mandag den 29. november 2010

Når sjæle bliver kolde og sorte

Robert Kirkman har flere gange i sin mesterlige zombie-tegneserie THE WALKING DEAD understreget, at når civilisationen bryder sammen og de døde begynder at vandre på Jorden - så er det ikke nødvendigvis kun de menneskeædende lig, der er farlige. Desperate tider avler desperate mennesker, hvilket vi bl.a. fik et eksempel på i bind 10 af trade paperback-genoptrykkene, "What We Become".

I bog nr. 11, "Fear the Hunters", bliver den idé efterforsket til yderste konsekvens. Rick og de andre overlevende er stadig på vej mod Washington D.C., men der sker forfærdelige ting blandt gruppens medlemmer. Det enorme pres for at overleve og en nådesløs dagligdag med grusom vold har fæstnet sig på en måde, der får forfærdelige konsekvenser. Samtidig trues gruppen af nogle fremmede, der på deres helt egen - og ekstremt konsekvente - måde har valgt, hvordan de vil klare i denne nye, grumme verden.

Det er forbløffende, hvordan serien hele tiden formår at forny sig, og selv om vi også her bliver introduceret for nye karakterer, der bliver en del af Ricks gruppe, er der et helt fantastisk flow i dette album. Handlingen glider bare og de mange forløb og personer præsenteres på en helt naturlig måde. Rent og enkelt... og netop derfor bliver det endnu mere skræmmende. Vi får et kig ind i nogle menneskers sind, der bliver stadig mere kolde og sorte - og det er disse mennesker, der er helte i vores historie! Frastødende og ubehageligt, men for pokker hvor er det fascinerende.

THE WALKING DEAD VOLUME 11: FEAR THE HUNTERS, Robert Kirkman, Charlie Adlard, Cliff Rathburn, Image Comics.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar