees Xee-streaming-halløj).

FEAR THE WALKING DEAD er nu nået til sæson 5, men det er jeg slet ikke. Sæson 1 så jeg i tidernes morgen, men det bliver måske den næste serie, jeg prøver at indhente, hvis jeg altid ikke lige smider ASH VS. EVIL DEAD ind midt i det hele. Og så er det jo en hel masse andet, man kan se, hvis tiden altså er til det, men det er jo et problem at nå alt: AMERICAN HORROR STORY (har kun set sæson 1), THE EXORCIST, THE PURGE, SCREAM, SLASHER, THE HAUNTING OF HILL HOUSE, THE STRAIN ... ja, man kunne blive ved.

By the way ... det passer ikke helt, at jeg ikke ser horror-TV-serier sammen med min kone. Vi har nydt cirka halvdelen af WHAT WE DO IN THE SHADOWS, men det er jo i en helt anden boldgade; den er dæleme sjov.

torsdag den 11. april 2019

Så fik jeg læst 4000 sider THE WALKING DEAD

Så kom jeg stort set up to date med THE WALKING DEAD, og her taler vi altså om tegneserien, der har været udgivet siden oktober 2003. Et imponerende epos skrevet af Robert Kirkman, der satte sig for at skabe en zombie-fortælling, der i princippet var uendelig. Nu siger kalenderen april 2019 og hæfte nummer 190 af den månedlige serie er på gaden. Ret vildt, må man sige.

De populære trade paperback-udgaver samler hver seks numre af de månedlige THE WALKING DEAD-hæfter, og der skulle efter sigende være omkring 22 siders historie i hvert hæfte. Så med de 31 bind, vi indtil nu har fået, bliver det med lidt hurtig lommeregner-regning til mere end 4000 sider zombie-tegneserie - det er altså en voldsom omgang. De 31 bind indeholder nummer 1 til og med nummer 186, så der er selvfølgelig lige en lille smule, jeg mangler, men det må vente til august, hvor bind 32 udkommer (det vil indeholde nummer 187-192 af de månedlige hæfter).

Det er på alle måder en ekstrem serie. Man lærer hurtigt, at ingen af karaktererne er fredet, og hvem som helst kan dø når som helt. Jeg spoiler dog ikke meget ved at afsløre, at vores hovedperson, politimanden Rick Grimes, stadig er i live. Selvfølgelig kan serien ikke holde tempoet hele vejen igennem, og sine steder er den ujævnt skrevet - men på forunderlig vis finder Robert Kirkman igen og igen tilbage til det rette spor, og så er man bare nødt til at læse videre. Tegneserien er dog ikke så slem som TV-serien til at fylde på med ligegyldige sidehistorier, der mest skal bruges til at få tiden til at gå.

Persongalleriet er enormt, og man skal holde tungen lige i munden i perioder, fordi nye karakterer kommer til, mens andre er gået en grum skæbne i møde. Charlie Adlards tegninger kan være en udfordring, fordi nogle af personerne lidt ligner hinanden - og nogle gange kan man godt se, at det er gået stærkt med at lave serien. Men andre gange er tegningerne fænomenale, så det svinger en del. Men samlet set er det en vildt god serie, og det har været en fornøjelse at pløje det hele igennem på relativ kort tid. Jeg er i hvert fald fan, og hænger formentlig på til det sidste - uanset hvornår det bliver.

Ved siden af den egentlige serie er der kommet nogle småhistorier med Michonne, Tyreese, Morgan og The Govenor. De er på seks sider hver og findes samlet i et hæfte, der udkom i forbindelse med Free Comic Book Day i 2013. Desuden findes der HERE'S NEGAN-historien på 64 sider, som giver et lille indblik i karakteren Negans vej fra at være en idrætslærer til at være en galning med et pigtråds-baseballbat. Intet af det er essentielt, og kun historien om Morgan synes der at være kælet lidt for. Resten er ret sjusket, og HERE'S NEGAN er tæt på at være pinlig med et dårligt manuskript og virkelig grimme tegninger. Kun for THE WALKING DEAD-fans, der pinedød vil have det hele med.

Opdatering: Som sagt udkommer trade paperback nummer 32 til august, hvor nummer 187-192 af de månedlige hæfter bliver samlet. Nu har jeg lige tegnet abonnement på de månedlige hæfter fra nummer 193, så jeg kan være endnu mere up to date med serien.

tirsdag den 2. april 2019

Jeg mangler en masse THE WALKING DEAD på TV, men nu læser jeg lige tegneserien færdig først

I søndags kørte det 16. og sidste afsnit af THE WALKING DEAD sæson 9 over skærmen, men jeg er ikke selv nået så langt i serien. Sæson 9 har ellers fået virkelig god respons, så jeg glæder mig til at kunne kaste mig over den - men jeg skal altså også lige have set sæson 7 og 8 først. Det aktuelle projekt er dog at få læst tegneserien færdig. Her er jeg lige blevet færdig med bind nr. 25, så der er stadig en håndfuld endnu plus det løse at gnaske sig igennem.

Nu prøver jeg at undgå at læse for meget om TV-serien, da man nemt bliver udsat for spoilers - så er det bedre at få de spoilers via tegneserien - men jeg kan forstå, at TV-serien nogenlunde er der, hvor jeg er nået til i den tegnede udgave; i hvert ud fra en meget generel betragtning. Den filmede udgave af THE WALKING DEAD har sit helt eget liv, hvor personer kommer og går på en helt anden måde end i tegneserien, og det er et helt bevidst valg fra folkene bag.

Men for ikke at få blandet tingene for meget sammen, læser jeg lige tegneserien færdig, før jeg kommer up to date med TV-serien. Herligt, at man har så mange ting, man kan få tiden til at gå med.

torsdag den 21. marts 2019

LIdt gys fra Fantask

Det så sort ud en overgang, men alt tyder nu på, at Fantask overlever. De skal stadig have nogle ting til at falde på plads, men det er under alle omstændigheder gode nyheder for nørd-miljøet, at den legendariske butik kan fortsætte. Men det forudsætter selvfølgelig, at vi fans bliver ved med at handle i Fantask, og i går gav jeg et mikroskopisk bidrag. Jeg havde kun ganske få minutter, men jeg nåede at købe HERE'S NEGAN!-tegneserien fra THE WALKING DEAD-universet og det seneste nummer af Thomas Winthers H.P. Lovecraft-fanzine NYARLATHOTEP.

fredag den 15. marts 2019

Jeg arbejder mig stille og roligt igennem THE WALKING DEAD-tegneserien

Som tidligere nævnt her på siden er jeg i gang med at læse/genlæse THE WALKING DEAD-tegneserien. I sin tid nåede jeg til bind 16, før jeg af den ene eller den anden grund strandede i serien, men nu skal jeg altså se og komme up to date. Nu har jeg også en hel masse andre ting, jeg skal have læst, så det går ikke nødvendigvis så hurtigt, men i aftes genlæste jeg bind 16. Det betyder, at jeg fra nu af går ind i ukendt land - altså de bind, jeg ikke har læst før. Det er lige før, at über-skurken Negan træder ind på scenen, så det bliver spændende.

søndag den 10. februar 2019

Et af dette års projekter er at få læst hele THE WALKING DEAD-tegneserien

Robert Kirkmans THE WALKING DEAD-tegneserie har været udgivet siden oktober 2003, og der kommer troligt et nyt nummer hver eneste måned. Vi har virkelig at gøre med en tilsyneladende uendelig historie. Selv er jeg kommet bagud med serien, og det skal jeg have gjort noget ved. De månedlige hæfter samles hvert halve år i trade paperback-format, og det er dem, jeg indtil videre har købt.

Dog strandede jeg med nummer 16, men nu er jeg startet forfra og har netop læst nummer 10. Der er kommet 30 trade paperbacks indtil videre, og jeg har de 26 stående på hylderne. Så jeg skal lige have købt de sidste, når jeg når så langt. Og nr. 31 udkommer i begyndelsen af marts. Jeg synes, at det er en glimrende serie, men kvaliteten af Charlie Adlards tegninger svinger godt nok en del. Men det er vel prisen for at have et så vildt udgivelsesprogram.

torsdag den 6. december 2018

Flere zombier ... FEAR THE WALKING sæson 4 udkommer nu på dvd og Blu-ray

Hvis man ikke følger slavisk med i diverse TV-serier, er det næsten en umulig opgave at undgå spoilers. Overalt bombarberes vi med anmeldelser, referater, fan-reaktioner og analyser, når det seneste afsnit er rullet over skærmen. Wow, tog de virkelig livet af ham; det havde jeg alligevel aldrig troet! Ja tak, det er sikkert meget spændende, men nu kommer jeg nok ikke lige til at se lige den serie de første mange måneder, men mange tak for at have ødelagt en del af handlingen for mig.

Nu kan det nok ikke være så meget anderledes, medmindre man har gravet sig ned i en atombunker, hvor internettets fæle tentakler ikke kan nå ned - og forhåbentlig har man glemt nogle af de mange spoilers, når man endelig ser serien. Men selv en dvd- eller en Blu-ray-forside kan være en spoiler, så man har ikke mange chancer. Det gælder for eksempel ovenstående til FEAR THE WALKING DEAD sæson 4, der udkommer på dvd og Blu-ray i Danmark i dag.

Det er så en af de serier, man har en rimelig chance for at følge med i, fordi den kører på HBO Nordic med blot en enkelt dags forsinkelse i forhold til den amerikanske visning. Men nu har jeg ikke været up to date med den, og så må jeg leve med spoilers. Værre er det med hovedserien, der ikke lige kører på nogen dansk kanal eller streaming-tjeneste, men det er en del af gamet. Anyways, hvis du er til FEAR THE WALKING DEAD, så kan du altså nu købe endnu en sæson hjem til samlingen.

lørdag den 23. juni 2018

THE WALKING DEAD sæson 8 udkommer på dvd og Blu-ray efter sommerferien

Som sædvanlig er de hurtigt ude i USA, når det gælder THE WALKING DEAD på fysiske medier. Allerede den 21. august er ottende sæson af den kendte zombie-TV-serie ude på dvd og Blu-ray derovre på den anden side af dammen. Her i landet må vi vente til den 24. september, før den dukker op. Hverken sæson 7 eller 8 har været vist på en dansk TV-kanal, så man bliver mere afhængig af de fysiske udgivelser af netop denne serie. Streaming-tjenesterne falder jo heller ikke over hinanden for at vise den.

Sæson 9 går i luften på amerikansk TV engang i oktober, og her vil der ske store forandringer. Handlingen vil tage et spring frem i tiden, og undervejs vil skuespillere som Andrew Lincoln (der spiller Rick Grimes) og Lauren Cohan (der spiller Maggie Rhee) forlade serien. Også andre overraskelser skulle være på vej, og der er ingen tvivl om, at producenterne tager de dalende seertal alvorligt. Ganske vist er der stadig millioner, der kigger med, men det er ikke så mange millioner som før.

torsdag den 24. august 2017

Nej, de kommer heller ikke til at sende THE WALKING DEAD på DR3 i år

Søndag den 22. oktober er THE WALKING DEAD tilbage på den amerikanske TV-kanal AMC, og det bliver med noget så fornemt som afsnit 100 i den brutale og blodige zombie-serie. Så melder spørgsmålet sig: Hvornår kan vi se den i Danmark? Sidste år var der en helvedes ballade på DR3's Facebook-væg, fordi kanalen ikke sendte sæson 7, fordi rettighederne var blevet ændret. De sagde det ikke ligeud, men mon ikke det handlede om, at den var blevet for dyr? Andre faktorer kan også have været afgørende, men summa summarum var, at DR3 droppede THE WALKING DEAD.

Hvad så med i år? Spørgsmålet er allerede poppet op på DR3's Facebook-væg, og svaret er krystalklart: "Vi kommer desværre ikke til at sende flere sæsoner af The Walking Dead, som det ser ud nu, da der er sket ændringer i rettighederne". Så vi må igen væbne os med tålmodighed og vente på en fysisk udgivelse - og så i øvrigt passe på med ikke at rende ind i for mange spoilers.

torsdag den 15. juni 2017

Nå, hvornår er det så lige at THE WALKING DEAD sæson 7 udkommer på dvd og Blu-ray?

Det udløste en frygtelig ballade, da DR3 meldte ud, at de ikke havde tænkt sig at vise sæson 7 af THE WALKING DEAD, fordi de ikke kunne lande en fornuftig aftale med distributøren. Nogle seere forsøgte at starte en underskriftsindsamling for at få de vandrende døde tilbage på kanalen, mens andre ligefrem truede med at holde op med at betale licens. Men det hjalp ikke det store, og i april løb sæsonens sidste afsnit over skærmen i USA.

Nu kan vi så vente på at få en fysisk udgave i hænderne, og de første datoer er dukket op. Disse kan selvfølgelig blive ændret, men alt peger på, at man omkring august-september kan sætte sine zombie-kløer i enten en dvd-boks eller en Blu-ray-boks. Amerikansk Amazon påstår i hvert fald, at sæson 7 udkommer ovre på den anden side af dammen den 22. august. mens engelsk Amazon endnu ikke har en dato klar.

På de nordiske breddegrader kan man hos CDON læse en dato, der hedder den 25. september, men hos en norsk forhandler, Platekompaniet, står den allerede til at komme den 11. september. Anyway, det burde være i løbet af den måned. Hvornår man så eventuelt kan leje/købe den on demand skal jeg ikke kunne sige, men nu er jeg også mest interesseret i et fysisk eksemplar.

mandag den 3. april 2017

Efter 83 afsnit af THE WALKING DEAD: Det er en grum og fascinerende, men også frustrerende serie

Sidste afsnit af sæson 7 af THE WALKING DEAD er netop kørt over de amerikanske TV-skærme, og den sæson må de altså gerne få sendt ud på Blu-ray så hurtigt som muligt. Det er dog næppe realistisk, at det bliver på denne side af sommerferien, så der er ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed. Men jeg er ellers klar: Jeg har fået set de første seks sæsoner og er efter 83 afsnit parat til endnu en dosis af den grotesk populære serie om Rick Grimes og de andre overlevende i et zombieplaget USA.

At sæson 6 sluttede med den vildeste cliffhanger spiller selvfølgelig også en rolle. Her så vi Rick og en række af de andre ligge på knæ foran seriens nye skurk, den skumle Negan, der med et pigtråds-omviklet baseballbat gjorde sig klar til at tage livet af en af dem; sådan lige for at statuere et eksempel. Nu har jeg for længst fået spoilet hvem det er, der dør (sådan er det i en elektronisk medie-virkelighed), men ellers har jeg været meget ferm til at undgå spoilers fra sæson 7, og jeg vil selvfølgelig gerne kunne komme videre i serien, der i denne omgang ikke er blevet vist på dansk TV.

I efteråret gik DR3's Facebook-væg helt amok, fordi kanalen havde droppet sæson 7. "Ejerne har ændret rettighederne og vi kunne ikke komme frem til en ordentlig aftale" lød det igen og igen som svar til seerne. Der blev oprettet en protest-gruppe på Facebook, der blev samlet underskrifter ind og nogle truede endda med at holde op med at betale licens, hvis ikke serien kom på skærmen.

Nu kan man ikke påstå, at det er en public service-opgave at sende THE WALKING DEAD, men selvfølgelig er det frustrerende ikke at have adgang til det indhold, man gerne vil se - især når streaming-tjenesterne har vænnet os til, at serierne er enten er tilgængelige lige med det samme over hele verden eller som minimum med et døgns forsinkelse i forhold til USA. Men sådan har det altså ikke været med denne runde af THE WALKING DEAD, og det er værd at bemærke, at i landene omkring os har serien været sendt af kommercielle TV-kanaler og ikke af public service-stationer.

Så jeg må vente på en Blu-ray-udgave, så jeg kan komme videre i denne grumme og fascinerende, men også frustrerende serie, for man må sige, at THE WALKING DEAD er en ujævn størrelse. Når den er god, så er den dæleme god. Hold da helt op. Der er nogle afsnit, der er så gribende, intense og hjerteskærende, at man helt får åndenød. Men der er også nogle afsnit, der tydeligvis bare handler om at få tiden til at gå - som mest kan betragtes som fyld. Og det er virkelig træls. Når man sidder og ser serien på Blu-ray, så afsløres det i øvrigt hurtigt hvilke afsnit, der er vigtige - det er nemlig dem, der er udstyret med et kommentarlydspor, så her kommer menu-oversigten til at virke som en lille spoiler.

Man kan undre sig lidt over, at man gider se en serie, hvor hovedpersonen er bimlende sindssyg - vi kan vist hurtigt blive enige om, at Rick Grimes ikke er helt stabil - men heldigvis handler serien ikke alene om ham. Også andre af de medvirkendes karaktertræk kan virke irriterende, men for det meste vil man gerne følge med i deres skæbne, og jeg kan mærke nakkehårene rejse sig lidt hver eneste gang, Bear McCrearys geniale main title-musik bliver spillet. Så hit med sæson 7 - jeg er klar!

onsdag den 1. marts 2017

De levende døde kom vandrende med posten

Jeg mangler stadig nogle afsnit af THE WALKING DEAD sæson 6, men jeg har ikke nødvendigvis planer om at kaste mig over spin-off-serien FEAR THE WALKING DEAD lige bagefter. Var en kende skuffet over sæson 1, som jeg har set på HBO Nordic, men alligevel har jeg bestilt sæson 1 og 2 hjem til samlingen - og det på Blu-ray. Et godt tilbud på CDON kombineret med fri fragt gjorde, at jeg slog til, og i dag fandt jeg pakken i postkassen. Men jeg ville nu hellere have en pakke med THE WALKING DEAD sæson 7 på Blu-ray, men den udgivelsesdato kendes endnu ikke.

torsdag den 10. november 2016

FEAR THE WALKING DEAD - nu også på Blu-ray og dvd i Danmark

Dvd- og Blu-ray-markedet i Danmark er blevet en lidt underlig størrelse; især fordi mængden af butikker, der sælger udgivelserne, er lukket i stor stil. Derfor følger jeg ikke helt så minutiøst med, som jeg gjorde før - og derfor havde jeg helt overset, at FEAR THE WALKING DEAD sæson 1 ikke var udkommet i fysisk form her i landet endnu.

Nu sagde sæson 1 mig heller ikke det store, så derfor har jeg ikke gjort så meget for at holde øje med den. Men i dag skulle den altså være på gaden her i Danmark på dvd og Blu-ray. Og allerede den 8. december skulle sæson 2 udkomme, så der er nok at kaste sig over, hvis man ikke kan få nok af de omvandrende døde.

søndag den 23. oktober 2016

Nu slippes THE WALKING DEAD sæson 7 løs, men det bliver ikke i Danmark

Nå, er du klar til at lukke ned for alle dine sociale medier de kommende dage? Ikke noget med at kigge på Facebook, Twitter og hvad de nu ellers hedder. Jeps, det er blevet tid til endnu en sæson af THE WALKING DEAD, og den har premiere i aften på den amerikanske TV-kanal AMC. Sæson 6 sluttede med en vild cliffhanger, og nu bliver det afsløret, hvad der videre sker.

Jeg er selv bagud med serien, så jeg sitrer ikke helt af spænding på samme måde som de fans, der har fulgt med indtil nu. Det ene problem er så, at man nok skal holde øjnene fra sine computerskærme og andre gadgets for ikke at få spoilet handlingen. Alene det bliver en udfordring. Oplevede dog under den seneste sæson af GAME OF THRONES at navigere rundt om de værste spoilers, men det bliver nok svært, når det gælder THE WALKING DEAD.

Et andet problem er, at DR3 ikke længere sender serien, og at den derfor ikke bliver tilgængelig i Danmark. Seerne har i ugevis raset på DR3's Facebook-side, og tonen har været ganske hård. En underskrift-indsamling kører for at få serien tilbage på skærmen, og det seneste tiltag er en opfordring til at holde op med at betale licens. Nu kan man argumentere for, at det ikke er en public service-opgave at sende THE WALKING DEAD, men det er ikke et argument, der deles af de rasende brugere. De vil bare have serien på skærmen, og så er DR3 ellers velkommen til at droppe en hel masse andre programmer.
Seerne har i ugevis raset på DR3's Facebook-side, og tonen har været ganske hård. En underskrift-indsamling kører for at få serien tilbage på skærmen
Men det synes ikke at blive til virkelighed. I andre lande rundt om Danmark sendes THE WALKING DEAD af kommercielle kanaler så som Kanal 9 og Fox, men det virker heller ikke som om, at det bliver en løsning for de danske seere. Så skal det i hvert fald komme som et lyn fra en klar himmel, hvis en af de kanaler pludselig bider på.

At DR3 er hoppet fra, fordi AMC har ændret på rettighederne, tyder i nogen grad på, at det ikke er en attraktiv handel. Detaljerne er uklare, men prisen, antallet af visninger samt rettighederne til at streame de enkelte afsnit skulle være blevet ændret i forhold til det, der har været gældende før.

Man kan så undre sig over, at AMC ikke kan komme med et mere realistisk tilbud, men vi kan reelt ikke vide, hvad der er foregået i kulisserne. Bundlinjen er, at THE WALKING DEAD sæson 7 i første omgang ikke vil være at finde på en dansk TV-skærm (og i forhold til sæson 6 skal det lige noteres, at DR3 sendte afsnittene med ca. 14 dages forsinkelse i forhold til USA).

Så nu kan vi kun vente på den orkan af spoilers, der vil ramme os efter i aften - det bliver blodigt.

lørdag den 6. august 2016

... mens vi venter på sæson 7 af THE WALKING DEAD (og hold nu de spoilers for jer selv)

Et af mine projekter her i sensommeren og det tidlige efterår bliver at komme nogenlunde på omgangshøjde med TV-serien THE WALKING DEAD. Den er jeg lysår bagud med, men nu skal det være. Sæson 6 ser ud til at lande på dvd og Blu-ray her i landet den 26. september, og fra den 23. oktober går det løs med sæson 7 på den amerikanske TV-kanal AMC.

Netop sæson 7 er ventet med spænding, fordi sæson 6 sluttede med en vild og grotesk meget omtalt cliffhanger, og det er grunden til, at jeg hellere må komme up-to-date. I denne tsunami af TV-serier, der skyller ind over os i disse år, så er det en særlig kunst at navigere rundt om spoilers, når man læser på nettet. Ikke bare de sociale medier flyder over med kommentarer, men også de gængse medier skriver gerne om de populære serier. Det har været voldsomt omkring GAME OF THRONES, men THE WALKING DEAD er også en serie, hvor man på et splitsekund kan få ødelagt handlingen, hvis man ikke passer på.

Nu har det været DR3, der de senere år har sendt THE WALKING DEAD, men sådan er det ikke længere. Rettighederne er åbenbart blevet ændret, og DR3 har ikke kunnet lande en aftale, de kunne stå inde for. Det har ført til en del debat på DR3's Facebook-side, og mange har stillet spørgmålet: Hvem sender den så? HBO Nordic har været nævnt som en mulighed, men det virker heller ikke som en farbar vej, så indtil videre er det uklart, hvordan og hvornår THE WALKING DEAD sæson 7 bliver tilgængelig her i Danmark. Så der er stor fare for, at jeg alligevel får spoilet handlingen, når de nye afsnit kører over skærmen i USA. Ak ja ...

lørdag den 5. september 2015

På jagt efter THE WALKING DEAD på Blu-ray i sekunderne før de sidste butikker drejer nøglen om

Forleden lukkede Stereo Studio-kæden, og dermed forsvandt endnu et af de vandhuller, hvor skræk-fans kan gå hen og få tilfredsstillet deres tørst efter fysiske eksemplarer, man kan have stående i sin samling. Stille og roligt æder streaming-universerne sig ind på det fysiske marked, og butikkerne må dreje nøglen om.

Sidste sommer var det den sidste overlevende butik i TP Musik-kæden, der måtte sige farvel, og det er i den grad et savn i bybilledet. Man kan ikke længere på samme måde drøne rundt til den ene butik efter den anden på jagt efter spændende ting - selv ikke i København, hvor de første tegn på Stereo Studios fald var, at de allerede sidste år gav op i Købmagergade. Det går bare den forkerte vej!

Her forleden fik jeg den ide, at jeg ville have de første tre sæsoner af THE WALKING DEAD på Blu-ray, selv om jeg har dem på dvd. Men nu havde jeg fået fjerde sæson på Blu-ray som en gave på et tidspunkt, og da jeg skal have høvlet hele serien igennem her i løbet af efteråret, så kunne jeg lige så godt gå all-in.
Nu var det THE WALKING DEAD, jeg var på jagt efter, og jeg fandt sæson 1 til en halvtredser og sæson 3 til 150,- kroner
Så satte jeg kursen mod en af de sidste butikker, der er værd at frekventere i København, nemlig Fona på Strøget. I folkemunde kaldes den stadig for Fona 2000, men det er et levn fra dengang, hvor de prøvede at være en rigtig multimedie-butik med bøger og det hele. Ja, jeg skrev bøger. De har f.eks. haft James Herbert-paperbacks stående på hylderne. Men stedet er stadig legendarisk for sit store udvalg, fornuftige priser og mange tilbud. På det seneste er vinyl-afdelingen blevet udvidet markant, så der sker noget.

De har masser af gys på dvd, mens udbuddet på Blu-ray bærer lidt præg af, at horror-udgivelserne fra de danske distributionsselskaber er begrænsede. Men der er da som regel noget at komme efter. Men nu var det THE WALKING DEAD, jeg var på jagt efter, og jeg fandt sæson 1 til en halvtredser og sæson 3 til 150,- kroner.

Men sæson 2 var ikke at finde på hylderne, og jeg kan se, at mange af online-forhandlerne ikke ligger inde med den. Uden at vide det, så kan man få på fornemmelsen, at oplagene ikke er så store længere, hvilket igen kan være påvirkningen fra streaming. Men det er som sagt bare gætværk fra min side. Heldigt nok havde de sæson 2 på blå hos DVD City, så min mission lykkedes. Men det er bare ikke det samme som før, og man frygter hvornår den næste butik må klaske et "ophørs-udsalg"-skilt på vinduet.