KING KONG LIVES (1986)
King Kong har ligget i koma i ti år på Atlantic Institute efter sit styrt fra toppen af World Trade Center i New York. Dr. Amy Franklin håber at kunne give ham et kunstigt hjerte, men desværre kræver en operation store mængder donorblod. Det finder eventyreren Hank Mitchell ved et tilfælde på Borneo i kraft af en gigantisk kvindelig gorilla.
Nu kan operationen gennemføres og Kong bliver vakt til live. Han fornemmer straks, at der er en hun i nærheden og han går helt amok for at finde hende. Det lykkes og de flygter sammen. Hæren sættes på opgaven med at indfange de to store aber, men dr. Amy Franklin og Hank Mitchell frygter, at deres kære dyr vil blive dræbt, så de begiver sig også op i bjergene. Undervejs forelsker King Kong sig i Lady Kong og det samme sker for for Amy og Hank - men ingen af dem kan være i fred for de skydegale soldater.
Hvis man synes, at de japanske King Kong-film lyder bizarre, så er det ingenting i forhold til denne vanvittige produktion. Nu virker det i sig selv grotesk at lave en fortsættelse til 1976-udgaven af KING KONG, men nu er producenten Dino De Laurentiis kendt for at kunne finde på hvad som helst. Så det er måske alligevel ikke så underligt, at dette mærkværdige monster af en film er blevet til. At den blev et stort flop i biograferne, kan til gengæld ikke undre.
KING KONG LIVES er i bund og grund en kærlighedshistorie. Ikke alene har vi de to aber, der finder sammen, men vi oplever også den korrekte kvindelige læge og den kulørte eventyrer, der i begyndelsen ikke kan udstå hinanden, hurtigt udvikler et forhold, hvor de deler sovepose. Optakten til dette er en noget corny scorereplik - we're primates too - men den virker åbenbart. Tippet er hermed givet videre. At Linda Hamilton i den forbindelse følger i Jessica Langes fodspor og viser bryster i en King Kong-film er så et lille plus.
Linda Hamilton har ellers ikke det store at gøre i KING KONG LIVES, andet end at virke lidt bekymret. Hun er ekspert i at se ud som om, hun er lige ved at græde - noget hun for alvor fik brug for, da hun havde hovedrollen i tv-serien BEAUTY AND THE BEAST. Og bortset fra John Ashton som en bindegal officer, skal man ikke se KING KONG LIVES for at nyde skuespilpræstationerne - man kan fornemme på alle, at de godt ved, at de medvirker i en dødssejler.
Aberne er to skuespillere i kostume, så det er ikke et triumftog tilbage til originalens stop motion-effekter, vi er vidne til. Til gengæld får vi nogle scener i den gode gamle Godzilla-tradition, hvor der smides rundt med og trampes på små modeller. Det er altid sjovt. At der så slet ikke er styr på størrelsesforholdene, er en anden snak, men det er bare endnu en af de kiksede ting ved denne film.
Af naturlige årsager er de forvoksede aber de eneste "monstre", man ser i filmen. Kong tramper dog på nogle mennesker og bider en hillbilly midt over. Den gigantiske hjerte-operation har enkelte splatter-elementer og så sprøjter blodet hver gang, Kong bliver beskudt af hæren. Men ellers er det ikke meget horror, man oplever i denne film - ud over den rædsel, det er at komme igennem den.
KING KONG LIVES er udgivet på dvd af Scanbox her i Danmark. Der er ikke noget ekstramateriale på. Det er der heller ikke på de mange andre dvd-udgaver, man kan få rundt omkring i verden - en tysk udgivelse skulle vist bare indeholde en alternativ åbningsscene - men det er sandelig heller ikke en film, der inviterer til at udkomme i en Special Edition.
KING KONG LIVES, USA, 1986. Instruktion: John Guillermin, Charles McCracken. Medvirkende: Linda Hamilton, Brian Kerwin, Peter Elliott, Peter Michael Goetz, Frank Maraden. Musik: John Scott.
Jeg så den også for nyligt, og for pokker hvor er den ringe...
SvarSlet