søndag den 24. juli 2011

Telepatiske tvillingers bizarre projekter

Tvillingerne Seth og Jonah Trimble har telepatiske evner, og dem bruger de til deres grænseoverskridende "projekter", som de filmer for efterfølgende at kunne analysere det, der er foregået. Deres seneste projekt var at få en gruppe skolekammerater til at spille russisk roulette. Den traumatiserede kriminalbetjent Lampkin fatter hurtigt mistanke til de to mystiske drenge, men hvordan kommer man ind på livet af mennesker, der besidder evnen til at påvirke andre menneskers tanker?
SECONDS APART er en af After Dark Originals-produktionerne og er formentlig lavet for forholdsvis få penge. Det er dog en fin og intens lille gyser, som instruktøren Antonio Negret og manuskriptforfatteren George Richards har skruet sammen. Der er noget både fascinerende og uhyggeligt ved enæggede tvillinger og det udnyttes til fulde i filmen. I modsætning til f.eks. David Cronenbergs DEAD RINGERS, så er det et par ægte tvillinger - Edmund og Gary Entin - der spiller hovedrollerne, og det gør de helt fantastisk.
Især i den første halve time er SECONDS APART en usædvanlig og spændende film med den ene bizarre scene efter den anden om tvillingernes aparte liv. Samtidig er kriminalbetjenten en interessant karakter, selv om det er lidt af en kliche, at han skal være plaget af minderne om en ildebrand, hvor han har mistet sin elskede. Han har bl.a. været igennem en terapiform med virtual reality for at komme sig, og det bliver på en måde et tema for filmen - ikke mindst i det dramatiske klimaks. Her falder det hele lidt fra hinanden, og man skal ikke tænke alt for meget over manuskriptet, for der er en del, der pludselig ikke giver mening.

Men SECONDS APART er anderledes på den gode måde og det er en film, man bør give en chance. Den ligner ikke så meget andet af det, der bliver lavet i disse år. Jeg så den engelske dvd fra G2 Pictures, hvor der ikke er noget ekstramateriale.

SECONDS APART, USA, 2011. Instruktion: Antonio Negret. Medvirkende: Edmund Entin, Gary Entin, Orlando Jones, Samantha Droke, Louis Herthum. Musik: Lior Rosner.

1 kommentar:

  1. Denne her ser faktisk ret interessant ud. Gud hjælpe mig når der ikke ligefrem kommer et væld af originale horrorproduktioner ud på markedet, så er det bestemt spændende at der er nogen der går imod strømmen, så mon ikke Onkel Mallrat skal have bestilt denne...? "Dead Ringers" var en Cronenberg-specialitet og Jeremy Irons var jo glimrende, men at man har et sæt enæggende, identiske tvillinger, der til og med kan gøre filmen troværdig nok, så tror jeg bestemt at den kunne være værd at se...

    SvarSlet